Depression

depression
Livet er ikke lutter lagkage

For to år siden skrev jeg et indlæg med titlen Livet er ikke lutter lagkage. Her nævnte jeg, at vi levede med sygdom i vores nærmeste familie. Dengang skrev jeg ikke mere, men i dag vil jeg fortælle lidt om den sygdom, som prægede vores sommer 2018 – og desværre også vores liv i nogen tid før og efter.

Det var min datter, Anna Victoria, der var syg. Hun led af en depression.

Depressionen set udefra

Jeg er helt bevidst om, at det er uendeligt – ja helt usammenligneligt – meget værre at have en depression end at opleve den udefra. Og jeg vil ikke engang forsøge at beskrive, hvordan det er at være deprimeret. Men jeg ved også, at det er meget, meget svært at se en, man elsker, forsvinde ind i depressionen, for det har jeg prøvet. Og det er den oplevelse, jeg vil forsøge at sætte nogle ord på.

depression
Ensomt

Når jeg gerne vil fortælle om, hvordan jeg oplevede, at min højtelskede datter blev ramt af depression, er det fordi, jeg tænker, at depression er en ensom affære. Både for den, der er syg og for de allernærmeste. Og det tror jeg, den er, fordi det er så svært at forestille sig, hvordan det er at være deprimeret. Det er bare nemmere at forestille sig, at man har brækket benet. Hvis benet er brækket, kan man ikke gå uden krykker, og når gipsen kommer af, skal man genoptræne benet.

Man kan ikke på samme måde forestille sig depression. Ofte har folk spurgt mig: Hvad er Anna Victoria deprimeret over? eller hvad er hun ked af? Det kan jeg godt forstå, for jeg har selv søgt efter forklaringer på og årsager til, at Anna Victoria var bundløst ked af det i så lang tid, at det næsten virkede uendeligt.

Men sagen er den, at når man er deprimeret, er man det ikke “over noget”. Man kan ikke blive glad af at flytte i en ny lejlighed eller købe en hundehvalp (det er sådan noget, jeg plejer at gøre, hvis jeg føler mig trist til mode). Det har man slet ikke energi til. Og i øvrigt stikker depressionen langt dybere.

Som udenforstående kan man heller ikke forestille sig, at det kan tage vældig lang tid at komme sig over en depression. For Anna Victoria var der en lang periode, hvor det gik op og ned. Hvor vi troede, at sygdommen havde sluppet taget i hende, og så havde den stadig fat. Det er næsten ikke til at forklare omgivelserne, at man kan svinge ud og ind af depressionen. Og det må være så ensomt at være fanget i en tilstand, andre ikke forstår. Det er også ensomt at stå udenfor og se, at et menneske, man elsker, lider – uden at man kan hjælpe.

depression
Om at tage sig sammen

Jeg har altid hørt, at noget af det, der karakteriserer et deprimeret menneske er, at det ikke kan tage sig sammen. Og sådan er det sikkert også for nogle. Men Anna Victoria kunne godt tage sig sammen. Langt fra altid og kun i kort tid ad gangen, men af og til og længe nok til i glimt at fremstå som næsten rask. Hun kunne fx deltage i et fødselsdagsselskab og umiddelbart ligne sit raske selv. Og det gjorde det endnu sværere for andre at forstå, hvor utroligt dårligt, hun i virkeligheden havde det. Jeg har set hende sidde med til bords og deltage i en samtale for en time senere at ligge på sin seng med ansigtet vendt imod væggen og tårer, der bare løb og løb. Men det var kun Søren og mig, der så det, og det var kun os og Anna Victoria selv, der for alvor vidste, hvordan hun havde det.

Om at være der

Jeg var der hele tiden. Det kunne jeg finde ud af. Men jeg havde meget svært ved blot at være der. Jeg analyserede, jeg talte, og jeg spurgte helt sikkert for meget. Anna Victoria sagde en del gange til mig, at jeg ikke kunne fikse det, at jeg ikke kunne gøre noget for at gøre det bedre. Jeg tænker analytisk, og det var så svært for mig at slippe ideen om at analysere Anna Victoria rask. Jeg blev efterhånden bedre til bare at være tilstede. Give et knus. Være i samme rum. Uden at analysere.

