En langsom start på 2017

Jeg bliver ved med at være småsløj og storhostende, så det går langsomt med at indtage år 2017 her på matriklen.

Jeg plejer at pille al julepynten ned dagen efter jul, og så styrter jeg i byen efter tulipaner. I år kæmper jeg stadig med at pakke den sidste pynt ned, og tulipanindkøb er kun på planlægningsstadiet. Men det skal nok blive til noget. Indtil da har jeg stadig glæde af bordpynten fra julens spisebord, de små, kridhvide julestjerner. De er nu samlet på et fad og lyser sne- og vinterhvidt, men egentlig ikke julet, på køkkenbordet.

julestjerner hvide

I går lykkedes det os ved fælles hjælp at få pillet pynten af juletræet, klippet det i stykker og båret det ud. I dag har jeg været lidt i haven og dækket mine nyplantede roser med grene fra træet, og der blev også nogle vinterfrakkegrene til artiskokkerne.

artiskokker under vinterdække

I køkkenhaven er der masser af liv. Timianen stortrives i frosten, og det samme kan man sige om hvidløgene hvis spirer minder om at forår og sommer er på vej.

timian

hvidløgsspirer 2017

Nu må frosten gerne lette et par dage, så jeg kan få mine vinterærter i jorden. Og hvis hosten så også letter, kan jeg komme ud at købe tulipaner, og så kan jeg for alvor kaste mig ud i 2017.

Gem

Gem

Gem

Måske vil du også læse:

16 meninger om “En langsom start på 2017”

  1. De er så yndige de små kridhvide julestjerner – mine bor her også stadig 🙂 Jeg har først fået julepynten ned i dag, så du er ikke den eneste, der er lidt bagud 😉 Skønt med forårstegn i din køkkenhave – lad os håbe på dejlige lyse solskinsdage her i januar.
    Fortsat god bedring!
    Kh Linda

    1. Ja, de er da søde, de små julestjerner, og de kan jo ikke gøre for at det ikke er jul længere, så de får lov til at blive boende 🙂
      Jeg er med på at krydse fingre for en solrig januar!
      Tak skal du have, søde Linda!
      Kh Nana

    1. Ja, man kan faktisk godt klare de første dage af januar uden tulipaner. Det har jeg vist ikke prøvet før, men det kan lade sig gøre 😉
      Tak, søde Lisbeth!

  2. Jeg har det på samme måde – er stadig ikke helt frisk og hoster i ét væk – alligevel kunne jeg ikke modstå solskinnet i dag. Så jeg gik en tur – det var så dejligt at komme ud i luften efter alle de dage på sofaen 🙂

    1. Det var dejligt at være ude i solen i dag, ja 🙂
      Vi er da helt klart rendt ind i den samme, dumme sygdom! Men vi kommer vist også de samme steder 🙂

    1. Tak! Det går lidt bedre, og måske kommer jeg i byen efter tulipaner (og mad og den slags næsten ligeså vigtige ting) i dag 🙂
      God dag til dig, Miri!

  3. Uha det lyder ikke for godt Nana.
    Håber at helbredet snart vender.
    Her er ingen frost i dag. Men vådt og gråt.
    Jeg vil gøre kunsten efter dig og Linda og pakke mine roser ind i juletræet.

    Rigtig skøn dag
    Charlotte

  4. Æv hvor trist at du er sløj. Håber du snart er frisk igen.
    En ting er, at vejret i januar/februar og til dels marts kan være trist, men så hjælper det jo, at man kan se det spirer derude. At vi går mod den bedste tid på året.
    Jeg elsker min have året rundt, men den gør mig euforisk på sådan en rigtig forårsdag. Det glæder jeg mig til.

    Kh
    Esther

    1. Ja, de små spirer hjælper her i mørket, og så synes jeg allerede nu jeg kan mærke det er blevet lidt lysere. Bare det at man ved at dagen er lidt længere hver dag, gør mig glad 🙂 Men du har ret: En rigtig forårsdag er bare det allerbedste 🙂
      God aften til dig!
      Kh Nana

Tak for din kommentar