En dejlig decemberlørdag

decemberlørdag
Udflugt til Gilleleje

For tiden kniber det noget med overskuddet til at komme hjemmefra. Jeg går rundt i sådan en mærkelig svimmel tilstand og føler mig ret utryg ved at tage ud i verden. Men i nat har jeg sovet godt, solen skinnede fra morgenstunden, og Søren og jeg bestemte os for at tage en tur til Gilleleje. Det er altså en meget lille tur. Det tager godt et kvarter at køre fra Ravnegård til Gilleleje, men det føltes som en udflugt. En dejlig udflugt.

Vi spise frokost på Hotel Gilleleje Strand, hvor vi aldrig har været før. De laver et fint stjerneskud, kan jeg sige.

hotel gilleleje strand
De smukkeste, røde bær

Vi så det største kristtjørntræ, jeg nogensinde har set. Det stod mellem to huse og var vel dobbelt så højt som husene. Meget, meget smukt og meget overvældende. Jeg er barnligt begejstret for kristtjørnens skinnende, røde bær, og her var så mange, at jeg stadig får kriller i maven, når jeg tænker på dem.

kristtjørn
Frk. Mage

Vi var i en butik, der hedder Frk. Mage. Vi skulle kun kikke. Men så fik vi øje på noget meget smuk keramik.

frk. mage

Og så gjorde vi noget, vi aldrig har gjort før, men som føltes helt rigtigt i år: Vi købte fælles julegaver. Fra os til os. Det var super hyggeligt at vælge, hvad vi skulle forære os. Vi fik gaverne pakket fint ind, og vi må ikke åbne dem, før juleaften. Nu ligger de og pynter i salonen.

decemberlørdag
En dejlig decemberlørdag

Til sidst var vi en tur på havnen for at købe fiskesuppe til aftensmaden.

decemberlørdag

Vi var hjemmefra i 3 timer, men jeg føler mig helt glad og mæt af oplevelser. Jeg er i virkeligheden ret nem at fornøje. Det har været en helt igennem dejlig decemberlørdag.

10 meninger om “En dejlig decemberlørdag”

    1. Ja, det er nemlig dejligt, at man kan finde en masse glæde lige dér hvor man er. Som yngre tænkte jeg af og til, at jeg skulle elske at rejse på lange ferier, men nu tillader jeg mig selv at foretrække en tur til Gilleleje 🙂

  1. Det lyder som en dejlig dag og da sjovt at vælge noget nyt. Selv holdt jeg fri fra at pakke ned flytter jo om få dage. Så var til fødselsdag hos mit barnebarn og nød mit sidste oldebarn. Dejlig at hygge med dem og glæde mig.

    1. Det er sundt at holde pakke-ned-fridag! Det kan jeg godt forstå, at du gjorde 🙂 Du må have en god flytning, Jonna! Jeg håber, du når at føle dig lidt hjemme i det nye, inden jul!

  2. Det lyder som en dejlig og tilfreds dag i havde<3
    Elsker også den slags småture, for mig er det som ferie. Jeg kan godt lide stjerneskud, nogle bedre end andre. Det bedste jeg personligt har smagt, var på Postgaarden i Mariager, for et par år siden, brødet var lækkert, fisken frisk, og der var den obligatoriske torsk på, også havde det lige det der ekstra finish, der fik det hele til at gå op i en højere enhed.
    God aften, og 2. søndag i advent.
    Knus fra Anette

    1. Ja, stjerneskud kan svinge meget i kvaliteten. Det er egentlig en ret jeg forbinder med sommer, men i går fik vi altså stjerneskud midt om vinteren. Og det var et godt et af slagsen, heldigvis 🙂
      Tak, Anette – og i lige måde!
      Knus fra Nana

  3. Jeg elsker den slags små udlfugter. Det behøver slet ikke at være langt væk – bare en tur til Ebeltoft eller Moesgaard eller en juleudstilling et sted. A change is as good as a rest 🙂
    Kh, Karen

  4. Hvor var det dejligt at alt gik op i en højere enhed den dag og sikke dejlige oplevelser I havde. Jeg kan så godt lide at ose i Frk. Mage og keramikstellet Casagent som du viser har jeg samlet på i flere år og dækker med det hver dag, jeg elsker at dække op med mixede farver og jeg er spændt på at se jeres gave til hinanden 🙂

    1. Åh, du har det skønne stel! Vi har i mange år haft et stort fad, vi har brugt som frugtfad, men det kom jeg til at smadre for nogle måneder siden. Så var det vi fik ideen, at vi skulle købe et nyt – og så var det, at der røg nogle flere ting med 🙂 Jeg skal nok vise det, når vi har pakket det op 🙂 Hvor mange farver har du? Jeg er meget tiltrukket af ideen om at mixe en masse farver, men jeg blev alligevel lidt forsigtig, da vi stod og valgte.

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først, når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.