Om ikke at kunne hjælpe

Da Anna Victoria havde det allerværst, bad hun mig om at være på hendes værelse om morgenen, indtil hun stod op. Jeg forsøgte at lokke med morgenmad på sengen og hunde, der kyssede godmorgen. Jeg forsøgte at få hende til at sætte sig op og svinge benene ud over sengekanten. Men hun var et sted, hvor den slags ikke trængte ind. Jeg skulle bare være der.

depression

Jeg kunne sidde og holde om hende og forsøge at sende min kraft over i min datter. Jeg kunne mærke, hvordan kraften forlod mig og strømmede over imod hende, men det var som om, hun ikke kunne modtage den. Det eneste, jeg kunne gøre, var at være i rummet. Og det føltes som uendeligt lidt.

Glasklokken

Ret tidligt i forløbet slog det mig, at det var som om Anna Victoria var bag glas. Jeg kunne se hende, men jeg kunne ikke mærke hende. Når jeg talte til hende, var det, som om mine ord blot prellede af imod glasset. De nåede ikke ind til hende. Når jeg rakte ud efter hende, stødte min fremstrakte arm imod hårdt, koldt glas. Det gjorde ondt. Og det har helt sikkert gjort mere ondt at være derinde i glasklokken. Uden forbindelse til alle dem derude.

Ingen lyst og ingen kræfter

Da Anna Victoria var syg, havde hun hverken lyst eller kræfter. Hun kunne ikke tage stilling til de mest enkle ting. Vil du have en kop te? blev typisk besvaret med det ved jeg ikke. Svaret på et spørgsmål som vil du med ud i haven og få lidt sol og frisk luft? var: Nej. Det orker jeg ikke.

Angst

I forbindelse med depressionen havde Anna Victoria angstanfald. Det har jeg aldrig haft, men jeg var bange. Jeg var bange for, at Anna Victoria skulle blive suicidal. Jeg var så bange, at jeg en dag, da jeg havde kørt hende til stationen, i stedet for at sætte hende på toget, vendte bilen og kørte til psykiatrisk skadestue. Det var godt.

Psykiatrien

Jeg har først og fremmest meget godt at sige om den del af det psykiatriske system, som jeg – sammen med min datter – har mødt. Da vi den junidag for to år siden ankom i den psykiatriske skadestue i Glostrup, blev vi blev mødt af forståelse og af varme . Jeg følte, at jeg pludselig, endelig, kunne dele, hvad der føltes som et kæmpe ansvar, med nogle andre. Det føltes helt fysisk, som om et åg blev løftet af mine skuldre.

De tog Anna Victoria alvorligt, de indgød mod og håb, og hun kom straks i behandling.

depression

Vejen ud af sygdommen var lang og sej, og undervejs var jeg med på en anden psykiatrisk skadestue. Det var en helt anden oplevelse. Her var ingen forståelse, ingen varme. Vi gik, inden vi kom til. I vores familie har vi så mange resurser, at vi kunne finde hjælp ad anden vej, men mit hjerte bløder for de sårbare mennesker, der møder op dér, alene og uden andre udveje. Jeg håber inderligt, at tiden er med de psykiatriske patienter, og at forholdene bliver så gode som overhovedet muligt på alle de psykiatriske afdelinger.

Om at give slip

Jeg kunne finde ud af at være der for Anna Victoria, men jeg havde svært ved at give slip, da hun fik det bedre. Selv om det hjalp, at hun var i behandling, havde angsten bidt sig fast i mig, og det samme havde følelsen af ansvar. Jeg følte samme ansvar, som da Anna Victoria var en lille pige. Jeg har været ude af mig selv af angst nogle gange, når hun ikke har svaret på en SMS indenfor en halv time. Det er blevet meget bedre. Jeg føler en anden ro nu.

