Noget om energi

Det gælder vist for os alle at vi i perioder har mere energi end i andre. Min energi har altid været meget svingende. Siden jeg fik Ménières sygdom på et langt lavere niveau end tidligere. Desværre. For jeg kan bedst lide at have energi. Jeg kan faktisk virkelig ikke lide det når energien mangler.

energi

For tiden skal jeg lede efter energien. Det skyldes nok til dels nogle ydre omstændigheder, men jeg mistænker desuden at den lever sit eget liv og svinger som det passer den.

bloomon

Under alle omstændigheder forsøger jeg med næb og kløer at holde fast i de glimt af energi og dermed lyst og livsglæde der dukker op. Når jeg ser mine hunde lege, når Sofus spinder, når min mand – igen – laver aftensmad, når vi sammen får stablet mig på benene og går en tur langs stranden, så mærker jeg at energien er der et eller andet sted.

fresia

I forbindelse med at jeg blev diagnosticeret med Ménières sygdom, talte jeg med en psykolog. Jeg gav udtryk for at noget af det værste ved sygdommen var manglen på energi, og hun sagde noget i retning af at et ønske om mere energi ofte handler om at ville gøre noget for andre, og at mange, især kvinder, burde gøre lidt mindre for andre. Hvis jeg var enig, kunne det jo have været en slags trøst, men det er jeg faktisk ikke enig i.

bloomon buket

Selvfølgelig skal man ikke drøne rundt for at opfylde sine omgivelsers mindste behov. Man skal ikke ofre sig. Men jeg tror altså at meningen med det hele er at være noget for andre. Og når man har energi til det, får man mere energi. For man bliver jo selv glad af at gøre noget for andre. Og man får en masse igen.

bloomonbuket

Livsglæde og livslyst hænger, for mig, i hvert fald, uløseligt sammen med energi. For tiden kniber det med energien. Sådan er det engang imellem, og jeg ved at det går over igen. Jeg skal bare holde fast i de små glimt af glæde og lyst. Og pludselig er den der igen.

klokkeblomst rosa

Billederne i indlægget er alle af denne uges Bloomonbuket. Den er der masser af god energi i.

bloomon uge 16

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Mit landliv. Nu med logo

Min blog har fået et logo. Jeg er så glad for det. Både for at have fået et logo og for at have fået lige dét logo. Jeg har selv fået ideen, og så har Sidsel tegnet det.

Det synes jeg hun har gjort godt. Sidsel forstod hvad jeg gerne ville have, og hun ramte plet allerede i andet udkast. Jeg er helt ked af at jeg ikke skal arbejde sammen med hende længere. Men – som sagt – jeg er glad for mit logo, så det skal der ikke laves om på.

Herunder ses mit nye favikon i stort format. Det er en af blomsterne fra logoet. Den minder en smule om den gule blomst jeg plejede at have som favikon, men denne er helt min egen.

Der sker også andre nye, gode ting i mit blogliv for tiden. Det glæder jeg mig til snart fortælle mere om.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Sorg og glæde

I dag er det 29 år siden jeg fødte mit første barn. Han blev kun 5 år gammel. Tiden læger ikke alle sår. Sorgen over at have mistet et barn er evig. Men den bliver lettere at bære. Som årene er gået, kan jeg rumme sorgen. Og jeg kan heldigvis også rumme meget andet. Blandt andet taknemmeligheden over at jeg fik lov til at være mor til min førstefødte, selv om det varede så kort. Og jeg kan rumme glæden og taknemmeligheden over mine to andre børn. Og mange andre glæder. Et menneske kan heldigvis rumme rigtigt meget.

sorg og glæde

Men i dag fylder sorgen lidt mere end den plejer at gøre. Og det får den lov til.

Gem

Om at blogge #3. Det personlige og responsen

At undervise og at blogge

Før i tiden underviste jeg, og nu blogger jeg. De to ting har en del til fælles. Det gælder for begge dele at man må give noget af sig selv hvis man vil gøre det ordentligt. Både når man underviser, og når man blogger formidler man, og i begge tilfælde er man afhængig af at der er nogen der gider at lege med. Lytte til det man siger, læse det man skriver, respondere på det, indgå i et fællesskab med udgangspunkt i det formidlede.

hvide kirsebærblomster

Personligt eller privat

Begge steder gælder det at nok skal man give noget af sig selv, men man skal også holde noget tilbage. Man skal være personlig uden at blive privat. Det synes jeg i hvert fald. Og det forsøger jeg at efterleve.

