Det allerbedste er stilheden, men udsigten er heller ikke værst

En af de ting der stod øverst på vores ønskeliste da vi i vinters ledte efter en ny bolig, var stilhed. Vi ville bo uden trafikstøj og i det hele taget uden støjkilder. Og vi har fundet et stille sted. Her hører vi en sjælden gang et barn hos en nabo, vi hører fuglesang, køernes brølen og af og til en bil der kører langsomt forbi. Bortset fra sådanne hyggelige lyde, er her fuldstændig stille. Det er helt vidunderligt, og vi nyder det i døgndrift.

landskab
Udsigten fra vores soveværelse lige inden solnedgang.

Landskabet som omgiver os, er nu heller ikke værst. Forleden aften da det havde regnet, (tænk, vi fik simpelt hen en byge der varede i halvanden time!) tog jeg nogle billeder. Først fra soveværelsesvinduet, siden fra vores aftentur med hundene. Det er som at være landet midt i et maleri af Lundbye. Bare bedre fordi det virkelighed.

stilheden
Aftenturstien

Men det allerbedste er stilheden.

landskab
Landskabet bag vores landsby. Det samme landskab vi har udsigt til når vi ser mod vest fra vores 1. sal.

Nu vil jeg sætte mig ud i haven sammen med min Søren. Drikke et glas rødvin og bade i stilhed.

24 meninger om “Det allerbedste er stilheden, men udsigten er heller ikke værst”

  1. Smukke billeder, smuk natur <3 Vi bor selv på et landsted, dog med trafikken lidt tættere på hvis vinden vender "forkert", men generelt nyder vi også den skønne stilhed. Min mand vil gerne have musik til arbejdet, men det behøver jeg ikke. Nyder at arbejde i haven og høre fuglene og stilheden <3

    1. Tak! Og tak for din kommentar!
      Det er vist meget forskelligt hvor afhængige vi er af stilhed. For mit vedkommende er det blevet mere og mere med årene. Da vi ledte efter et stille sted, gik det op for os hvor svært det er at finde. Det er under alle omstændigheder tankevækkende, synes jeg. Jeg nyder også at det kun er fuglesang jeg hører når jeg er i haven 🙂
      Fortsat god sommer på landet til dig!

    1. Tak, Gitte! Vi nyder simpelt hen stilheden så intenst, og vi føler os meget heldige at vi er havnet i et sandt smørhul midt i det smukke landskab 🙂

  2. Hej Nana.
    Smukke billeder du viser, sikken en udsigt. Og man kan ligefrem “høre” stilheden! Kan godt forstå, I nyder det.
    Kh Lis

  3. Du beskriver stillheten og omgivelsene på en vidunderlig måte. På en måte som om vi er der og opplever samme stillhet og utsikt vi lesere også. Det hele ser og høres fortryllende ut.

    Sommerklem fra Ingrid

    1. Tak skal du have, Ingrid, for dine pæne ord! Jeg er glad for at høre at det er lykkedes mig at dele både udsigt og stilhed!
      Knus fra Nana

  4. Det må være fantastisk at bo sådan et sted!
    Hvor er det skønt for jer, at I har fundet sådan et 🙂
    Her har vi altid baggrundsstøj og det generer mig mere og mere.
    Da vi flyttede hertil var Mørkhøj nærmest en lille landsby, som ingen kendte og hvor der ikke skete en pind til trods for den tætte beliggenhed til København. Der var så stille!

    Men nu bliver der bygget alle vegne! Både private boliger og erhvervsejendomme. Og rigtig mange husstande får både 2 og tre biler. Vejnettet følger ikke med, så vi har fået så meget trafik omkring os, der giver konstant hvid støj. Samtidig hører vi sirenernes sang flere gange hver dag.
    Vi glæder os mere og mere over at vi har vores sommerhus, som vi kan tage op til, når larmen og stressen bliver for meget.

    Nyd jeres skønne sted!
    Knus Vibeke

    1. Jamen, det er som om der bare kommer mere og mere støj. Både trafikstøj og støj fra maskiner. Og det er også som om man ikke rigtigt forsøger at gøre noget ved det. Fx ser jeg igen og igen at der bliver lagt ny asfalt af den larmende slags, selv om man kan få en (dyrere) asfalt der dæmper dækstøjen en del. Jeg håber fremtiden vil bringe nogle mere stille løsninger, så vi alle kan få stilhed engang imellem. Dejligt for jer at I har sommerhuset 🙂
      God sommerdag til dig, Vibeke!
      Knus

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar ses først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.