Med hundene i køkkenhaven

En af grundene til at vi fik sat kastanjehegn omkring køkkenhaven var at vi kunne holde hundene ude. Det er indtil videre ikke lykkedes særlig godt.

køkkenhaven

Jeg gider ikke åbne og lukke lågen hver gang jeg skal ud eller ind med en trillebør (og det skal jeg hele tiden, for jeg kører stadig jord og møg på højbedene). Og så smutter hundene selvfølgelig med ind i køkkenhaven.

jordbærbed

Jeg elsker at være ude sammen med mine hunde. Ofte er jeg det eneste menneske der går og nusser eller arbejder i haven, men jeg er aldrig alene. Mine tre tro følgere er altid i hælene på mig.

Køkkenhaven

Som nævnt er det slet ikke meningen at hundene skal med ind i køkkenhaven. Og de skal da i hvert fald slet ikke plante sig i jordbærrene. Det er noget vi skal arbejde med!

collie

Til billedet herunder knytter der sig tre historier.

For det første ser man ærtebedet som jeg såede til omkring årsskiftet. Frøene er blevet til fine små ærtespirer. Man kan ikke se dem på billedet, men jeg viste dem i mit forrige indlæg om køkkenhaven. I mellemtiden er de blevet større, og de har fået klatrestativer. Jeg venter mig meget af de ærter.

En anden historie gemmer sig i plænen bag køkkenhaven. Det er en historie om jordforurening. Den vil jeg fortælle en anden dag. Jeg kan afsløre at den ser ud til at ende godt.

Den tredje historie får du meget snart. Den handler om at du får chancen for at vinde et højbed i en lodtrækning her på bloggen. Jeg vender tilbage med detaljerne.

Lad os slutte med et billede af den elegante Olga …

… og et af Asta som lige var kommet hjem fra trimning, helt hvid og velduftende. Det varede i 4 minutter, så var hun sort om mulen. Men hun havde det sjovt.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Liv i køkkenhaven

I de uger hvor vi troede vi havde solgt gården, kom jeg næsten ikke i køkkenhaven. Det var nemlig ikke så rart at blive mindet om alt det arbejde jeg udførte i efteråret og alle de drømme jeg ikke kunne få opfyldt i den kommende havesæson. Men nu kommer jeg der dagligt. Jeg arbejder i køkkenhaven, og jeg drømmer om hvordan den – måske – kommer til at se ud til sommer.

køkkenhaven

Jeg har genoptaget kørsel af jord og hestemøg til højbedene, og snart skal jeg gøre klar til at så lathyrus og solsikker. I forgårs såede jeg glatbladet persille, i går bestilte jeg læggekartofler, og i dag har jeg sat løg.

Jeg har høstet porrer og timian hele vinteren, og nu kan vi også klippe frisk purløg der smager af forår.

purløg

Og se: Ærtespirer. Det er de ærter jeg såede i vinters. Nu er det spændende om vi kan spise ærter i maj som posen lover.

ærtespire

Imellem hvidløgene (som er blevet lidt gule i toppen. Jeg håber ikke det betyder noget?) har jeg forsøgt mig med at vinterså gulerødder, og nogle bittesmå spirer har vist sig. De er for små til at jeg kan fotografere dem, men de ER der, og jeg er meget tilfreds.

hvidløgstoppe

Rabarberne, som jeg flyttede i efteråret, er på vej op, og jeg er glad for at se at de – eller i hvert fald nogle af dem – har overlevet flytningen. Rabarber er for mig nærmest symbolet på forsommer, og jeg kunne elske dem alene af den grund. At de så også smager godt og er smukke at se på, gør dem bare endnu mere elskelige.

rabarberskud

Der er knopper og liv i de fleste af bærbuskene. De har ellers levet en meget omskiftelig tilværelse. Jeg har flyttet dem ad flere omgange, af flere grunde. Da jeg første gang havde plantet alle buskene og efterfølgende måtte flytte dem, var det fordi vi opdagede at jorden i området ikke egnede sig til dyrkning. Meget mere om det en anden dag.

