Om at blogge #5. Når bloggen breder sig.

Mange der blogger, bevæger sig desuden på andre sociale medier i bloggens navn. Det gør jeg også. Jeg har faktisk fem konti med navnet Mit landliv.

Da jeg første gang udgav et blogindlæg i september sidste år, oprettede jeg samtidig en tilhørende Facebookside. Jeg vil gerne have mulighed for at dele blogindlæg på Facebook, men jeg har ikke lyst til at bruge min private Facebookkonto til det, og så er en Facebookside ideel. Jeg har efterhånden fået en del følgere, og nu ville jeg nødigt undvære Facebooksiden. Nogle af mine læsere vælger at besøge min blog via et link på Facebook og derefter kommentere blogindlægget på Facebook. Den mulighed er jeg glad for. Ellers ville jeg måske aldrig høre fra de læsere. Af og til deler jeg desuden mine Facebookopslag i forskellige grupper. Det giver almindeligvis lidt ekstra trafik på bloggen.

bloggens facebookside

Mens jeg oplever det som langsommeligt at få flere følgere på Facebook, kommer de meget nemmere til mig på Instagram. Der er en lethed over det medie som tiltaler mig meget. For det meste er de billeder jeg lægger på Instagram, nogle andre, end dem jeg viser på bloggen. På den måde håber jeg at Instagram opleves som noget ekstra af dem af mine læsere som følger både blog og Instagram. Jeg bliver selv glad når jeg besøger Instagram hvor jeg kun har mødt dejlige billeder og venlige mennesker.

mit landliv på instagram

Mit landliv har også en Pinterestkonto, men jeg må indrømme at jeg glemmer den. Jeg var længe om at blive grebet af Instagram, og måske kommer det til at gå på samme måde med Pinterest. Den får i hvert fald chancen lidt endnu.

mit landliv på pinterest

I vinters fik jeg ideen at oprette en YouTube kanal. Som tænkt, så gjort, og jeg har også lagt nogle film ud, men det er en større udfordring at optage film, end jeg lige havde regnet med. For det første kræver det noget overskud, og tager det noget tid at optage en film. For det andet bør man redigere sådan en video, og det kan jeg ikke finde ud af. Jeg håber jeg kan finde en måde at lære filmredigering på, og jeg håber at jeg (sammen med min mand som agerer fotograf) holder fast i filmideen, for jeg synes faktisk den er god. Vi skal bare blive bedre til at lave film.

bloggen på youtube

Sidst, men ikke mindst, er Bloglovin’ et medie jeg selv er super glad for. Det er via Bloglovin’ jeg følger de blogs jeg læser. Her gik det i begyndelsen meget langsomt med at få følgere, men på det seneste er der kommet en del flere til i et fornuftigt tempo. Det er mit indtryk at de fleste af de læsere der følger mig på Bloglovin’, er meget trofaste og læser langt de fleste indlæg. Det er endnu en grund til at være glad for Bloglovin’.

bloggen på bloglovin'

For mig er der ingen tvivl om at det er bloggen der er det centrale. De andre medier oplever jeg som ringe i blogvandet. Når det er sagt, kan jeg ikke forestille mig bloggen som helt alene i verden. Jeg kan godt lide den dynamik der opstår når den får lov til at bevæge sig på andre sociale medier.

Følger du mon Mit landliv andre steder end her på selve bloggen? Og hvis du selv har en blog: Hvor meget får den lov at brede sig?

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Når rapsen blomstrer gult

I januar udgav jeg et indlæg med titlen Landskabet og himlen. Her viste jeg billeder fra en tur vi ofte går i vores nærområde. I dag har jeg haft kameraet med på samme tur.

raps i blosmt

Landskabet er præget af blomstrende raps, mange steder så langt øjet rækker.

blomstrende raps

Dagen i dag har været varm, og en varmedis har lagt et eventyrligt filter henover landskabet.

rapsmarken blomstrer

Noget af det jeg holder allermest af ved vores omgivelser, er at man kan se langt. Det er som om man kan tænke længere når man kan se langt.

landskab i maj

Jeg oplever i hvert fald at mine tanker flyder lettere på sådan en gåtur. Det gælder på alle årstider og i al slags vejr.