Tabuet

Når jeg har skrevet dette indlæg, er det fordi, jeg gerne vil være med til at bryde det tabu, som jeg oplever, stadig præger psykisk sygdom. Jeg tænker, at tabuet gør både den deprimerede og de nærmeste mere ensomme, end de behøver at være. Jeg tror, at jo mere, vi taler om det, jo mere forstår vi. Jo mere depressionen bliver accepteret på lige fod med det brækkede ben, jo mere udholdeligt bliver sygdomsforløbet.

Der er en vej ud af depression

Jeg har også skrevet dette, fordi jeg vil dele den erfaring, som min datter har gjort: At der er en vej ud af sygdommen. At depressionen letter, at livet vender tilbage. Jeg vil dele min egen erfaring: At jeg igen kan mærke min datter, røre ved hende, tale med hende og se hende række ud efter livet.

regnbue

Anna Victoria er fuld af livskraft. Hun er sej. Hun er klog. Hun er et socialt og meget omsorgsfuldt menneske. Men i en periode var hun ramt af en sygdom, der tog mange af de ting fra hende. Hun er ikke sygdommen. Sygdommen er ikke hende. Hun har bare været syg. Fuldstændig som hvis hun havde brækket benet. Og så alligevel så helt anderledes. Fordi hendes sygdom er så svær at forstå.

Jeg nyder, at min datter ikke er bag glas, at jeg igen kan nå hende. Men allermest er jeg så lykkelig på hendes vegne over, at hun er vendt tilbage til livet, som har ventet på hende. Depression er en modbydelig sygdom. Men man kan blive rask igen.

Anna Victoria har givet mig lov til at skrive dette indlæg. Hun har også læst det igennem og godkendt det. Hun vil gerne være med til at udbrede kendskabet til og forståelsen af depression. Jeg håber, at hun en dag selv har overskud til at fortælle om, hvordan det var at være inde i glasklokken, og måske især om, hvordan hun kom ud i verden igen. For jeg har kun set det udefra, og selv om det har været slemt nok, så ved jeg, at det er meget værre at være den, der er syg.

36 meninger om “Depression”

  1. Åh dette indlæg rammer mig aller inderst inde – der hvor det får tårerne til at løbe. Din beskrivelse med glasklokken er SÅ fin og rammende – det er sådan, det føles at have en depression – ingen når ind. Jeg lider selv af tilbagevendende depressioner og er i medicinsk behandling, og jeg er fuld af respekt for, at I vælger at bryde tabuet og dele jeres historie – hjertelig tak for det <3

    1. Tusind tak for din kommentar, Louise! Den glæder mig! Men jeg er ked af at høre, at du lider af depressioner. Varme tanker til dig fra mig ❤️

  2. Hvor er det smukt og rørende beskrevet. Min søns far lider også af depressioner, så vi kan genkende rigtig meget af det, du skriver, og som du nævner, er det så vigtigt at få brudt tabuet. Tak, fordi du er med til at afmystificere, hvad det handler om.
    De allerbedste tanker til dig og din datter. ❤

    1. Tak for din søde kommentar, Toni! Jeg er ked af at høre, at også din søns far lider af depressioner. Den sygdom kunne gerne pakke helt sammen for min skyld!
      Jeg sender både dig, din søn og hans far mange varme tanker ❤️

  3. Hvor er det et fint og rørende indlæg Nana. Jeg har ikke oplevet depression tæt på, men jeg forstår hvor magtesløs du må have følt dig over at du ikke kunne hjælpe og nå ind til din datter.
    Det glæder mig at Anna Victoria er ude af sin depression nu og ønsker hende alt det bedste i livet.
    Kh Lisbeth