Anden gang jeg flyttede buskene, og altså tredje gang jeg plantede dem, var det fordi de var kommet til at stå absurd skævt. Jeg er ekstremt dårlig til at få noget til at stå på en lige linje. Det kunne jeg godt før i tiden, men siden jeg fik ødelagt balancenerven på den ene side, er jeg helt umulig til det. Da kastanjehegnet blev sat op, blev det tydeligt hvor skævt frugtbuskene stod. Nogle af dem kom faktisk til stå uden for hegnet. Så der var ingen vej uden om at flytte dem igen. Stakkels bærbuske. Alligevel er der liv i dem. Det er helt rørende.

bærbuske

Du har måske allerede set vores køkkenhavevideo. Den ligger på YouTube og er optaget sidst i januar. Engang, når der er mere liv og frodighed i køkkenhaven, vil vi lave endnu en video derude fra.

 

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Det er snart påske

Det er snart påske, og jeg elsker at påskepynte. Jeg har bestemt at det slet ikke er for tidligt at begynde, og hver dag dukker der lidt mere påskepynt op herhjemme.

påske

Filtfuglene købte jeg sidste år (jeg har glemt hvor), og jeg forærede også nogle til en veninde som, da hun pakkede dem ud, udbrød noget i retning af “Næh, sikke nogle fine … fisk … er det påskefisk?”. Indtil da syntes jeg at de lignede fugle, men siden kan jeg godt se at der er noget fisk over dem. Men hvad enten de er påskefisk eller påskefugle, er de ret charmerende, synes jeg.

påskepynt

Billedet af æggene på pilegrene er nogle dage gammelt. Vasen står på trappen og er altså umiddelbart tilgængelig for en lille hund. Siden jeg tog billedet, er gæslingerne sprunget ud, og Asta har tygget dem af grenene. Asta er den mest vilde, uopdragelige hund jeg nogensinde har kendt, men hun er også fantastisk sød og kærlig, så det er umuligt for mig for alvor at blive træt af hende eller vred på hende.

pilegrene

De fine æg købte jeg hos Lisbeth Dahl i Købmagergade for nogle år siden da jeg arbejde derinde, midt i København.

paaskeæg

Og så slutter vi lige med en påskefisk i nærbillede …:

påskefisk

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Vadekærgård er ikke til salg længere

Dette indlæg kræver ligesom en indledning i form af en lille parallelhistorie. Den kommer her:

Den brune lædersofa

Da vi flyttede ind her på gården, stillede vi midlertidigt min gamle, brune lædersofa i køkkenet. Da stuerne var malet og klar til at modtage møbler, syntes vi ikke der var plads til den. Den passer i øvrigt ikke særligt godt ind i vores indretning. Jeg bestemte mig for at skille mig af med den og satte den til salg for 300 kr. i Den blå avis. Den første køber der meldte sig, ville høre om vi ikke lige kunne transportere sofaen til Lolland. Det kunne vi ikke. Den næste ville give 150 kr. for sofaen. Det syntes jeg var i underkanten. Vi blev enige om at flytte sofaen over i en af udlængerne til den rigtige køber meldte sig. Min mand og min søn tog fat i sofaen og begyndte at bære den. De blev trætte i armene og satte den fra sig. Lige midt i den ene stue. Og så kunne vi se at sofaen havde fundet sin plads. Den skulle stå lige dér. Og den skulle i hvert fald slet ikke sælges. Lige siden bliver jeg helt varm om hjertet hver gang jeg ser på min gamle lædersofa. Jeg forstår slet ikke at jeg ville sælge den, og jeg er så glad for at der ikke kom en køber der bare lagde de 300 kr., for så ville den bo et helt andet sted nu.

lædersofa
Foto: Esoft
Den gule gård.

Og nu til hovedhistorien. Da vi satte gården til salg, meldte der sig meget hurtigt nogle købere. De var seriøse, de var hurtige og efter at diverse formaliteter var på plads, skrev vi alle under på en købsaftale. Vi havde faktisk solgt gården. Men når man handler hus, er der en masse forbehold, og der er fortrydelsesret og hvad ved jeg, og tingene trak ud. Handelen endte med at gå i vasken.

ikke til salg!