Men en majdag, i solskin, når rapsen blomstrer og landskabet er gult, er nu alligevel noget helt særligt.

rapsmark

Jeg føler mig meget privilegeret at jeg bor her midt i alt det gule. Og vi bor virkelig midt i rapsen. Billedet herunder er taget fra vores have.

rapsen

Tænk at vores gård ligger så smukt. Jeg elsker at bo på landet. Og vi er heldigvis enige om at vi ikke et øjeblik har fortrudt skiftet fra by til land.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

“Cottagehave”. En bog jeg vil bære i mig

Der er gode bøger, og så er der bøger der er gode på en måde der rammer én så man bærer dem i sig længe, længe efter man har lagt dem fra sig. Måske altid. Der er mange gode bøger, men der er ikke så mange man for alvor tager med sig.

Jeg har lige læst en bog som har lejret sig i mig. Det er Jytte Aggerholm Justesens Cottagehave – Tante Grøns haveunivers som for nylig udkom på Gyldendals forlag. For dem der ikke ved det, skal jeg afsløre at Jytte Aggerholm Justesen og Tante Grøn er én og samme person.

cottagehave tante grøns haveunivers

Bogen er fuld af oplysninger, både om cottagehavens historie, og om hvordan man kan skabe sig egen cottagehave. Teksten følges af meget smukke, stemningsmættede billeder taget af Susan og Jesper Durup. Bogen rummer en mængde citater og fine beskrivelser. Den er fuld af ideer og gode råd. Men det der er helt specielt ved bogen, og det der gør at jeg vil bære den i mig fremover, er den måde hvorpå teksten åbner sig mod læseren. Da jeg læste den, følte jeg at forfatteren talte til mig. Eller snarere med mig. For at læse bogen er nærmest som at indgå i en dialog med forfatteren. Igen og igen giver Jytte Aggerholm Justesen læseren ordet. Den enkelte haveejer skal selv skal vælge hvordan hun eller han vil gøre tingene: “Jeg vil gerne igen understrege, at her ikke findes ‘facitlister’ eller ‘rigtige’ løsninger. Det skal udelukkende handle om det, du kan lide, og det, som gør dig glad.” (S. 115).

jytte aggerholm justesen

Jeg har læst bogen langsomt. Jeg har sparet på den. Da jeg i går læste de sidste sider, siddende i en solstråle i min have, faldt nogle tanker, jeg længe har tumlet med, på plads. Tanker som handler om min drømmehave og om mine havedrømme.

cottagehave

Noget af det sidste der står i bogen er: “Der er håb forude, og måske er tiden ved at blive moden til, at vi igen så småt vil begynde at fokusere på ånden, og ikke kun på kroppen.” (S. 184). Det er et håb jeg tilslutter mig, og et håb som bogen er med til at nære.

tante grøn

Billederne i indlægget har jeg taget for nogle år siden da jeg besøgte Tante Grøns have. De er ikke nær så gode som dem i bogen.

Hvis du vil se flere af Susan Durups billeder, skal du besøge hendes blog, My loving home and garden. Og flere billeder fra Jytte Aggerholm Justesens vidunderlige cottagehave finder du på hendes Instagramprofil.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Om at blogge #4. Andre bloggere – konkurrenter eller kolleger?

Konkurrenter eller kolleger?

