Eftermiddagskaffe på skønne Hornbækhus

eftermiddagskaffe

I dag har vi drukket eftermiddagskaffe og -te med gode venner. Vi var på Hornbækhus som vi aldrig bliver trætte af.

hornbækhus

Der er så pænt at man kan mærke det helt ud i tæerne. Og så har de endda god kage. Søren og jeg var der 10 minutter før vi skulle mødes med vores søde vennepar, og de minutter brugte jeg på at fotografere.

hornbækhus

Da vi havde drukket kaffe, viste en meget venlig medarbejder os rundt i hjørner og kroge af hotellet som vi endnu ikke kendte, og vi blev endnu mere forelskede i Hornbækhus, end vi var i forvejen. Der er simpelt hen så hyggeligt.

eftermiddagskaffe

Jeg er helt vild med indretningen. Alt hænger sammen. Det er fantastisk stilsikkert. Første gang vi havde været der, var jeg klar til at omindrette hele vores hjem. I Hornbækhusstil. Det gør jeg nu alligevel ikke. Vores egen stil er alligevel nok mere os. Men, hold da op, hvor er det altså smukt lavet.

50'erstil

Det allerbedste var et par timer i godt selskab med vores gode venner. Sådan nogle timer bliver man glad af.

søndag

Vi siger ofte (hver dag, tror jeg) til hinanden at det er fantastisk at bo i Hornbæk med strand og skov, havn og hovedgade, cafeer og butikker – og Hornbækhus. Og ikke mindst: Med venner og familie i nærheden. Det har vi også sagt i dag.

13 meninger om “Eftermiddagskaffe på skønne Hornbækhus”

  1. Det er godt nok et dejligt sted. Dejligt som de har sat tingene sammen…og så passer det så fint sammen det hele..

    1. Det er bare så pænt, og der er den skønneste stemning. Hvis du en dag er i nærheden, skulle du lige stikke næsen inden for og opleve det i virkeligheden 🙂

      1. Jeg ved faktisk ikke hvor det ligger…kender Havnen, Hospitalet og “gågaden”..og flere af butikkerne..

  2. Hmmmm?????
    For blot et par uger siden fortalte jeg min mand, at vi absolut skulle til Hornbækhus i løbet af sommeren, fordi du havde skrevet om det. Men da jeg besøgte deres hjemmeside for at tjekke åbningstider, stod der intet (INTET) om kaffe, kage, cafe, servering, alacarte, restaurant eller lignende, så jeg troede, det var slut med det. (Jeg kunne komme til fællesspisning, det var det hele)
    Da de ikke selv reklamerer med det (de må have kunder nok) kan du så ikke fortælle, hvornår de har åbent?
    Kh Lisbeth

    1. Det er et helt specielt sted. Vi har – de tre gange vi har været der – oplevet at blive utrolig varmt modtaget, og det er mit indtryk at man altid kan få en kop te eller et glas vin. Der er søndagskage hver søndag (det har der i hvert fald været indtil nu, og der er altid mange mennesker, så mon ikke det fortsætter) kl. 14-16, men den er altid klar tidligere. I går lagde jeg mærke til at nogle andre der sad i pejsestuen fik serveret frokost. Der står lidt om det på denne side: https://www.hornbaekhus.com/mad/ hvor der også står at man kan komme forbi til morgenmad hver dag. Der er ikke a la carte servering. Det er ligesom ikke en del af konceptet 🙂 Prøv eventuelt at ringe til dem, så I er sikre på ikke at køre forgæves. Jeg får altså ikke betaling for at reklamere for dem. Jeg er bare helt forelsket i konceptet, og jeg er ret sikker på at I også vil kunne se kvaliteterne 🙂

      1. Tak, Nana. Nu har jeg været inde på siden igen via det link, du lagde, og det var netop siden om fællesspisningen. Denne gang var jeg åbenbart mere ihærdig, takket være dig, så jeg scrollede ned under tilmeldingsformularen, som jeg troede var bunden af siden, og dér står det jo. Søndagskage.
        Jeg vil helt sikkert planlægge en tur dertil. Der ser SÅ charmerende ud, og jeg er en hund efter sådan nogle vidunderlige rammer, hvor jeg bare kan sidde med et glas vin eller en kop kaffe. Bare jeg nu kan få det til at gå op med alle mine andre drømme. Men det står helt i toppen af ønskelisten, så mon ikke.
        (For et par år siden var vi på Kokkedal slot. Charmerende sted og lækker teanretning. Kender du det?)
        Kh Lisbeth

  3. Jeg kan godt forstå, du er forelsket i Hornbækhus – der er virkelig smukt på sådan en varm måde, og de mange blomstermalerier er helt vidunderlige <3
    Kh, Karen

    1. Ja, der er nemlig en meget varm stemning deroppe – og en stor sans for indretning. Den blomstermalerivæg er fantastisk 🙂
      Kh Nana

  4. Hei!
    Jeg kan godt huske at du har vist bilder herfra. Det ser så fint ut. Morsomt å se vakre interiør.
    God kveld! Anne

  5. Jeg sad i går aftes og så et DR program om iværksættere, hvor Hummel’s Christian Stadil besøgte Hornbæk hus med ham som ejer Flying Tiger butikkerne og netop også Hornbæk hus. Jeg kunne virkelig godt lide tankerne omkring det og så Absalon’s Kirke på Vesterbro, som nu er et folkehus skabt af selvsamme mand. Hvis du ikke har set programmet findes det på DRtv og hedder: de vildeste iværksættere (det er et “gammelt” program fra 2018)

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.