Her ville det almindelige jo være at man forsøgte at stable en handel på benene igen. Enten med samme køber eller med en anden. Men mens alt dette stod på, blev vi klar over hvor glade vi er for gården. Også selv om den ikke er perfekt. Selv om der ikke står en fiks og færdig have, og selv om der er langt flere udlænger end vi har brug for. Selv om vi af og til må have hjælp af en anlægsgartner eller en hegnsmand. Ja, selv om vi ikke kan klare alting selv. Gården byder nemlig på så meget andet. Og så bestemte vi at vi slet ikke vil sælge. Vi opsagde formidlingsaftalen med ejendomsmægleren. Og nu starter Vadekærgård version 2.0 som min mand siger.

vadekærgaard

Ja, sådan kan det gå med både lædersofaer og gårde. Man tror at man ikke har plads til dem i sit liv, men når tilfældet vil at de ikke er så lette at slippe af med, kan man mærke at man slet ikke kan undvære dem.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Soveværelset. I boligannoncen – og i virkeligheden

Hvis du følger min blog, ved du at vores hus er til salg. I boligannoncen er et billede af vores soveværelse. Til højre i billedet ses en smule af en gyngestol og ikke andet.

soveværelset
Foto: Esoft

Sådan ser der slet ikke ud i virkeligheden, for langs væggen står hundesengene. Vores hunde sover på rad og række i de tre senge langs væggen. Den lille plysseng, som egentlig er en katteseng, var Astas da hun var hvalp. Når hun er meget, meget træt og trænger til RO, søger hun tilbage i hvalpekurven som hun lige akkurat kan klemme sig ned i. Så den får lov til at blive stående.

hundesenge

Da vi flyttede ind her på gården var bjælkerne i loftet i netop dette værelse malet i en lys gråbrun farve som passede præcis til det tapet vi havde bag sengen i vores forrige soveværelse. Vi beholdt farven på bjælkerne og abede efter os selv ved at bruge samme tapet bag sengen. Det er lidt svært at se på billederne, men på billedet herunder – af soveværelset i Holte – ses det. Billedet stammer fra Jens Barslund og Lars Kaslovs boligreportage der blev bragt i Isabellas. Billedet er lige siden med jævne mellemrum poppet op i mit Facebookfeed fordi Isabellas bruger det i forbindelse med en artikel. Jeg bliver altid lidt overrasket og også lidt glad når jeg støder på billedet.

soveværelse
Foto: Lars Kaslov

Nu varer det forhåbentlig ikke så forfærdeligt længe før vi igen skal indrette soveværelse – og det bliver med en anden slags tapet næste gang; vi må forny os. Og så gør det ikke noget at det næste soveværelse bliver mindre end det nuværende, men der skal være plads til hundenes senge!

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Forår på Vadekærgård. En ny begyndelse

Det er forår i dag. Solen skinner, det er mildt, og jeg har spist frokost på terrassen. Der er erantis allevegne derude. Det tætteste erantistæppe er i nøddehegnet som står i skellet til marken mod syd.

forår

De små gule blomster skinner i sollyset. De er helt blanke, og de udsender en berusende duft af forår når de åbner sig i solen.

hasselhegn med erantis

I græsset er mange spirer. De kommer af de forskellige narcisløg jeg lagde i det sene efterår. Jeg glæder mig til at se dem blomstre, og jeg føler et strejf af melankoli over at dette forår nok bliver den eneste gang jeg kommer til at se dem i blomst.

narcicspire

Men så husker jeg på at der bare er tale om en ny begyndelse. Foråret varsler et nyt haveår og måske også snart en ny begyndelse for os. En ny begyndelse et andet sted hvor vi kan få lov til at følge haven i mange år. Hvis vi får lov til at leve mange år endnu.

erantis

Og jeg husker at nyde at lige nu blomstrer erantis i hele haven, jeg husker at nyde at nøddehegnet lyser gult i forårssolen, og jeg husker at nyde at lige nu er græsplænen i frugthaven fuld af spirer fordi jeg lagde hundredevis af løg i efteråret.

erantis

Jeg hilser foråret, det nye haveår og andre gode, nye begyndelser velkommen!

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Vadekærgård er til salg

Vi har sat Vadekærgård til salg.