Venner og bekendte, der ikke selv blogger, spørger af og til om jeg oplever at have konkurrenter i andre bloggere. Det gør jeg overhovedet ikke. Jeg har aldrig tænkt om en anden blog at den konkurrerer med min blog. Jeg har til gengæld ofte tænkt på andre bloggere som en slags kolleger.

bloggere

Jeg er i kontakt med mange bloggere som altid er loyale, lægger kommentarer hos mig og af og til linker til min blog. Jeg forsøger selv at behandle mine medbloggere godt og loyalt. På den måde føler jeg mig som en del af et fællesskab, og det er min klare fornemmelse at der er plads til os alle. Jeg har dog aldrig deltaget i et konkret samarbejde. Før nu.

Samarbejde og netværk

For nylig fik jeg en mail fra Malin med bloggen Aargang 73. Hun spurgte om jeg ville være med i en slags bloggernetværk. Og det ville jeg da bare så gerne. Netværket skal dels give os mulighed for at dele bloggerefaringer, dels danne grundlag for et egentligt samarbejde. Foruden Aargang 73 og Mit landliv består gruppen af Fifty Fabolous, en blog jeg slet ikke kendte i forvejen og Dalsgaard i Skiveholme som jeg har kendt og værdsat længe.

japansk kvæde

Vi er kvinder, vi blogger alle om livet, om lidt af hvert og af og til om haven. Bortset fra det er vores blogs, så vidt jeg kan se, meget forskellige. Jeg tænker at både fællestræk og forskelle vil være kvaliteter i samarbejdet.

kvædeblomster

Stafetindlæg

I første omgang vil vi forsøge os med nogle stafetindlæg hvor vi skiftes til at skrive om samme emne på en bestemt ugedag. Første indlæg i stafetserien er planlagt til at udkomme fredag d. 5. maj. Det bliver Karen fra Dalsgaard i Skiveholme der kommer til at stå for det. Mere vil jeg ikke afsløre lige nu, men jeg glæder mig til vi kommer i gang. Det er dejligt at have fået kolleger.

blogkolleger

Hvordan får bloggen flere læsere?

Når man blogger, vil man gerne have læsere. Og de fleste bloggere vil vist også gerne have mange læsere. Det vil jeg i hvert fald gerne. Jeg synes at jeg hurtigt har fået relativt mange læsere på denne blog, og det er jeg bare så glad for. Læserne kommer mange steder fra, og en stor del af dem kommer fra andre blogs. Jeg er taknemmelig for hver eneste gang en anden blogger sender en læser videre til mig.

japansk kvæde i knop

Lidt statistik

Jeg har set på den seneste måneds trafik på min blog, og herunder har jeg opstillet en liste over de 10 steder der har bragt mig mest trafik:

Tak til Henriette, Ingrid, Miri, Karsten, Susan og Aase for at skaffe mig læsere. Og tak til alle jer andre bloggere der gør det samme. Jeg talte i alt 38 bloggere der har hjulpet læserne videre til Mit landliv. Og tak til dig der læser dette. Du ER en læser. Det er dig der tæller.

japansk kvæde i april

Det er ved at være tradition at jeg nævner hvilke indlæg der har været de mest læste i bloggens levetid. Og det er også ved at være en tradition at indlægget om at vi satte gården til salg løber med førstepladsen skarpt forfulgt af indlægget om at vi tog den af markedet igen. Jeg venter spændt på om jeg kan nævne nogle andre indlæg næste gang.

kvædeblomster og blaa himmel

Billederne i dette indlæg er af en japansk kvæde som står i vores have, og som blomstrer helt overdådigt i disse uger.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Noget om energi

Det gælder vist for os alle at vi i perioder har mere energi end i andre. Min energi har altid været meget svingende. Siden jeg fik Ménières sygdom på et langt lavere niveau end tidligere. Desværre. For jeg kan bedst lide at have energi. Jeg kan faktisk virkelig ikke lide det når energien mangler.

energi

For tiden skal jeg lede efter energien. Det skyldes nok til dels nogle ydre omstændigheder, men jeg mistænker desuden at den lever sit eget liv og svinger som det passer den.

