Da mine læsertal eksploderede

læsertal
Tak fordi du læser med

Allerførst: Tak til dig! Tak for at du læser med her på min blog. Læsere betyder alt for en blog.

Læsertal

Jeg tænker desuden at antallet af læsere betyder noget for de fleste bloggere. Det gør det i hvert fald for mig. Det er simpelt hen sjovere at skrive når man ved at der er flere end én eller to der følger med. Det sætter skrivelysten i gang hver gang jeg modtager en kommentar eller et like. Desuden vil jeg jo gerne tjene penge på min blog, og det kræver naturligvis et vist antal læsere.

Jeg ved meget lidt om hvor mange læsere andre blogs har, så jeg holder mig grundlæggende til at måle mine egne læsertal, og det er ikke altid lige opmuntrende resultater der kommer ud af de målinger. Tallet er stigende, jovist, men det går ikke så hurtigt at man bliver forpustet af det. Af og til kan jeg tænke at jeg aldrig når længere ud med min blog. At læsertallet står i stampe, og at jeg bare skal pakke sammen som blogger.

collie

Men det sker også at et indlæg bliver læst usædvanligt flittigt. Så kunne man tro at vejen frem er at skrive flere af lige den slags indlæg. Men der er intet indholds- eller formmæssigt sammenfald. Der løber tilsyneladende ingen rød tråd igennem de mest populære indlæg.

Facebook

Og dog. Der er faktisk alligevel en slags rød tråd. Hver gang et indlæg har sat læserrekord, har det været eksponeret på Facebook i en gruppe eller på en side med mange følgere. Det var også det der skete i går da mine læsertal sprængte alle rekorder. (Herunder et skærmbillede af Mit landlivs Facebookside som er meget tæt på at have 1000 likes. Det er da faktisk ret mange. Tak for dem!)

facebook
Eksplosionen

I går formiddags tjekkede jeg rutinemæssigt Google Analytics hvor man kan følge hvor mange besøgende der læser hvilke indlæg hvornår. Lige da jeg åbnede siden, så jeg at der var 78 besøgende, og det er desværre ikke almindeligt på en hverdagsformiddag hvor jeg ikke engang har udgivet et indlæg. Almindeligvis vil der være et sted mellem 5 og 10 aktuelle besøgende.

Jeg troede det var nogle robotter der besøgte min side, og først efter et stykke tid gik det op for mig at besøgstallene var ægte nok. En af mine samarbejdspartnere – med mange følgere – havde linket til et af mine indlæg på Facebook.

Glæde og frustration

Jeg var for sen til at tage et skærmbillede da det boomende allermest (jeg troede jo at det var en fejl), men jeg fik da taget et billede lidt senere på dagen hvor læsertallet holdt sig stabilt på omkring 50 i mange timer. Det var selvfølgelig sjovt at opleve en dag med så mange besøgende på bloggen, men også lidt frustrerende fordi successen ligesom lå i andres hænder. Det var ikke fordi jeg havde skrevet et særligt godt indlæg med læsertække.

læsertal
Vi fortsætter som hidtil …

Når alt kommer til alt, gør det nok ikke noget at jeg ikke ved hvordan man skriver et indlæg med læsertække. Jeg ville måske forfalde til at skrive andre indlæg, end dem jeg kan lide at skrive. Nogle af de indlæg jeg holder allermest af at producere, er de små historier om vores dyr. De ligger ikke i toppen hvad angår læsertal, men uden dem ville Mit landliv ikke være mit landliv. Derfor har jeg garneret indlægget her med billeder af hundene, den frække Asta, den smukke Olga og den seje Bella – som anes midt i billedet herunder, fotograferet i en iskold Østersø sidste vinter.

vinterbader

Og til nye følgere af Mit landliv (for der var heldigvis nogle blandt de mange nye besøgende der skrev sig op som emailfølgere i går): Hjerteligt velkommen til min blog!


