De næste punkter på havelisten

Fremtidige indsatsområder

I forgårs skrev jeg om de haveplaner, vi har tænkt os at udføre i løbet af 2020. Men listen stopper ikke ved de 4 punkter, som jeg der fremlagde. I dag og i et kommende indlæg vil jeg fortælle om de næste punkter på to-do-listen. Det er planer, vi satser på at føre ud i livet i løbet af de næste par år.

Gårdspladsen. Sydbøg og buksbom

5. Vores gårdsplads er lidt gold og virkelig kedelig at holde (medmindre man elsker at luge i ærtesten). Vi droppede projekt grøn gårdsplads, og vi har revet alle stokroserne op. De var simpelt hen for trælse med deres brune blade. Så nu har vi et næsten rent lærred at male på.

stokroser
I denne tilstand så stokroserne jo yndige ud, men sådan fremstod de kun i et splitsekund. Resten af sommeren udviklede de brune blade, som de tabte for til sidst bare at være kedelige stængler.

Vi er glade for et par krydderurtebede, vi har lavet, men de er for små. De skal graves større, og så skal der tilføjes nogle stedsegrønne planter af en vis størrelse, så der også er noget at kikke på om vinteren. – Faconklippet buksbom, måske.

Desuden vil vi have et stort, rundt bed midt på gårdspladsen. Her skal stå en sydbøg, og omkring den måske flere buksbom og desuden forskelligt, der blomstrer i løbet af foråret og sommeren.

Vi tør ikke for alvor satse på, at vi får styr på gårdspladsen i år, men vi håber, at vi kommer lidt i gang.

Bagpladsen. Buske og agapantus

6. På bagpladsen skal der, når den trælse bygning er væk, grubbes og sås græs. Der skal plantes. Måske en lille rønnelund mod vest og nogle blomstrende buske rundt omkring på pladsen. Og så skal der laves et siddeområde, og der skal være nogle store krukker til agapanthus. Bagpladsen står – som gårdspladsen – ret højt på ønskelisten, fordi vi færdes der hver dag.

Forpladsen. Espalier og uægte jasmin
solopgang
Kik fra gårdspladsen ud over forpladsen. Jeg tog billedet, da solen stod op i går morges.

7. Forpladsen er allerede blevet ret fin med kirsebærlaurbær og hvidmalet stakit. Vi er simpelt hen så glade for det hegn. Inden det kom på plads, plantede vi en lille uægte jasmin. Her er gået to ting galt. Fejl nummer 1: Den er alt for lille, og den er blevet kørt over et sted mellem 50 og 100 gange. Fejl nummer 2: Den står, så man, når den bliver større, ikke kan åbne lågen. Vi skal altså købe en ny, større plante og sætte den et strategisk smartere sted. Det lyder ikke af noget særligt, men det kræver en minigraver og noget god jord, så det er faktisk et helt lille projekt.

punkter
Et billede fra vores tid på Norske Allé i Holte. Her havde vi en kæmpestor pibeved. Jeg drømmer om en tilsvarende foran Ravnegård.

Desuden skal vi have sat et stort espalier op ad østgavlen. Her har jeg plantet en hvid blåregn (hvidregn?), som skal have noget at klatre i. Vi forestiller os et gammeldags, hvidmalet espalier lavet af smalle trælister.

Frugthave. Tæt og frodig

8. Øst for huset ligger en haveafdeling, vi kalder frugthaven. Her står et par kirsebærtræer og æbletræer samt flere bærbuske. Vi planlægger at udvide området med flere frugttræer og en paradisæblehæk langs kørevejen, som afgrænser området mod vest. Den jord, vi vil inddrage i frugthaven, har tidligere været mødding og ridebane. Vi har fjernet møddingen, fået kørt lidt muld på og sået græs. Græsset mistrives, og det er et tegn på, at jorden er tung og mangler næring. Vi overvejer at grubbe området, inden vi begynder at plante træer og buske. Og der skal hældes god jord i plantehullerne.

punkter
Indgangen til det område, vi allerede kalder frugthaven. Her står to kirsebærtræer. – Desuden er der frugtbuske, æbletræer og et enkelt mirabeltræ. Med tiden vil vi plante flere forskellige frugttræer.

Vi satser på en frodig, tæt tilplantet frugthave, som også huser hønsegård og siddeplads, hvorfra der vil være en fin udsigt over det meste af vores område.

westiehvalp
Asta som stor hvalp under et blommetræ på Vadekærgård. Her anlagde vi en stor frugthave. Den gad jeg godt kunne flytte herop.

Næste indlæg i serien kommer til at handle om flere af de ideer, vi håber at kunne udføre i løbet af de kommende ikke alt for mange år. Når man ser mængden af planer, skulle man tro, at vi var i tyverne, eller at vi regner med at blive 130 år gamle. Ingen af delene er tilfældet. Men vi arbejder ud fra devisen, at vejen er målet

22 meninger om “De næste punkter på havelisten”

  1. Der er ingen grund til at stoppe liv og drømme selvom man er over halvtreds, tres eller halvfjerds for den sags skyld og det er vidst heller slet ikke muligt at stoppe dine drømme Nana 🙂 Jeg har det selv på samme måde og synes at det er en fornøjelse at tænke nye projekter ind i de eksisterende omgivelser.