Respons og sårbarhed

Når man blogger er man i kontakt med andre mennesker. Min blogskrivning har betydet at jeg har lært en masse mennesker at kende i den virtuelle verden. Det er sjældent jeg har mødt dem i virkeligheden, men jeg føler at jeg kender dem. Jeg modtager virkeligt mange søde kommentarer, emails og beskeder, og det er jeg er meget taknemmelig for.

kirsebærblomst med bi

Når jeg en meget sjælden gang får respons som ikke er entydigt positiv, gør det mig ked af det. Jeg føler mig personligt ramt. Den fornemmelse kan jeg godt huske fra dengang jeg underviste, men da stod jeg over for den person der gav udtryk for en eller anden form for utilfredshed, og det var nemt at reagere på og gøre noget ved. Når det sker i cyberspace, efterlader det mig med en fornemmelse af at jeg har givet for meget af mig selv. En fornemmelse af at det personlige og det private flyder sammen, af at mine grænser bliver overtrådt.

kirsebærblomst med bi

Faktisk er dette indlæg inspireret af en tommelfinger vendt ned på min lille hønsegårdsvideo på YouTube og en kommentar her på bloggen som næppe var ondskabsfuldt ment, men som fik mig til at føle mig talt ned til.

om at blogge

Selvfølgelig er der mange der synes at vores lille-bitte amatørvideo er en dårlig film, og det er den da på mange måder. Men den er ikke tænkt som hverken filmkunst, filmhåndværk eller ekspertviden, blot som et lille tillæg til bloggen som man kan se eller lade være med at se som man lyster. Og selvfølgelig er der masser af mennesker der synes at mine blogskriverier er fuldstændig uinteressante og det der er værre, men der er jo ingen læsetvang. Den nedadvendte tommel og den negative kommentar (den har jeg slettet) indtraf nærmest samtidig, og de tog helt pusten fra mig.

kirsebærblomster

Bloggens univers

Det lyder vældig sart og selvoptaget, og det er det nok også, men for mig er det altafgørende at min blogs univers er et rart sted at være. Jeg orker ikke at være bange for at få dårlige anmeldelser lige her. Jeg er ikke særligt konfliktsky af væsen, og jeg er ikke specielt bange for hverken vrede eller uenighed. Men der er så mange fora hvor man kan diskutere højlydt, skændes og blive uvenner. Det skal min blog ikke bruges til. Her skal være rart at være. Det skal føles godt at skrive og at læse indlæg, og det skal føles godt at skrive og at læse kommentarer. Du skal føle dig tryg og velkommen på min blog, og det skal jeg også.

blomstrende kirsebær

Om at lege med

Når man underviser, er man afhængig af at de andre i lokalet gider at lege med. Det samme gælder når man blogger, synes jeg. Og det er der heldigvis mange der gider. Det er helt ok med mig at man ikke efterlader sig et spor når man har læst med herinde. Det ødelægger ikke den gode stemning, og jeg kan sagtens forstå at mange af forskellige årsager ikke vil skrive kommentarer til blogindlæg. Glad, givende og positiv respons får jeg så meget af at jeg kan bade i den, og den er der meget brændstof i. Den giver mig lyst til at blogge, til at være personlig og til at give noget af mig selv. Så tak fordi du læser med, og tak hvis du er en af dem der engang imellem efterlader en kommentar her eller på nogle af de andre platforme som bloggen bevæger sig ud på! Du gør mig glad, og du er med til at skabe den gode stemning i lokalet – som i dette tilfælde er Mit landlivs univers i cyberspace.

kirsebærtræ i blomst

Lidt statistik

Siden bloggens start midt i september sidste år er der skrevet 1978 kommentarer. Jeg svarer på de fleste kommentarer, så jeg har selv skrevet knapt halvdelen, men jeg synes det er helt overvældende at tænke på at flere end 1000 gange har en sød læser givet sig tid til at lægge en kommentar.