18 meninger om “Da mine læsertal eksploderede”

  1. Selvfølgelig er det dejligt når der er mange, som læser med på bloggen og især når man som dig gerne vil tjene lidt penge 🙂
    Jeg nyder også at få kommentarer, men har jo især min blog som dagbog så hvor mange der lige læser med, er nok ikke det jeg tænker mest over.
    Med venlig hilsen
    Lene Bedstemorshave

    1. En blog er nemlig også en fin dagbog 🙂 Jeg ser ret ofte tilbage når jeg ikke lige kan huske hvordan der så ud i haven i november eller hvornår et eller andet skete.
      Mange hilsner fra Nana

  2. Så hyggelig at du fikk en ekstra boost med lesere, det inspirerer og gleder en blogger. Det er absolutt ikke enkelt å få lesertallene til å stige, og mine lesertall ligger ganske så stabilt.

    Å tjene penger på blogg har jeg gitt opp siden jeg ikke klarer å være så kreativ og inspirerende at leserene strømmer til, men jeg merker også at gleden og kreativiteten stiger med lesertallet. Bloggen er min hobby og jeg elsker hobbyen min.

    Ønsker deg en superfin kveld. Klem fra Ingrid

    1. Du er altså både kreativ og inspirerende, søde Ingrid! For mig er bloggen også først og fremmest en hobby, men fordi jeg ikke længere kan passe det job jeg plejede at passe, er det en rar tanke at jeg med tiden kan få lidt mere indtægt på bloggen. – Og går det ikke, så klarer jeg mig nok alligevel 🙂
      Knus fra Nana

  3. Det er så dejligt, når bloggen får sådan et løft – og hvis man er heldig, er der jo nogen, der holder ved og bliver faste læsere 🙂

  4. Sikke da en skøn oplevelse at du fik så mange besøgende og endda nye følgere 🙂
    At være gæsteblogger hos hinanden og linke til hinanden kan give et boost for alle parter, så det kan anbefales.
    At skrive gode overskrifter og pangord kan også gøre at Google husker dig.
    At ligge mindst 10 kommetarer hos andre bloggere, kan også gøre at flere ligger mærke til en.
    Jeg håber du får så mange læsere som muligt, så du kan leve af din blog 🙂
    En dejlig marts ønskes, så I og hundene kan nyde naturen 🙂

    1. Ja, det var sjovt og lidt overvældende 🙂
      Jeg blogger af og til andetsteds, jeg kommenterer ofte, og jeg rangerer pænt hos Google, og jeg klager slet over mine læsertal. Jeg er tværtimod meget taknemmelig for hver eneste læser jeg har 🙂 Jeg tror at en langsom vækst er helt almindelig, men af og til tænker jeg at en fem- eller tidobling virkelig ville rykke. – Og det var så det jeg fik lov til at opleve i forgårs 🙂
      God dag – og god første forårsmåned – til dig!

  5. Mine læsertal har været faldende hele vinteren, nu er det som om, der sker noget igen.
    Det er deprimerende at sidde og lave indlæg, når man fornemmer, at ingen gider at læse med, det kan jeg nemt følge dig i.
    Jeg skal ikke tjene på min blog, men sidde og skrive for mig selv gider jeg ikke. Jeg tror, at Instagram tager meget af opmærksomheden, det er lidt trist, for en blog er efter min mening mere personlig. Jeg bruger lang tid på billeder og på at lave indlægget, derfor er det lidt trist, men tillykke med din fremgang.
    Kh Lisbeth

    1. Det er da sjovest at blogge når man ved at der flere derude der følger med. Jeg er nu ret sikker på at der ER mange der følger med hos dig, Lisbeth, og jeg har aldrig selv fornemmelsen af at ingen gider at læse med her hos mig. Tværtimod, faktisk, er jeg vældig taknemmelig for mine søde læsere. At det går lidt frem og tilbage med antallet af besøgende og antallet af sidevisninger, tror jeg er ganske almindeligt. Tålmodighed har bare aldrig været min stærke side, og jeg ønsker mig af og til at vækstkurven så lidt anderledes ud 🙂 Det gjorde den så i mandags, og det var sjovt at opleve.
      God onsdag til dig, søde Lisbeth!
      Kh Nana

  6. Det var spændende at læse, Nana. Vi skal nok bare forsøge ikke at tænke for meget i, hvor mange der læser med. Jeg kan også i min statistik (Feedly) have nogle sjove oplevelser med, hvor mange der læser med – uden man helt forstår.

    1. Jeg er helt enig. Vi skal blogge om det vi har lyst til at blogge om – i den form vi har lyst til. Hvis ikke lysten driver værket, er der ikke noget ved det 🙂

  7. Af og til er der lige pludselig et indlæg, der eksploderer. Det er, som du skriver, når nogen et eller andet sted har delt et indlæg i en gruppe. Jeg kigger også meget på læsertallene. Det er ikke sjovt at skrive ud i det tomme rum, og jeg er glad for de ca. 1500 sidevisninger om dagen. Men jeg har besluttet mig til, at det er lidt ‘take it or leave it’. Jeg skriver mest for min fornøjelses skyld, selvom jeg elsker at promovere varer eller andet, som jeg selv virkelig godt kan lide. Især er jeg glad for at anmelde bøger, og at man så ikke få en formue for det, betyder ikke noget. Jeg er glad for at komme så ‘let’ til dejlige bøger, og jeg håber, mine anmeldelser kan hjælpe salget – især for alle selvudgiverne…

    Åh, jeg er så lettet over, at det endelig er faldet på plads på hundefronten. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv – men jeg startede med at hænge viskestykkerne op på knagen igen. Der har de ikke kunnet hænge, uden at Fie sprang op og tog dem og lavede dem til tøjstrimler.
    Kh, Karen

    1. Åh, hvor godt, Karen, at I har fået hundebrikkerne til at falde på plads. Det glæder mig virkelig. Til lykke med det – og til lykke med den skønne Rosie!

      Jeg er helt enig i “take it or leave it” metoden. En blog der bare løber efter læsertal og reklamepenge kan næppe være særligt spændende at skrive – og nok heller ikke at læse. Din blog er en del af dig, og det er derfor jeg og 1000 andre hver dag besøger den 🙂

      Nu skal du bare nyde at du kan have viskestykkerne hængende fremme!

      Kh Nana

  8. Det er så flot Nana. Jeg tror, at alle der har en blog bliver glad hvergang der har været nogen forbi siden. Jeg personlig har ikke bloggen for andet en at dele glæde ved noget af det der sker i mit liv og af de ting vi fremstiller. Jeg drømmer ikke om rekord besøg og slet ikke at tjene penge på bloggen. Jeg har kun indlæg når kræfterne er til det. Men godt at vi hver især kan gøre hvad vi vil.Så glæd du over det flotte resultat, det kan du være stolt af,men det er jo også dig der gør arbejdet. Knus herfra

    1. Tak for din søde kommentar, Leila! Noget af det fine ved at blogge er netop, synes jeg, at det ikke er så forpligtende. Vi kan gøre det når vi har tid, lyst og overskud.
      Knus fra Nana

  9. Jeg har ikke været online et stykke tid, men følger stadig og gerne din blog hvor er det dejligt du har fået flere følgere, og at der er mange inde at kigge. Du har helt ret i at det selvfølgelig betyder noget, om der er nogen der gider se/læse det man lægger ind. Jeg elsker når du blogger om jeres dejlige hunde. Men jeg er jo også mega dyreglad 😉
    Jeg kan helt klart også se at der sker mere på bloggen, når jeg reklamerer på facebook.

    Rigtig smuk dag

    Knus
    Lone

    1. Jamen, du har også mange følgere på FB – og så er du også med i mange FBgrupper tror jeg. Du har garanteret altid flere læsere,, end jeg har 🙂
      Det er sikkert sundt at være offline i perioder, men det er dejligt at du er tilbage 🙂
      Knus fra Nana

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.