Vi ved godt at det udefra må se lidt vanvittigt ud at vi igen sætter vores hus til salg. Men det føles som det rigtige at gøre. Siden vi købte gården, har min mand fået en gigtsygdom der gør at han ikke kan være med til at anlægge den have vi altid har drømt om, og som vi havde planer om at skabe omkring Vadekærgård. Jeg har min egen sygdom som gør at jeg kun kan arbejde i haven i kort tid ad gangen. Som tiden er gået, har vi indset at vi slet ikke har kræfter til at skabe drømmehaven, og vi er blevet enige om at vi hellere vil finde et sted hvor der allerede er en fortryllende have.

vadekærgård
Vores pragtfulde køkken som vi nok kommer til at genskabe i vores næste hus.

Vi elsker ellers vores plet, og beslutningen har været svær at tage. På bundlinjen står at det vigtigste for os er at have nogle gode dage med plads til glæde og tid til samvær med mennesker vi holder af. Og det er svært at finde plads og tid når vi hele tiden overvældes af 1,5 hektar land som vi ikke kan overkomme at tæmme. Og når alt kommer til alt, er det jo heldigvis bare et hus vi forlader. Vi har stadig alt det der virkelig betyder noget.

badeværelse
Det store badeværelse som ligger i forbindelse med soveværelset. Jeg synes at vinduerne er så pæne.

Vi har ikke fortrudt at vi er flyttet på landet. Tværtimod. Vi er så glade for livet med høns og køkkenhave og udsigt til marker og himmel. Vi har heller ikke fortrudt at vi er flyttet til Sydsjælland. Landskabet er smukt. Og stort. Vi kan lide både Næstved og Præstø. Vi bliver helt sikkert boende på landet – og meget gerne i området.

gæsteværelse
Vadekærgårds største gæsteværelse – med eget badeværelse.

Vadekærgård har kun været til salg i få dage, men der har allerede været en overvældende interesse for ejendommen. Interesserede købere kan man dog ikke få for mange af, så jeg bliver glad hvis du vil dele Mit landlivs Facebookopslag og fortælle vidt og bredt om dette blogindlæg.

trappe
Den smukke trappe med kik ned i entreen. Gad vide om vi kan finde så fin en trappe igen?

Billederne i dette indlæg er taget af Esoft til brug i salgsannoncen.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Vores stuer i billeder og tekst

Det sker ret ofte at en af jer, søde læsere, spørger om jeg vil vise flere billeder fra vores hjem. Det vil jeg gerne, og nu har vi haft besøg af en fotograf fra firmaet Esoft som har taget billeder hjemme os os. De skal egentlig bruges i anden sammenhæng (mere om det inden længe), men jeg har fået lov til at vise dem her på bloggen. Jeg vil ikke drukne jer i billeder fra alle rum på én gang, så jeg lader det blive ved billeder af vores stuer.

stuer en suite

Vores hus er stort, og man kunne godt argumentere for at vi kunne klemmes ind på lidt mindre plads. Men lige nu nyder vi de mange rum, og et ønske jeg har næret i mange år – at have tre stuer en suite – er blevet opfyldt. Jeg synes det er så pænt når man kan se gennem flere stuer på én gang.

Den største stue har vi indrettet med reoler til de fleste af vores bøger. Det er i denne stue jeg sidder når jeg blogger. Jeg har faktisk et arbejdsværelse, og her sad jeg og passede mit job hjemmefra indtil jeg holdt op med at gå på arbejde. Men jeg bliver svimmel af at sidde lige op og ned på en kontorstol og har det meget bedre i sofaen. Her er også plads til to westier.

bibliotek

Mit arbejdsværelse kan skimtes til venstre i billedet herunder.

stor stue

Stuen i midten har udgang til terrassen. Lædersofaen er Olgas. Hun må ellers ikke komme i møblerne, men i denne sofa er collier tilladt.

stue nordisk stil

Spisestuen ligger i åben forbindelse med forstuen. Ja, og det er jo faktisk en stue mere. Den giver en dejlig fornemmelse af lys og luft når man kommer ind i huset. Min datter sidder ved skrivebordet og arbejder når hun af og til bor her i nogle dage. Det er så hyggeligt at have hende siddende der midt i huset. I spisestuen er der plads til vores lange spisebord. Jeg elsker tanken om at der kan sidde mange omkring bordet. I virkeligheden har jeg sjældent overskud til at invitere mange mennesker, men jeg glæder mig over at have muligheden.