Det mest læste indlæg er det samme som sidst jeg lavede statistik, nemlig det indlæg der hedder Vadekærgård er til salg. Det er efterfulgt af Vadekærgård er ikke til salg længere, og det sætter mig i lidt af en knibe, for jeg vil gerne have mange læsere til mine indlæg, men jeg kan jo ikke blive ved med at sætte gården til salg og tage den af markedet igen. Jeg må finde på noget nyt.

kirsebærtræ i blomst

Billederne i dette indlæg er af et kæmpestort, meget gammelt, fortryllende smukt kirsebærtræ der stod i vores have i Holte. Den slags er godt for øjnene – og for den gode stemning.

P.S.: Har du lyst til at få en mail når jeg udgiver et blogindlæg? Så kan du skrive dig op som abonnent ude til højre på bloggen – eller forneden hvis du læser fra en telefon eller tablet.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Hvor kan man aflevere en brugt Ménières sygdom?

Det er i disse dage 6 år siden jeg oplevede mit første Ménièreanfald. Siden har jeg haft mange. I de første par år flere om ugen. Og for tiden igen en del. I dag fik jeg et anfald på torvet i Næstved. Det var relativt mildt, så jeg kunne selv kravle hen til en bænk og endda ringe til min mand. Han forlod sit arbejde for at komme og hente mig. Så dejligt! Og nu, fire timer, en søsygepille og en lur senere, er verden holdt op med at snurre rundt.

ménières syndrom

Nå, men jeg gider egentlig ikke have Ménières sygdom længere, og jeg vil gerne aflevere den. Ikke til genbrug! Den skal bare et sted hen hvor der bliver gjort endeligt kål på den. Men hvor er det lige man afleverer en godt brugt Ménières sygdom?

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gavmildhed

Når man bor på landet, kan det være svært at gå tur med sine hunde. Her er ingen parker, inden hundeskove, ingen fortove eller stier. Blot en landevej. Vores vej er heldigvis ikke vældig trafikeret, men det er ikke nogen udpræget fornøjelse at gå i vejkanten med tre hunde i snore der konstant filtrer sig ind i hinanden. Derfor kører vi ofte i hundeskoven og til stranden hvor hundene kan løbe frit, og hvor vi kan nyde turen. Men af og til er det altså rart at kunne gå i sit eget nærområde. Og så er det at vi traver ud ad landevejen med hundene fordelt imellem os. Jeg kan også gå turen alene med de tre hunde i tre snore, men kun på dage hvor jeg har et vist overskud.

påskeliljer

Forleden var vi begge afsted på landevejstur, og vi passerede – som ofte før – en lille gård der ligger tæt på vores hjem. Omkring gården løber nogle brede græsstier. For første gang så vi ejerne som var ude på deres gårdsplads. Jeg gik ind til dem og spurgte om vi må gå på deres stier. De sagde ja. De var super søde, imødekommende, smilende, og de fortalte endda hvordan man kan gå den bedste tur rundt i deres område. Vi blev så glade.

gavmildhed

Tænk at møde sådan en gavmildhed hos fremmede mennesker man aldrig har mødt før. De har simpelt hen gjort vores liv lettere og bedre. Vi gik straks en tur ad de skønne, kønne stier. Hundene var selvfølgelig stadig i snor, for der er masser af vildt i området (og det er skægt at løbe efter vildt når man er en hund), men her var ingen biler, og absolut ingen fare for at der skulle dukke en bil op. En helt anden, afslappende måde at gå tur på. Jeg havde ikke kamera med, men jeg vil tage nogle billeder i nærmeste fremtid, så jeg kan vise dig nogle af de kønne syn man møder når man spadserer på vores gavmilde genboers markstier.

I dag er der i stedet billeder af en stor buket påskeliljer som pynter herhjemme. Den er der nu også noget gavmildhed over.

P.S.: Har du set at Mit landliv er kommet på Pinterest?

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Om at nyde det gode

Natten til lørdag vågnede jeg af noget der lignede et Ménièreanfald. Det holdt hurtigt op, men jeg blev mindet om hvor modbydeligt det er at have sådan et anfald, og jeg blev mindet om hvor vigtigt det er at skønne på de gode tider. Så selv om jeg var træt, huskede jeg at nyde at solen skinnede fra en sart babyblå martshimmel.

bloomon.uge11

Og jeg nød at jeg kunne gå i køkkenhaven og ordne en smule. Det blev kun til at rydde op i jordbærbedet. Men lidt har også ret.

jordbærbed

Om eftermiddagen kørte vi til Nordsjælland og besøgte gode venner der for nylig er flyttet ind i et hus som ligger så fint ud til åbne marker. Vi gik tur i den sene eftermiddagssol. Det var godt at besøge dem og at se deres nye sted.

det gode

I nat har været uden svimmelhed. Jeg håber den holder sig væk. Og igen i dag vil jeg huske at sætte pris på alt det gode der fylder mit liv. Må din dag blive fuld af gode ting!

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Drømmegaven er heldigvis fortid

Jeg er netop faldet over nogle fotos som stammer fra min tid som webshopejer, og jeg sidder og varmer ved at den tid er ovre. Det er snart to år siden jeg lukkede Drømmegaven. I Drømmegaven solgte jeg dimser som en god veninde kalder den slags. Det var keramik, stentøj, stearinlys, vaser, viskestykker, vattæpper. Alt sådan noget. Dengang fulgte du måske min tidligere blog – som også hed Drømmegaven – og så kan du nok huske udvalget. Ellers kan du få et indtryk ved at se billederne her på siden, for de stammer alle fra butikkens varekatalog.

drømmegaven

Det var en gammel drøm at have butik, og da jeg pga. sygdom kun kunne passe mit undervisningsjob få timer om ugen, ville jeg forsøge mig som webshopejer. Jeg tænkte at sådan en webshop kan man passe hjemmefra, og at det måske på sigt ville være en mere skånsom deltidsbeskæftigelse end lektorjobbet. Det viste sig ret hurtigt at jeg ikke var god til at have en butik, og efter et par år lukkede jeg Drømmegaven. Det skulle jeg nok have gjort lidt tidligere, men jeg havde ligesom ikke overblik til at stoppe. Butikken endte med at have været en dyr hobby.

tove jonsen urtepotter

Jeg er fuld af beundring for dem der får en forretning ud af en webshop. Jeg kunne ikke. Og når nogen af og til siger at jeg var god til det med butikken, må jeg sige at det var jeg virkelig ikke. Den side af butikken jeg kunne lide – og som jeg mestrede – var formidlingsdelen. Jeg kan godt lide at formidle. Det er også det jeg har levet af i mange år som gymnasielærer. Jeg kunne godt lide at tage billeder og at beskrive varerne, og jeg slap vist også meget godt fra det. Men det der med at købe og sælge, det duer jeg ikke til.

mynte stentøj

Det var en stor lettelse, og jeg kan sige at jeg skal aldrig igen have en butik. Jeg vil hellere have en blog!

ib laursen vattæpper

Gem

Gem

Gem

Hverdagsmotiver

Forleden skrev jeg om hvordan jeg laver et blogindlæg. Indlæggene tager, som jeg nævnte, almindeligvis udgangspunkt i en hverdagsoplevelse eller en tanke der gerne vil formuleres. Men de kan også være inspireret af et billede. Jeg ser ofte motiver i hverdagen, og nogle gange fanger jeg dem med kameraet. Af og til bliver et billede – eller en serie af billeder – til et blogindlæg. Som nu.

Et tilbagevendende motiv herhjemme er de smukke buketter fra Bloomon.

bloomon.uge 10

I dag har jeg eksperimenteret med at tage billeder på en gråvejrsdag uden meget lys i luften. Billederne skulle egentlig ikke vises frem, men her kommer alligevel et par af dem. Der ligger nemlig nogle små historier gemt i billederne.

Herunder er et billede der motivisk har nogle gode ting i sig, men også et par forstyrrende elementer, bl.a. en collienumse nederst til venstre. Det billede fortæller historien om hvordan jeg er omgivet af mine dyr.

bloomon uge 10

På det næste billede skimter man tallerkenrækken som jeg købte da vi flyttede ind her på gården. Jeg købte den på Internettet, og jeg var ikke opmærksom på at tallerkenerne ikke kan stå fast i den. De rasler ud, bare man strejfer dem. Spørg lige om jeg er træt af den tallerkenrække!

tallerkenrække

Herunder har trappen der fører op i vores walk-in-køkkenskab, sneget sig med i billedet. Sådan et walk-in-skab i køkkenet er der vist ikke ret mange der har. Jeg er indstillet på at der ikke nødvendigvis følger sådan en luksus med vores næste hus. Men jeg er godt nok glad for det. Tænk at have et helt rum med hylder fulde af porcelæn, keramik, stentøj …

hverdagsmotiver

Der gemte sig faktisk adskillige små historier i nogle billeder jeg egentlig bare tog for at øve mig.

Jeg fotograferede også et motiv med gult. Det kan du se på Instagram hvis du har lyst. Det er sjovt som motiver ofte opstår af sig selv. Sådan var det med det gule motiv. Det var der bare. Det billede kunne der måske også være blevet en historie og et blogindlæg ud af. Men nu lever det i stedet sit eget liv på Instagram.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Tid og stilhed

Ingrid Tunheims blog som jeg har lært at kende for nylig, og som jeg følger med fornøjelse, så jeg i dag et citat der handler om at tid og stilhed er den største luksus nu om dage. Det er der vist noget om. Vi har meget, men vi mangler ofte tid og stilhed. Begge dele er blevet noget man skal søge. Ingen af delene er der af sig selv som jeg forestiller mig at de har været før, i hvert fald i perioder.

stilhed

Som yngre havde jeg ikke det store behov for hverken mere tid eller stilhed. Jeg kunne af og til have svært ved at fylde tiden ud, og jeg tænkte ikke over om der var stille omkring mig eller ej.

westie med vind i haaret

Siden fik jeg meget at gøre og oplevede i mange år at tiden ikke slog til. Jeg styrtede altid rundt og var i gang med flere ting. Jeg nåede meget, men jeg følte mig ofte presset og havde svært ved at slappe af. Da jeg holdt op med at arbejde, fik jeg tid. Det var ikke frivilligt at jeg holdt op med at arbejde. Jeg gjorde det fordi jeg var tvunget til det pga. min sygdom. Men da jeg pludselig ikke havde et job, gik det op for mig hvor meget jeg havde savnet at have tid. Det er vidunderligt at have tid. Jeg nyder min tid, og jeg er virkelig taknemmelig for at have noget så dyrebart som tid.

westie paa stranden

Så er der det med stilheden. Den har jeg også fået større behov for med alderen, og den er svær at finde. Vi leder – som du måske allerede ved – efter et nyt sted at bo. Vi er enige om at det allervigtigste er at der skal være stille. Ingen større veje, ingen togskinner, ingen industri, ingen vindmøller. Men det virker nærmest umuligt at finde sådan et sted. Hver gang vi tror vi har fundet et stille område, opdager vi noget der larmer.

ulvshale strand

I dag har vi gået tur på Ulvshale Strand på Møn i et naturskønt område. Der var stille. Der var skønt. Der er ikke ret meget trafik, og man skulle tro at vi havde fundet et stille sted. Men på vejen til og fra stranden, så vi flere store vindmøller. Vi stod ud af bilen for at tjekke om de støjede. Og det gjorde de. Jeg har aldrig før hørt vindmøller. I dag lød de som et fly der er ved at lette. Vi skal ikke bo tæt på en vindmølle. Vi leder videre efter stille områder. Og imens vi leder, glæder jeg mig over at jeg har tid. Og så øver jeg mig i at leve med en smule støj. For ellers bliver det meget svært at finde et hjem.

strand

Billederne er alle fra dagens tur på Ulvshale Strand. Det var en dejlig tur. Glade hunde på stranden er og bliver noget af det bedste jeg ved.

glade hunde

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem