En tur til Fredensborg

Kammerkoncert

I onsdags var vi til koncert i Fredensborg Slotskirke. Det var en god koncert med en trio (violin, orgel, sopran) der fremførte musik af bl.a. Buxtehude, Händel og Bach. Jeg har en svaghed for Bach. Bach taler direkte til et eller andet i mig.

På billedet herunder står jeg på bagsiden af slottet med kirken i baggrunden.

fredensborg slotskirke

Der findes masser af billeder af Fredensborg Slot, så her vil jeg hellere vise en af portnerboligerne. Det må være et ok sted at bo.

portnerbolig

Den reserverede have

Inden vi gik ind i kirken, var vi en tur i slotsparken hvor man i juli og i den første uge af august kan komme ind i Den Reserverede Have som resten af året er forbeholdt kongefamilien. Vi var ikke i køkkenhaven og orangeriet, for der kan man kun komme hvis man tilmelder sig en rundvisning. Men vi var i resten af Den Reserverede Have som er rigtigt fin. Herunder ser du indgangen til køkkenhaven.

rosenpergola

I haven er der sø, træer, staudebede, rosenhave og nogle kæmpe store rododendron som må udgøre et fantastisk skue når de blomstrer.

fredensborg slotshave

Tidløshed

Vi sad ved søen og talte blandt andet om den tidløshed der præger sådan en stor, gammel have. Det må have været den samme oplevelse at sidde ved søen for 100 og 200 år siden. En oplevelse af skønhed og stilhed. Jeg håber at der stadig findes sådanne haver om 100 og om 200 år.

den reserverede have

– Og at der også om 100 år sidder nogen på en bænk ved en sø som denne, holder i hånd og ser blishøneunger på farten.

blishøneunge

Gratis glæder

Hele udflugten kostede kun det vi allerede har betalt via skatten, og det tog os kun et godt kvarter at køre til Fredensborg. Det var gratis, det var nemt, og fremfor alt var det en dejlig eftermiddag fyldt med skønhed for både øjne og ører.

Det er så skønt når man har overskud til den slags. Og det bliver hurtigt til en god cirkel, for man får endnu mere overskud af sådan en udflugt.

8 meninger om “En tur til Fredensborg”

  1. Jeg har aldrig været ved Fredensborg Slot, men det får jeg da lyst til nu, hvor jeg ser dine skønne billeder. Der ser virkelig dejligt ud.

    1. Måske kan du nå det i år mens Den Reserverede Have er åben. Selve parken er også vældig fin, men det er klart en større oplevelse hvis man også kan komme ind i den ellers lukkede del af parken 🙂

    1. Jamen, så er jeg glad for at du fik set et par billeder derfra 🙂 Og måske kommer du alligevel en dag derop. Parken ligger ikke så langt fra din søn på Sjælland 🙂
      Jeg har lige set at DMI varsler skybrud ovre hos jer. Åh, jeg håber du får en masse regn, Lisbeth! (Her lover de ingenting. Øv!)
      Kh Nana

  2. Dejlige billeder, du viser. Fredensborg slotshave er fin – jeg har desværre aldrig set den reserverede have, men jeg mener at have set orangeriet. Det har nok været tilgængeligt i en fjern fortid. Indgangen til køkkenhaven er megaflot 🙂
    Kh Lisbeth

    1. Jeg har aldrig været i orangeriet, men det ser tillokkende ud! Ja, tænk at få ideen til den låge ud for pergolaen. Det er godt tænkt 🙂
      Kh Nana

  3. Så flott Kirke.
    Kammerkonsert lyder så bra, og en fin opplevelse en sommerdag:)
    Takk for din hyggelige hilsen Nana, jeg er litt fraværende med kommentarer denne sommeren, da jeg jobber fiullt i ferien.
    Ønsker deg fine sommerdager videre:)

    1. Hej Inger Marie. Godt at høre fra dig 🙂 Jeg håber du når at slappe af i varmen indimellem, så det hele ikke går op i arbejde.
      Tak – og i lige måde til dig!
      Kh Nana

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar ses først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.