spisestue

På 1. sal er reposen så stor at den også fungerer som en slags stue.

repos

Vi er glade for lys, og huset her er meget lyst. Vi har indrettet med naturfarver. Jeg kan vældig godt lide farverige hjem, men jeg duer ikke til at bo i alt for farvede omgivelser. Hver gang jeg har forsøgt mig med farver i mit eget hjem, er jeg blevet træt i øjnene af det. Og så er jeg vendt tilbage til nordiske sand- og jordfarver.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Stalddøre og ladeporte

I dag har det været det mest vidunderlige forårsvejr her hos os: Stille, mildt og solrigt. Jeg gik en runde på grunden sammen med hundene og fotograferede nogle af de mange smukke stalddøre og ladeporte der sidder i udlængerne på vores gård.

ladeport

Gården er stor. Sådan set også større end vi har brug for, men vi faldt for det smukt renoverede stuehus da vi købte stedet. De mange udlænger fulgte ligesom bare med. Hvis vi skal blive boende, skal vi finde ud af hvordan vi bedst kan bruge dem – eller måske rive nogle af dem ned. Vi går og overvejer mulighederne.

stalddør

Imens vi overvejer, kan vi nyde den mangfoldighed af døre og porte der følger med de mange bygninger. Sådan nogle gamle stalddøre og ladeporte er nemlig vældigt pittoreske – synes jeg i hvert fald.

stalddøre

Jeg kan godt se at de trænger til maling. Den sag kommer vi nok til at kikke nærmere på i løbet af sommeren. Lige nu er det en ret tiltalende tanke at vi skal gå og male døre en sommerdag med lærkesang i ørerne. Og nu er de i hvert fald foreviget i deres let forfaldne – og charmerende – tilstand.

stalddør

Vi parkerer vores biler i laden. Jeg har set at man nogle steder har forsynet gamle landbygninger med moderne, elektrisk styrede garageporte. Jeg kan godt se det er praktisk, men her hos os vinder æstetikken altså over praktikken. Vi skal ikke have en elektrisk garageport. Vi beholder de gamle træporte.

stalddøre

Der er flere døre derude, men jeg skal spare dig for at vise billeder af dem alle. Det er, når man sådan går en tur rundt og ser på det hele, ganske overvældende at være blevet gårdejer. Tænk at vi har så mange døre og porte. Til sommer, når vi skal male dem, kan vi rigtigt lære dem alle at kende.

hestestald dør

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Mirabeller året rundt

For et par dage siden skrev jeg begejstret om kvæder. Jeg tog udgangspunkt i nogle kvædegrene jeg har drevet i blomst inde i stuen. De står stadig og spreder rosafarvet forårsstemning her lige ved siden af mig. Men de er ikke de eneste blomstrende grene jeg har i stuerne. Her er også mirabelgrene. Mange. Mens jeg sparer lidt på kvædegrenene, fråser jeg i mirabeller, for vi har hegnet fuldt af mirabeltræer.

mirabeller

Når mirabellerne springer ud i vasen, holder de ikke så længe som kvæden, og de drysser. Nej, hvor de drysser. Men til gengæld dufter de berusende af forår. Jeg skifter gerne grenene ofte, og jeg støver gerne af under dem. For den duft af forår gør mig simpelt hen lykkelig.

mirabelgrene

Jeg elsker mirabeller. Som nu når de spreder forårsduft fra mange vaser, men også når de forvandler det levende hegn til en hvid sky i foråret.

blomstrende mirabeller

Jeg elsker dem når de er tunge af gule og røde blommer, og når de i det tidlige efterår slipper deres frugter til glæde for høns og andre fugle. Jeg elsker mirabeller året rundt.

gule mirabeller

Hvis du har mulighed for at klippe et par grene af et mirabeltræ, og hvis du ikke allerede har gjort det, skulle du unde dig selv at hente nogle grene ind. Når knopperne springer ud derinde i vasen, er der tale om rendyrket forårsglæde på forskud. Og den slags blomstrende, gratis glæder kan man da ikke få for mange af.

mirabelblomster

P.S.: Er du opmærksom på at du kan følge bloggen via Bloglovin’? Jeg bruger selv Bloglovin’, og er meget glad for at kunne følge blogs på den måde.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem