En stenet vej

stenet vej

I går, på årets første dag, fik jeg den idé, at vi skulle gå tur med hundene et andet sted, end vi plejer. Vi var begge ret begejstrede for ideen og sad i bilen og talte om, hvordan vi i år vil gå flere nye ture og i det hele taget kaste os ud i nye oplevelser. Vi talte til sidst om den forestående gåtur som et billede på vores nye, friske tilgang til hverdagen. En hverdag – ja, et liv – fyldt med nye, gode oplevelser.

Vi kørte langs nordkysten, fandt en p-plads og parkerede bilen. Lige ved p-pladsen var en stejl trappe, der førte ned til vandet. Bella går af princip ikke på trapper, så Søren måtte bære hende ned ad de mange stejle trin.

sten
Bella er nok en ældre dame, der nægter at gå på trapper, men hun er ikke bleg for at balancere på sten.

Da vi endelig landede på stranden, så vi, at den var dækket at sten. Små sten, mellemstore sten, store sten. Flest store sten. Så langt øjet rakte. Men nu var vi kommet ned ad trappen, så vi begyndte at gå og håbede på færre sten undervejs. Vi gik (kravlede, klatrede) og morede os over, hvordan vores optimistiske forestillinger om nye oplevelser meget hurtigt blev vendt til noget der mindede om en overlevelsestur.

stenstrand
Westierne er utroligt adrætte, når de bevæger sig på stenet grund. Det er straks sværere for en collie at få de lange stænger til at makke ret, men Olga tog det med godt humør og stort gå-på-mod.

Vi gik, og vi gik, og vi gik, men til sidst kom vi til et stykke strand uden store sten, og lidt efter nåede vi frem til en trappe. Trappen førte op til en sti, som vi kunne følge tilbage til bilen. Eventyret endte godt.

stenet vej
Hele min lille, seje gruppe øjner endelig et stykke strand uden stendynger.

Og så kunne vi med fortrøstning vende tilbage til en mere allegorisk udlægning af dagens gåtur: Nok var vejen stenet, men vores møje blev belønnet. Vi tør godt begive os ud i nye oplevelser i året, der lige er begyndt.

13 meninger om “En stenet vej”

      1. Tak…skønt med 365 ubrugte dage..og allerede godt i gang med skønne oplevelser..det giver energi..også til
        “læseren ” ❤️

    1. Ja, og ret udfordrende, når man er svimmel. Jeg fik trænet balancen 🙂 Lille Bella var så træt om aftenen, at hun ikke kom ud i køkkenet, da vi lavede mad. Hun ser det ellers som sin primæropgave at holde køkkengulvet pinligt rent 🙂

  1. Det har da vist været en hård tur for Bella – en hund, der ikke kommer, når der bliver lavet mad?? Så er den gal. Stenede strande er en udfordring for mig, for mine lommer er ikke store nok til alle dem, jeg finder. Men man kan jo heller ikke sætte hele kystsikringen i haven 🙂 Nej, man skal ikke være bange for nyt – er det nye noget hø, går man bare videre og kommer ikke der igen. Alt nyt er jo ikke godt – men det er alt gammelt bestemt heller ikke.

    Kh Karen

    1. Ja, hun var godt nok træt, den lille hund. Søren har lige i dag ærgret sig over ikke at kunne bære en porfyr, han fandt på Hornbæk Strand. Han ville så gerne have den med hjem 🙂
      Kh Nana

  2. En god start på et nyt år og når enden er god, er alting godt 🙂
    Med venlig hilsen
    Lene Bedstemorshave

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.