Chokoladekage

I går havde jeg besøg af en veninde, og i den anledning bagte jeg chokoladekage. Det er længe siden jeg sidst har bagt den, men jeg kunne huske hvordan man gør, og den blev vellykket. Min mand og jeg har lige sat resten til livs.

chokoladekage

Jeg har kendt opskriften så længe at jeg ikke husker hvor den stammer fra. Jeg har måske også lavet om på den undervejs. Men nu får du den som jeg husker den. Kagen er super nem og hurtigt lavet. Og så smager den  virkelig godt.

chokoladekage

Du skal bruge

  • 100 g mørk (70% eller 80%) chokolade
  • 100 g smør
  • 3 æg
  • 200 g sukker
  • piskefløde til flødeskum

Smelt smør og chokolade over vandbad, og pisk æg og sukker luftigt. Vend den smeltede smør-chokoladeblanding i æggesnapsen og hæld dejen i en springform (min form måler er 22 cm) beklædt med bagepapir. Bag kagen i 25-30 minutter ved 175 grader. Den skal være hård uden på og blød (konfektagtig) inden i.

Kagen krakelerer, og ser måske ikke så køn ud, men den smager vidunderligt. Server med rigeligt flødeskum.

flødeskum

Der er bare noget særligt over en hjemmebagt kage, og når man kan bage den på næsten ingen tid, er der faktisk ingen grund til ikke at bage en weekendkage …

musselmalet

P.S.: Har du set at du kan få en mail når jeg udgiver et indlæg? Du kan melde dig til ved at lægge din emailadresse i højre sidebar eller under indlægget.

15 meninger om “Chokoladekage”

    1. Du kan helt sikkert finde ud af det 🙂 Det eneste lidt svære er at tage kagen ud af ovnen på det rigtige tidspunkt, for hvis den bager for længe, bliver den lidt kedelig. Bare tjek med en strikkepind at den stadig er svampet inden i. God fornøjelse!

  1. Hvis jeg havde en cafe eller et konditori og skulle have taget billeder, der kunne sælge, så ville jeg bede dig om at være fotograf. Du tager simpelt hen de mest indbydende og lækre billeder, man kan forestille sig. Jeg har f.eks. aldrig set fastelavnsboller præsenteret så delikat som de to, du viste på bloggen forleden.

    1. Ej, hvor er du sød, Randi! Jeg synes faktisk selv at jeg er helt umulig til at tage madbilleder, og gør det kun sjældent. Men du giver mig nyt mod 🙂 Tusind tak!

    1. Ja, mega mussel er bare så pænt! Det er også ret dyrt, og jeg har ikke så forfærdelig meget, men efterhånden nok til at dække et lille kaffebord 🙂
      Tak, Maria! Og god søndag til jer!
      Knus fra Nana

    1. Ja, det er rigtigt, Anette, det er nemlig dejligt at bruge egne æg 🙂 Det er simpelt hen så skønt at have høns. Det nyder vi dagligt!
      God søndag til jer!
      Kærlig hilsen Nana

  2. Enig, Nana. Chokoladekagen er mums-mums. Jeg bager den også, men lader den stå i 3-4 dage, før vi spiser af den. Det bliver den endnu mere blød og konfektagtig af. Den perfekte gæstekage, da den skal/kan bages i god tid. Men jeg har også prøvet at spise den med det samme, som du gør – det er bestemt også lækkert.
    Kh Lisbeth

      1. Ja, jeg lader den stå tildækket i formen i køleskabet. Det er bestemt en svær øvelse, men jeg bager den mest til gæster, og så er jeg jo nødt til at styre mig for at kunne servere en hel kage 😉

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar ses først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.