Et rent lærred. Fluebenet i uge 19

rent lærred
Den femte længe

I uge 19 kunne vi sætte flueben ved et ret stort projekt. Siden vi overtog gården, har vi (især jeg …) talt om, at det kunne være rart at slippe af med længe nummer fem, en lade/maskinhal opført sidst i 1970’erne. For en lille måned siden, blev den revet ned, og nu er der ryddet helt op deromme, hvor den stod.

Luftfoto fra Google Maps

Jeg låner lige et billede fra dette indlæg, skrevet få måneder efter, vi overtog gården. Her fortæller jeg om vores havedrømme, blandt andet om ideen med at rive laden ned. Det er den, jeg kalder bygning E på billedet fra Google Maps:

ravnegård

I efteråret ’18 blev bygning F fjernet. Nu er bygning E altså også væk, og vi sidder tilbage med en firelænget gård, der i højere grad ligner den oprindelige Ravnegård. Det er sjovt at se Googles billede, som stammer fra dengang Ravnegård stadig var et aktivt landbrug. Selv om jeg synes, vi ikke har udrettet ret meget på vores udendørs areal i den tid, vi har boet her, har udtrykket nu alligevel ændret sig meget.

Dagbogsbilleder

Her følger billeder fra vores bagplads igennem den seneste månedstid.

D. 14. april om aftenen skyndte jeg mig ud at forevige den omtalte bygning F, inden entreprenøren skulle ankomme d. 15. om morgenen. Sådan så den ud:

et helt rent lærred

Den 15. april nåede jeg også lige at tage et billede af bygningen, som den så ud mod nord:

maskinhal

Billedet herunder er fra d. 18. april. De dygtige nedrivningsfolk er ved ligeså forsigtigt at pille tagpladerne ned. Det var eternitplader med asbest, så det skulle gøres med omhu. Tagpladerne er siden afleveret efter alle kunstens regler. Man skal ansøge og udfylde, printe, skrive under, have stempel og hvad ved jeg. Det er altsammen fint nok, for asbest er noget giftigt stads.

et helt rent lærred

Når man kikkede op igennem den åbne tagkonstruktion, kunne man godt få orangeridrømme, men hvis vi en dag skal have orangeri, skal det være i mindre skala.

eternittag

D. 23. april var bygningen helt væk. Eller helt væk var den faktisk ikke, for som det fremgår af billedet herunder, lå der gasbeton, tagplader og tagspær allevegne.

et helt rent lærred

Her følger et billede fra d. 1.maj. Det meste affald var kørt væk. Der lå dog stadig en bunke tagspær og hanebjælker. Størstedelen af bunken blev hentet af folk, der kunne genbruge hanebjælkerne og brænde spærene i deres brændeovn.

På billedet er entreprenøren ved at deponere jord, der hvor den nedrevne bygning efterlod en tomt. Det hang så smart sammen, at han kunne bruge den jord, der blev til overs, da han gravede ud til vores sø.

bagplads

I torsdags lavede vi bål af de spær der var tilbage. Området skulle nemlig ryddes, så den sidste jord fra søen kunne blive spredt ud.

bål
Et rent lærred med plads til drømme

Nu ser bagpladsen sådan ud. Jorden fra søen er fordelt på smukkeste vis på hele området. Det er som et helt rent lærred. Det giver en rigtigt god følelse at stå deromme og se på det.

bagplads

Man kan drømme om mirabeltræer og kirsebærlaurbær ind mod naboen, man kan drømme om græs og om blomstereng. Man kan drømme om siddeplads og om orangeri. Man kan selvfølgelig også bare bære et par stole derud, sætte sig på dem og se ud over engen.

eng

13 meninger om “Et rent lærred. Fluebenet i uge 19”

  1. Ih, sikke en forandring! Fantastisk at bygning B ikke umiddelbart bærer præg af den nedrevne bygning – den ser hel original ud uden skader. Man kan slet ikke se, at bygningen har været der – det er da ganske godt!

    1. Ja, det bliver godt, når der kommer lidt græs og et par træer, tror jeg. Jeg er så glad for at gården er skrumpet fra 6 til fire længer!
      Der er en smule småskader på bygning B (det er ret sjovt, at man kan tale om gården ved at bruge bogstaver 🙂 Bygning B er den gamle lade), men det kan nemt fikses.

  2. Jeg kan godt forstå, du er glad for ændringen, det var jo gamle grimme bygninger helt ubrugelige for jer.
    Tillykke med det, så kan I begynde at male på lærredet 🙂 idéer har du jo mange af.
    Kh Lisbeth

    1. Det er jeg glad, for at du skriver, Lisbeth! Der er faktisk mange, der har sagt, at det er dumt at rive ned, fordi de næste ejere måske vil betale mere for gården med 6 end med 4 længer, men nu er det jo os, der bor her, og som du skriver var bygningerne helt ubrugelige for os. Vi vil hellere have udsigt og luft omkring os.
      Kh Nana

    1. He-he, ja, jeg tror også, vi stopper her 🙂 Jeg har ellers haft fantasier om at fjerne bygning C, men den får lov at stå. – Måske genetablerer vi en gammel vognport i den, men helt revet ned, bliver den ikke 🙂

    1. Tak 🙂 I første omgang vil vi så noget græs, så det hele ikke bare gror til i poppeltræer. Så nu må det egentlig gerne regne lidt, så græsset kan gro 🙂

  3. Kære Nana
    Det må være en befrielse af slippe af med to bygninger, man ikke skal bruge. De skal jo vedligeholdes, hvis de en dag skal repræsentere en værdi. Væk med dem. Personligt kunne jeg være blevet helt blød i knæene ved tanken om et orangeri i den ene, som du fortæller. Men ok, det var nok klogt at skynde sig at få det hele væk. Det bliver supergodt.
    Kh Lisbeth

    1. Kære Lisbeth.
      Det er nemlig sådan en lettelse ikke at skulle gå og vedligeholde bygninger, som bare står tomme!
      Ja, jeg ville også gerne have et orangeri, men det skal altså ikke være 200 m2 🙂
      Nu vil vi så græs, så der kommer lidt orden på det, og så må vi se, hvad vi ellers finder på …
      Kh Nana

  4. Der er da godt nok sket noget på kort tid. Sjovt med alle før og efter billederne som viser hvad der er sket. Dejligt med et blankt lærred, plads til mange drømme 🙂
    Med venlig hilsen
    Lene Bedstemorshave

    1. Ja, jeg er også selv helt overrasket over, hvor meget det hele har forandret sig. Igennem de seneste par dage er der faktisk sket endnu mere, og man kan snart ikke kende området 🙂 Nu trænger vi til en pause, hvor vi bare venter på, at græsset gror 🙂
      God dag til dig, Lene!
      Venlige hilsner fra Nana

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først, når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.