  2. Jeg må nogle gange stoppe mig selv, når jeg tænker “store tanker” for min have og så kommer til at tænke på, at jeg er “gammel”….Gu er jeg ej…så selvfølgelig skal jeg gøre det jeg har lyst til…

    Dejligt I har masser af havedrømme – det ville da være meget værre, hvis I slet ingen ideer havde 🙂

    1. Nej, alderen i sig selv betyder heldigvis ikke ret meget, og de skavanker, der følger med, kan man bedre glemme, når man er i gang med noget sjovt 🙂

  3. Hvor lyder det alt sammen skønt! Sydbøgen er sjov, men ikke et typisk gårdtræ, det lyder som et spændende valg. Sjov, fordi dens blade dufter af kanel, når man nulrer dem, og fordi den har en asymmetriske form. Min er fortsat lille bitte, så jeg har ikke meget erfaring med den.
    Der er nok at gå i med for jer, jeg er sikker på, at det bliver rigtig godt.

    1. Jeg tænker sydbøg, fordi den ikke kaster så meget skygge. Sådan en fin flimmerskygge vil være perfekt på gårdspladsen. (Nu får jeg det til at lyde som om træet bliver kæmpe stort på to år. Det gør det jo ikke, det ved jeg godt 🙂 ). Pludselig sidder jeg og tænker, at jeg ikke har set jeres gårdsplads … men det har jeg nok … Har I et træ på gårdspladsen?

      1. Vi har ikke et træ i gårdspladsen. Der skal være plads til store foderbiler og traktorer med kornvogne, der skal kunne bakke til og læsse af. Lastbilerne bliver større og større, snart kan de ikke komme til i vores snævre, gamle gård. Så her må ikke stå noget op ad væggene, hverken møbler eller krukker, det er bare en kedelig plads med grus, som skal luges 🙁

        1. Åh, jamen, det forklarer jo, at du ikke viser billeder af den 🙂 Og sådan må det jo være, når den er en arbejdsplads. Det er jo sådan en gårdsplads oprindelig er tænkt.

    1. Kære Lisbeth.
      Det glæder mig, at også du kan se det for dig. Det bringer ligesom drømmene lidt tættere på virkeligheden 🙂
      God mandag til dig!
      Kh Nana

  4. Kære Nanna

    Det er så skønt med masser af planer for haven. Jeg tror på, at havemennesker lever længere, fordi der altid er noget at se frem til og glæde sig over.

    Jeg kan se, at vi har mange af de samme planer. Hos os arbejder vi også på at gøre gårdspladsen hyggeligere. Her plantede vi sidste weekend et hjertetræ. Og om sommeren har jeg krukker med agapanthus, og jeg har planer om mange flere slags. Vi har også planer om en lille frugtplantage, hvis vi kan tilkøbe lidt mere jord. I den gamle del af haven står en stor uægte Jasmin og fylder hele haven med den skønneste duft, når den blomstrer.

    Jeg glæder mig til at følge jeres havrplaner.

    Mange hilsener
    Anette

    1. Åh, et hjertetræ er også en god idé!
      Må jeg spørge, om du har succes med at overvintre skærmliljerne? – Jeg har nemlig planer om at overvintre de skærmliljer, vi forhåbentlig køber i år, men jeg har aldrig forsøgt mig med at overvintre dem før.
      Jeg håber I får lidt mere jord, så I kan sætte frugttræer. De har så mange kvaliteter!
      God mandag til dig, Anette!

      1. Vi har overvintret skærmliljerne de sidste to vintre, og det er gået fint. De står i et værelse i det gamle stuehus, og så har vi sat en termostatstyret varmeblæser op, som tænder, når temperaturen kommer under fem grader, men denne vinter tror jeg slet ikke, den har været i gang. For et par uger siden såede jeg frø af fem eller seks forskellige skærmliljer, og jeg kan se, at de første spirer lige er ved at komme op. Jeg har flere frø, så sig til, hvis jeg skal sende dig nogen

        Jeg håber på at få købt flere forskellige i maj, når vi skal til plantemarked i Belgien.

        1. Tak for svar, Anette! Så tror jeg, at jeg vil kunne overvintre skærmliljer i den længe, hvor fyret står. Der ligger georgineknoldene også.
          Uh, plantemarked i Belgien lyder godt! Jeg håber, der kommer billeder til den tid 🙂

  5. Sikke planer.
    Du tager helt pusten fra mig sådan en tidlig mandag morgen.
    Men foråret er startet og så får man de mest fantastiske planer og kæmpe overskud.
    Så det er bare at klø på og ud og rive i jorden.

    Skøn dag
    Charlotte

  6. Sikke nogle spændende planer, Nana. Vores haver er bare så spændende at udvikle, og man bliver heldigvis aldrig rigtig færdig. Og de er også med til at holde os i form 🙂

  7. Åh ja. Hjertetræ er en god ide. Det vil helst ikke stå tørt, så det må der være rige muligheder for at have hos jer. Jeg har et hjertetræ, som jeg plantede for tolv år siden. Det er stort og flot, men de seneste to tørre somre har været hårde. Jeg måtte vande og vande og det smed alligevel næsten alle bladene. Og det står i min baghave, som næsten er under vand hele vinteren.

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først, når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.