Efterårsfornemmelser i august

efterårsfornemmelser

Denne uge har været fuld af efterårsfornemmelser. Det forekommer mig at være lidt tidligt, men det gør egentlig ikke så meget, for efteråret har bestemt sine kvaliteter, og dem kan man godt nyde allerede i august.

Det har regnet en del, det har været relativt køligt, og det er snart mange dage siden vi spiste vores aftensmad på terrassen eller på gårdspladsen.

De lyse nætter er for længst forbi, og mørket sænker sig påfaldende tidligt. Jeg har fundet lysestager og stearinlys frem. Og selv om jeg holder allermest af at være ude i solskin, hygger jeg mig ret meget indendøre i regnvejr.

efterårsfornemmelser

Rønnebærrene er fuldmodne, og luften er tynd og skarp. Man sveder ikke når man går tur, men kan gå rask til.

I dag har Søren plukket en kurvfuld æbler i haven, og jeg har planer om at lave æblekage i morgen. Det er faktisk slet ikke så tosset med de efterårsfornemmelser.

8 meninger om “Efterårsfornemmelser i august”

  1. Åh, jeg er slet ikke klar til efterår nu! Men det har unægtelig smagt alt for meget af netop det den seneste tid. Jeg håber på en skøn og lun sensommer, hvor det stadig er skønt at gå i vandet og sidde ude.

    1. Ej, jeg vil altså – hvis jeg skal være helt ærlig 🙂 – også hellere have sommer i både august og september. Men når det nu er så efterårsligt, tænker jeg at jeg hellere på hygge mig så meget med det som jeg kan. Og det går egentlig meget godt 🙂

  2. Jeg synes også at august har været lidt septemberagtig – men det gør absolut ikke noget for min skyld. September er nemlig min yndlingsmåned 🙂

    1. September er en skøn måned. Der er ikke ret meget der er bedre, end en tidlig morgen i september med sådan en høj, helt lyseblå himmel …

  3. Ja, det har vist været begyndende efterår. Jeg tror bare jeg har nydt, at det endelig har regnet, for jeg synes også, der hsr været dejlige dage og aftener. I hvert fald i Ebeltoft 😉
    Det er også dejligt at være inde med lys og varme.
    God søndag .
    Kh Lisbeth

    1. Tak, Lisbeth, jeg har haft en god, stille søndag. Nu vil jeg ønske dig en god søndag aften – og flere fine sensommeraftener i de kommende uger!
      Kh Nana

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.