De unge menneskers adventsgaver er klar

adventsgaver

I dag har jeg pakket adventsgaver ind, og jeg føler mig vældigt oven på. I hvert fald, når det kommer til adventsgaver. Pakkerne er til mine børn (som ikke er børn, men unge mennesker), og jeg glæder mig til at overrække de færdige adventskalendere den første søndag i advent, hvor vi har inviteret til eftermiddagshygge.

Jeg kan vældig godt lide at pakke ind. Og jeg må indrømme, at årets adventspakker igennem et stykke tid har ligget i mit baghoved. Langsomt har der dannet sig nogle billeder for mit indre øje, og nu er de første pakker blevet til virkelighed.

adventsgaver

Jeg havde jo egentlig helt afskrevet tørrede blomster. Det har jeg så ikke alligevel. For sådan en enkelt evighedsblomst pynter da gevaldigt på en pakke. Den bringer endda sommerminder med sig. Og endnu bedre: Den minder om, at det igen bliver sommer.

julegave

Forleden var jeg nødt til at køre i byen efter nye indpakningsbånd. Ikke at jeg ikke havde i forvejen, men farverne skulle matche mine evighedsblomster.

adventsgaver

Jeg har også klippet lidt gran i haven, og gran sammen med tørrede blomster giver en perfekt balance, synes jeg. Julet med et twist.

Jeg bruger ellers ikke rødt i min jul, men et enkelt julerødt bånd sammen med de orange, rosa og kobberfarvede bånd – og blomsterne i samme farver – er altså ret godt. Jeg er i det hele taget meget tilfreds med mine adventspakker, og jeg tænker, at jeg vil fortsætte samme tema, når jeg skal pakke julegaver ind. – En aktivitet jeg allerede glæder mig til.

adventsgave

Hvis du har lyst til at se flere adventsgaver, finder du sidste års pakker her.

10 meninger om “De unge menneskers adventsgaver er klar”

  1. Hvor er de smukke, dine pakker, Nana.

    Det er sjovt, jeg synes særlig, dine dybrøde pakker er fine. Båndet er så flot!

    Måske er det med farven også fordi, der er så meget kærlighed i julen.

    I øvrigt, hvor var det tidligere indlæg om dine støvler fint. Du så så sød og elegant ud!

    Jeg drømte om et par, der kunne gå helt op til knæene, og så være lidt slidte og lidt bulede, måske. Sådan Pippi Langstrømpe støvler. Og så med en blå blomstret kjole ud over.

    Jeg drømmer videre. Og tak, søde Nana, for alt det, du deler.

    Fra Laila

    1. Tak, Laila! Det dybrøde og det orange bånd fandt jeg hos Søstrene Grene. Jeg synes, det er så pænt!
      Og de støvler er altså så skønne! Og nu du siger det, er der faktisk lidt Pippi Langstrømpe over de brune med snører 🙂
      Det er mig, der takker, Laila – for at du vil læse med og kommentere!
      Kh Nana

  2. Hvor er det smukke pakker, Nana – yndigt med gran sammen med tørrede blomster. Papiret er det samme, jeg brugte til at binde mine skolebøger ind i, da jeg gik i de ældste klasser 🙂

    1. Ja, det er da rigtigt 🙂 Pludselig husker jeg, at det papir har jeg også brugt til bogindbinding. Det hedder kraftpapir, tror jeg. Det er noget jeg har til overs fra mit sommerblomsteventyr. Jeg brugte det til at slå om de blomster, jeg solgte.

  3. Dine pakker er fine men jeg kan ikke lide at pakke ind, kan godt li at give gaver. Så køber de 98% i butikker hvor de pakker ind. Ha også veninder der hygger sig der med men mærkeligt har aldrig fanget mig. men man kan da kun blive glad for dine fine pakker og den omhu du har lagt der i. Ha en rar weekend.

    1. Man kan nemlig meget ofte få pakket vældig fint ind i butikkerne, så hvis man ikke selv nyder indpakningen, kan man nemt blive fri 🙂 Jeg siger næsten altid nej-tak til indpakning i butikker, fordi jeg selv vil have fornøjelsen 🙂
      Tak, Jonna! – Og i lige måde til dig!

  4. Så fine pakker og hvad mon der er i? Hvor er det godt at du fandt anvendelse for dine Helichrysum, de passer godt sammen med gran og de fine bånd.
    Jeg tænkte netop på dig idag hvor jeg endelig fandt et par bundter Helichrysum og hold fast – til 10 kr bundtet. Jeg har nemlig tænkt at lave en dekoration i stil med en som jeg så i Fasters Have for nylig. Måske har du set et foto derfra på min instagram for nylig – jeg blev helt besat af at finde de blomster og de var bare pist væk fra alle blomsterhandlere:-)

    1. Ja, det går ikke at afsløre indholdet her, for de unge mennesker kunne tænkes at læse med 😉 Men det er lutter gode ting 🙂
      Godt, at du fandt dine evighedsblomster. Når man har fået en idé, er det meget svært ikke at udføre den. Jeg håber, du viser billeder af resultatet 🙂

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.