bloomon

Under alle omstændigheder forsøger jeg med næb og kløer at holde fast i de glimt af energi og dermed lyst og livsglæde der dukker op. Når jeg ser mine hunde lege, når Sofus spinder, når min mand – igen – laver aftensmad, når vi sammen får stablet mig på benene og går en tur langs stranden, så mærker jeg at energien er der et eller andet sted.

fresia

I forbindelse med at jeg blev diagnosticeret med Ménières sygdom, talte jeg med en psykolog. Jeg gav udtryk for at noget af det værste ved sygdommen var manglen på energi, og hun sagde noget i retning af at et ønske om mere energi ofte handler om at ville gøre noget for andre, og at mange, især kvinder, burde gøre lidt mindre for andre. Hvis jeg var enig, kunne det jo have været en slags trøst, men det er jeg faktisk ikke enig i.

bloomon buket

Selvfølgelig skal man ikke drøne rundt for at opfylde sine omgivelsers mindste behov. Man skal ikke ofre sig. Men jeg tror altså at meningen med det hele er at være noget for andre. Og når man har energi til det, får man mere energi. For man bliver jo selv glad af at gøre noget for andre. Og man får en masse igen.

bloomonbuket

Livsglæde og livslyst hænger, for mig, i hvert fald, uløseligt sammen med energi. For tiden kniber det med energien. Sådan er det engang imellem, og jeg ved at det går over igen. Jeg skal bare holde fast i de små glimt af glæde og lyst. Og pludselig er den der igen.

klokkeblomst rosa

Billederne i indlægget er alle af denne uges Bloomonbuket. Den er der masser af god energi i.

bloomon uge 16

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Mit landliv. Nu med logo

Min blog har fået et logo. Jeg er så glad for det. Både for at have fået et logo og for at have fået lige dét logo. Jeg har selv fået ideen, og så har Sidsel tegnet det.

Det synes jeg hun har gjort godt. Sidsel forstod hvad jeg gerne ville have, og hun ramte plet allerede i andet udkast. Jeg er helt ked af at jeg ikke skal arbejde sammen med hende længere. Men – som sagt – jeg er glad for mit logo, så det skal der ikke laves om på.

Herunder ses mit nye favikon i stort format. Det er en af blomsterne fra logoet. Den minder en smule om den gule blomst jeg plejede at have som favikon, men denne er helt min egen.

Der sker også andre nye, gode ting i mit blogliv for tiden. Det glæder jeg mig til snart fortælle mere om.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Sorg og glæde

I dag er det 29 år siden jeg fødte mit første barn. Han blev kun 5 år gammel. Tiden læger ikke alle sår. Sorgen over at have mistet et barn er evig. Men den bliver lettere at bære. Som årene er gået, kan jeg rumme sorgen. Og jeg kan heldigvis også rumme meget andet. Blandt andet taknemmeligheden over at jeg fik lov til at være mor til min førstefødte, selv om det varede så kort. Og jeg kan rumme glæden og taknemmeligheden over mine to andre børn. Og mange andre glæder. Et menneske kan heldigvis rumme rigtigt meget.

sorg og glæde

Men i dag fylder sorgen lidt mere end den plejer at gøre. Og det får den lov til.

Gem

Gem

Om at blogge #3. Det personlige og responsen

At undervise og at blogge

Før i tiden underviste jeg, og nu blogger jeg. De to ting har en del til fælles. Det gælder for begge dele at man må give noget af sig selv hvis man vil gøre det ordentligt. Både når man underviser, og når man blogger formidler man, og i begge tilfælde er man afhængig af at der er nogen der gider at lege med. Lytte til det man siger, læse det man skriver, respondere på det, indgå i et fællesskab med udgangspunkt i det formidlede.

hvide kirsebærblomster

Personligt eller privat

Begge steder gælder det at nok skal man give noget af sig selv, men man skal også holde noget tilbage. Man skal være personlig uden at blive privat. Det synes jeg i hvert fald. Og det forsøger jeg at efterleve.