  4. Kære Nana
    Hvor er det smukt og følsomt skrevet. Jeg føler med dig i din store sorg uden for klokken.
    Jeg har læst, at det er vigtigt, at man som pårørende bliver ved at tage initiativ, selv om man afvises. At man giver en blomst, selv om vedkommende ikke bliver glad. Vigtigt, fordi det angiveligt siver ind i sjælen alligevel og giver en nyttig og helende glæde, de bare ikke kan mærke på det tidspunkt. Måske din datter kan genkende det. Måske det var derfor, du bare skulle være der. Men hvor må det være hårdt at bevare initiativet. Det er godt klaret af dig.
    Jeg håber, dit indlæg vil gøre en forskel, for psykiatrien er bestemt underfordelt med ressourcer. Jeg har været administrativ medarbejder og ved, at der er urimelig forskel på psykiatri og somatik.
    Det er godt, at I er kommet videre og har pakket glasklokken væk. Hvis den dukker op igen, ved I nu, at den kan forsvinde igen. Jeg håber, den aldrig dukker op mere.
    Kh Lisbeth

    1. Kære Lisbeth.
      Tak for din søde kommentar! Jeg håber, at du har ret i, at al den kærlighed og omsorg, man forsøger at aflevere hos den deprimerede, siver ind under glasklokken og med tiden alligevel bliver optaget.
      Jeg græmmes over, at man kan finde på at nedprioritere psykiatrien. Jeg forstår det simpelt hen ikke. Det må være hårdt at arbejde der og opleve det til daglig. Jeg vil dog gentage, at vi fik stor hjælp i Glostrup og tilføje, at min datter siden er blevet godt hjulpet i nogle grupper nedsat i Københavns kommune. Så det er heldigvis ikke skidt altsammen.
      Tak for gode ønsker!
      Kærlig hilsen Nana

  5. Godt at høre at det går den rigtige vej for AV. Du (og CH) har jo altid været der Big time for dine børn, det er stor styrke. Det er jo ikke mange som har smadret en dørkarm på hospitalet! 🙂 Hils AV og all the best

    1. Tak, Henrik! Og hvor er jeg glad for at høre fra dig herinde! Jeg kan ikke huske episoden med dørkarmen, men det kunne godt lyde som noget, jeg kunne finde på i en presset situation 😉
      Jeg hilser – og du må også hilse familien!
      Kærlig hilsen Nana

      1. Tak Henrik. Det var ikke en dørkarm – det var en tomands hospitalsstue. Men så udsatte kirurgen osse sin ferie og gennemførte den kritiske operation på vores førstefødte. Det car ovenikøbet en nordmand på vej på fjellet

  6. Jeg forstår din angst, når din datter ikke svarede på din sms. Min ældste har også haft en depression, men er heldigvis kommet over det. Han boede langt væk fra mig, så når jeg ikke kunne komme i kontakt med ham, blev jeg også meget bekymret.
    Et godt indlæg og godt det går fint med AV igen.
    Kh Lisbeth

    1. Åh, det vidste jeg ikke, Lisbeth. Godt at din søn er blevet rask igen! Det må være skrækkeligt at være langt fra sit barn i den situation. Min datter har boet her i lange perioder under sin sygdom, og det har gjort det lidt lettere. For mig, i hvert fald 🙂
      Kærlig hilsen Nana

  7. Kære Nana. Tak for at dele. Også her har vi (desværre) noget tilfælles…. Men min dejlige, kloge, stærke datter er også blevet rask. Alt godt til dig og dine.
    Sanne

    1. Kære Sanne. Det er mærkeligt med os og alt det, vi har tilfælles. Tak for din kommentar – og kærlige hilsner til din datter og dig

  8. Det gør mig ondt at høre på jeres og især jeres datters vegne.
    Det kan være en hård nød at knække og svær at leve med og være pårørende til.
    Det glæder mig, jeres datters er kommet sig og nu kan bearbejde sårene.
    Pas godt på jer og godt tacklet af jer.

  9. Hvor er det godt at høre at din datter er kommet gennem depressionen. Som forældre er det så hårdt, når ens voksne børn rammes af svære ting. Min søn har også haft depression og vi bor langt fra hinanden. Det var hårdt. Han er heldigvis kommet gennem det og forsøger at finde den vej, der gør det godt for ham.

    1. Kære Lene.
      Hvor må det have været hårdt, da din søn var syg, og du var langt væk! Jeg var så heldig – midt i alt det uheldige – at min datter boede hos os i lange perioder under sin sygdom. Det glæder mig, at også din søn har fået det godt igen, og jeg ønsker ham alt det bedste!
      Kh Nana

  10. Også fra mig et stort tillykke med Anna Victorias bedring! At I deler jeres erfaringer her har stor betydning for mange, også en depressionveteran som mig…

  11. En stor og dybfølt tak for det indlæg – det er så vigtigt med åbenhed og personlige beretninger, så vi får brudt tabuet og får mere fokus på psykiatrien. Også vi har set depressionen i familien – dog mere fra sidelinjen. Hvor er det godt, din datter er kommet på den anden side – man føler sig så magtesløs! Alt godt til jer!

  12. Så fint et indlæg og en fantastisk måde at dele ud af tabu på.
    Hvor er det bare godt at din datter har det godt igen Nana.
    Det er faktisk slet ikke en selvfølge.
    Jeg har arbejdet i psykiatrien i mange år.
    Det er forfærdelig forhold for patienter. Noget som ikke gør sygdommen bedre.
    Pengene bliver slet ikke afsat til det psykiske område.
    Netop derfor ville jeg heller ikke tilbage da jeg skulle ud at arbejde igen efter orlov.
    Det smerter at se så syge og svage borgere. Hvor man intet kan gøre.
    Det er nemlig en rigtig beskrivelse med glasklokken. De magter ikke selv at sprænge den.
    Personalet er ofte træt og udbrændte. Det er familien også med få resurser.
    Skønt du deler en fantastisk lykkelig afslutning på en væmmelig sygdom.

    Klem og hurra for sammenhold i familien
    Charlotte

    1. Jeg vidste ikke, at du har arbejdet i psykiatrien, Charlotte, men hvor er det trist at høre, at du har oplevet så dårlige forhold! Vi besøgte, som skrevet, også en skadestue, hvor forholdene var helt forfærdelige. Hvor vi gik derfra med en følelse af, at patienterne blev behandlet som om, de var mindre værd end de patienter, der møder op i en skadestue med en fysisk skade. Men vi mødte heldigvis også det modsatte. Jeg tror på, at der kommer flere og flere af de gode steder. Det skal der bare.
      Tak for din kommentar, Charlotte ❤️

  13. AV det gør ondt – når vores børn har det dårligt og vi ikke kan hjælpe dem. Også selv om de ikke er børn længere.

  14. Kære Nana
    Hvor er det et dybt rørende, smukt og VIGTIGT skriv. Og hvor er det dejligt at læse hvordan i har været der for Victoria gennem hele forløbet. Og kan være sammen om at heale det der har brug for at blive bearbejdet efterfølgende<3

    Det er synd og skam at der i den del af vores sundhedssystem er så lidt fokus, måske det bunder i manglende viden…….

    Jeg har selv været omkring psykiatrien tilbage i 2012, hvor jeg fik samtaler hos en psykolog. Jeg fik brugbare redskaber,, men oplevede samtidig, at man virkelig skal være "stærk" for ikke at blive hevet rundt i manegen. For mig krævede det en del bearbejdningstid, dog ikke straks, for tiden går i starten med at komme "tilbage".

    Alt godt til jer
    Kærlig hilsen og knus
    Anette

    1. Kære Anette.
      Tak for din søde, medfølende kommentar! Den varmer ❤️ Tak fordi du deler din egen erfaring. Jeg tror, at jeg forstår, hvad du mener med “bearbejdningstid”. Det giver god mening.
      Alt godt til dig og dine, søde Anette,
      kærlig hilsen Nana

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først, når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.