Respons og sårbarhed

Når man blogger er man i kontakt med andre mennesker. Min blogskrivning har betydet at jeg har lært en masse mennesker at kende i den virtuelle verden. Det er sjældent jeg har mødt dem i virkeligheden, men jeg føler at jeg kender dem. Jeg modtager virkeligt mange søde kommentarer, emails og beskeder, og det er jeg er meget taknemmelig for.

kirsebærblomst med bi

Når jeg en meget sjælden gang får respons som ikke er entydigt positiv, gør det mig ked af det. Jeg føler mig personligt ramt. Den fornemmelse kan jeg godt huske fra dengang jeg underviste, men da stod jeg over for den person der gav udtryk for en eller anden form for utilfredshed, og det var nemt at reagere på og gøre noget ved. Når det sker i cyberspace, efterlader det mig med en fornemmelse af at jeg har givet for meget af mig selv. En fornemmelse af at det personlige og det private flyder sammen, af at mine grænser bliver overtrådt.

kirsebærblomst med bi

Faktisk er dette indlæg inspireret af en tommelfinger vendt ned på min lille hønsegårdsvideo på YouTube og en kommentar her på bloggen som næppe var ondskabsfuldt ment, men som fik mig til at føle mig talt ned til.

om at blogge

Selvfølgelig er der mange der synes at vores lille-bitte amatørvideo er en dårlig film, og det er den da på mange måder. Men den er ikke tænkt som hverken filmkunst, filmhåndværk eller ekspertviden, blot som et lille tillæg til bloggen som man kan se eller lade være med at se som man lyster. Og selvfølgelig er der masser af mennesker der synes at mine blogskriverier er fuldstændig uinteressante og det der er værre, men der er jo ingen læsetvang. Den nedadvendte tommel og den negative kommentar (den har jeg slettet) indtraf nærmest samtidig, og de tog helt pusten fra mig.

kirsebærblomster

Bloggens univers

Det lyder vældig sart og selvoptaget, og det er det nok også, men for mig er det altafgørende at min blogs univers er et rart sted at være. Jeg orker ikke at være bange for at få dårlige anmeldelser lige her. Jeg er ikke særligt konfliktsky af væsen, og jeg er ikke specielt bange for hverken vrede eller uenighed. Men der er så mange fora hvor man kan diskutere højlydt, skændes og blive uvenner. Det skal min blog ikke bruges til. Her skal være rart at være. Det skal føles godt at skrive og at læse indlæg, og det skal føles godt at skrive og at læse kommentarer. Du skal føle dig tryg og velkommen på min blog, og det skal jeg også.

blomstrende kirsebær

Om at lege med

Når man underviser, er man afhængig af at de andre i lokalet gider at lege med. Det samme gælder når man blogger, synes jeg. Og det er der heldigvis mange der gider. Det er helt ok med mig at man ikke efterlader sig et spor når man har læst med herinde. Det ødelægger ikke den gode stemning, og jeg kan sagtens forstå at mange af forskellige årsager ikke vil skrive kommentarer til blogindlæg. Glad, givende og positiv respons får jeg så meget af at jeg kan bade i den, og den er der meget brændstof i. Den giver mig lyst til at blogge, til at være personlig og til at give noget af mig selv. Så tak fordi du læser med, og tak hvis du er en af dem der engang imellem efterlader en kommentar her eller på nogle af de andre platforme som bloggen bevæger sig ud på! Du gør mig glad, og du er med til at skabe den gode stemning i lokalet – som i dette tilfælde er Mit landlivs univers i cyberspace.

kirsebærtræ i blomst

Lidt statistik

Siden bloggens start midt i september sidste år er der skrevet 1978 kommentarer. Jeg svarer på de fleste kommentarer, så jeg har selv skrevet knapt halvdelen, men jeg synes det er helt overvældende at tænke på at flere end 1000 gange har en sød læser givet sig tid til at lægge en kommentar.

Det mest læste indlæg er det samme som sidst jeg lavede statistik, nemlig det indlæg der hedder Vadekærgård er til salg. Det er efterfulgt af Vadekærgård er ikke til salg længere, og det sætter mig i lidt af en knibe, for jeg vil gerne have mange læsere til mine indlæg, men jeg kan jo ikke blive ved med at sætte gården til salg og tage den af markedet igen. Jeg må finde på noget nyt.

kirsebærtræ i blomst

Billederne i dette indlæg er af et kæmpestort, meget gammelt, fortryllende smukt kirsebærtræ der stod i vores have i Holte. Den slags er godt for øjnene – og for den gode stemning.

P.S.: Har du lyst til at få en mail når jeg udgiver et blogindlæg? Så kan du skrive dig op som abonnent ude til højre på bloggen – eller forneden hvis du læser fra en telefon eller tablet.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Hvor kan man aflevere en brugt Ménières sygdom?

Det er i disse dage 6 år siden jeg oplevede mit første Ménièreanfald. Siden har jeg haft mange. I de første par år flere om ugen. Og for tiden igen en del. I dag fik jeg et anfald på torvet i Næstved. Det var relativt mildt, så jeg kunne selv kravle hen til en bænk og endda ringe til min mand. Han forlod sit arbejde for at komme og hente mig. Så dejligt! Og nu, fire timer, en søsygepille og en lur senere, er verden holdt op med at snurre rundt.

ménières syndrom

Nå, men jeg gider egentlig ikke have Ménières sygdom længere, og jeg vil gerne aflevere den. Ikke til genbrug! Den skal bare et sted hen hvor der bliver gjort endeligt kål på den. Men hvor er det lige man afleverer en godt brugt Ménières sygdom?

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gavmildhed

Når man bor på landet, kan det være svært at gå tur med sine hunde. Her er ingen parker, inden hundeskove, ingen fortove eller stier. Blot en landevej. Vores vej er heldigvis ikke vældig trafikeret, men det er ikke nogen udpræget fornøjelse at gå i vejkanten med tre hunde i snore der konstant filtrer sig ind i hinanden. Derfor kører vi ofte i hundeskoven og til stranden hvor hundene kan løbe frit, og hvor vi kan nyde turen. Men af og til er det altså rart at kunne gå i sit eget nærområde. Og så er det at vi traver ud ad landevejen med hundene fordelt imellem os. Jeg kan også gå turen alene med de tre hunde i tre snore, men kun på dage hvor jeg har et vist overskud.

påskeliljer

Forleden var vi begge afsted på landevejstur, og vi passerede – som ofte før – en lille gård der ligger tæt på vores hjem. Omkring gården løber nogle brede græsstier. For første gang så vi ejerne som var ude på deres gårdsplads. Jeg gik ind til dem og spurgte om vi må gå på deres stier. De sagde ja. De var super søde, imødekommende, smilende, og de fortalte endda hvordan man kan gå den bedste tur rundt i deres område. Vi blev så glade.

gavmildhed

Tænk at møde sådan en gavmildhed hos fremmede mennesker man aldrig har mødt før. De har simpelt hen gjort vores liv lettere og bedre. Vi gik straks en tur ad de skønne, kønne stier. Hundene var selvfølgelig stadig i snor, for der er masser af vildt i området (og det er skægt at løbe efter vildt når man er en hund), men her var ingen biler, og absolut ingen fare for at der skulle dukke en bil op. En helt anden, afslappende måde at gå tur på. Jeg havde ikke kamera med, men jeg vil tage nogle billeder i nærmeste fremtid, så jeg kan vise dig nogle af de kønne syn man møder når man spadserer på vores gavmilde genboers markstier.

I dag er der i stedet billeder af en stor buket påskeliljer som pynter herhjemme. Den er der nu også noget gavmildhed over.

P.S.: Har du set at Mit landliv er kommet på Pinterest?

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem