Værtindegave fra hønsene

Jeg har før fortalt om et nyt samarbejde jeg indgår i med tre andre bloggere. Malin, som tog initiativ til samarbejdet, foreslog at vi skulle skrive stafetindlæg. Hver fredag i 12 uger skal vi på skift skrive et indlæg om samme overordnede emne. Den idé kan jeg godt lide.

turkis æggebakke

Da Malin for snart længe siden foreslog at stafetindlæggene i første omgang skulle handle om hjemmelavede værtindegaver, syntes jeg også det var en god idé. Det synes jeg sådan set stadig væk, men efterhånden som tidspunktet for mit første stafetindlæg har nærmet sig, har det stået tiltagende klart for mig at jeg ikke er så god med mine hænder. Så jeg har fået hjælp til min hjemmelavede værtindegave. Af hønsene.

høns

Både Karen og Malin har allerede skrevet om hvordan de har forskelligt på lager som kan bruges til små gaver. Det har jeg også. Jeg har blandt andet farvede æggebakker.

værtindegave

Og så har jeg friske æg. Både almindelige, lysebrune æg og de yndigste sart lysegrønne araucanaæg. Det er svært at se hvor smukke de er på billedet. De er endnu smukkere i virkeligheden.

turkis æg

Vi har to araucanahøner. De lægger ikke så mange æg, men de lægger til gengæld nogle helt særlige æg. En araucana ser sådan ud:

araucanahøne

Jeg besøgte en veninde til en kop kaffe forleden, og hun fik denne bakke æg pyntet med en lille buket krydderurter fra haven.

værtindegave

Buketten består af løvstikke, citrontimian, bredbladet persille, rosmarin, mynte og purløgsblomster i knop. Men det kunne have været så meget andet, for alle krydderurter gør sig godt i en buket.

krydderurtebuket

Silkebåndet er en rest fra min tid som webshopejer. Jeg solgte ellers hele mit lager, men nogle ruller silkebånd havde forputtet sig, og dem har jeg megen glæde af.

hjemmelavet værtindegave

Faktisk kan man også være heldig at få en værtindegave med hjem når man besøger mig. Altså en gave fra værtinden. Og det kunne meget vel være kulørte æg i en kulørt æggebakke.

farvet æggebakke

Jeg må lige vise nedenstående backstage billede fra mit photo shoot med æggebakken, selv om jeg vist bringer mig i fare for at blive opsøgt af sundhedsmyndighederne. Og til veninden der fik æg forleden: De to æg med spor af hundesnude blev skiftet ud med nogle andre. (Og, ja, det er naturligvis Asta der har næsen i æggebakken).

æggebakke

Nu giver jeg stafetten videre til Pia som vil skrive om sin hjemmelavede værtindegave på næste fredag.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Ude godt, men inde bedst

Husker du Sofus som begyndte sig tilværelse her hos os som Viola?

kat og hund

Planen var at han skulle holdes inde i 3-4 uger og derefter langsomt vænnes til også at være ude. Nu er det over 5 uger siden at han flyttede ind, og i går – på 5-ugers-dagen for hans indlemning i vores flok, var han ude. Næsten. På en måde. Som det fremgår af billedet herunder trækker udelivet ikke ligefrem i søde Sofus.

minihuskat

Han synes åbenbart at hans første 10 måneder som udekat – uden mulighed for at komme ind – var i overkanten. Han har vist planlagt mindst 10 måneder som indekat. Han elsker at ligge i sofaen sammen med os og westierne, og han elsker sin lille, bløde katteseng med striber.

katteseng

Han synes det er sjovt at kradse jorden ud af potteplanterne og bagefter gå tur med snavsede poter på komfuret, og han mener det er ret sejt at spise af en hvid porcelænsskål med guldprikker.

katteskåle

Sofus går heller ikke af vejen for at sidde med til bords når vi andre spiser:

kat til bords

Til gengæld har han ikke noget umiddelbart behov for at komme ud.

I går fik vi lokket ham ud i vindfanget i forbindelse med bryggerset. Han balancerede lige på den udvendige side af dørtrinnet. Men så satte han også grænsen og gik ind igen. I dag har han gemt sig hver gang vi har åbnet døren. Han tager lige en pause fra det-dér udepjat.

ude godt, men inde bedst

Sofus får lov til at gøre tingene i sit eget tempo. Og en dag går han nok ud for alvor. (Forhåbentlig inden han har taget livet af alle mine potteplanter …)

Sofus bliver i øvrigt ikke større. Han holder sin vægt på 1,5 kg og ligner stadig en killing på 15-16 uger. Det gør ikke noget. Han er perfekt lige som han er.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Viola var ikke drægtig. Faktisk er Viola ikke Viola

Jeg har fortalt at både vi og dyrlægen var bange for at vores lille, nye kat, Viola, var drægtig. Dyrlægen var enig med mig i at så lille en kat ikke skulle have killinger. Så i går var Viola på dyrehospitalet. De skulle vaccinere, chippe, øremærke og sterilisere hende. Og hvis hun var drægtig, skulle fostrene fjernes.

sofus var ikke drægtig

Da jeg kom for at hente hende på dyrehospitalet i går eftermiddags, var der en lidt underlig stemning. Veterinærsygeplejersken sagde at det var vigtigt at jeg talte med en bestemt dyrlæge inden de udleverede Viola. Efterfølgende tænker jeg at de havde trukket lod om hvem der skulle overbringe nyheden: Da de havde åbnet lille Viola, kunne de ikke finde livmoderen. Hun var nemlig slet ikke Viola. Hun er en hankat. Nu hedder hun Sofus. Eller … han hedder Sofus, men det har jeg ikke vænnet mig til at sige endnu. Måske er det svenske hen ikke så tosset …

hund passer paa kat

Da vi kom hjem med Sofus-Viola, insisterede Bella på at ligge hos ham i kurven, så hun rigtigt kunne passe på ham. På billedet herunder ser Bella på Asta på en måde der fortæller at hun skal holde sig lidt på afstand. Sofus skal have ro!

hund og kat

Her til morgen er Sofus frisk. Han har mistet lidt pels på forbenene og på maven, men han er sulten og har kastet sig over madskålen.

lilla kat - sofus

Det virker ikke super professionelt at dyrlægerne ikke på noget tidspunkt tjekkede om Viola nu også var en hunkat, men vi kan jo alle fejle. (Og vi kunne også selv have tjekket det hvis tanken var faldet os ind!) Det er under alle omstændigheder rart at katten ikke var drægtig … og de gav mig pengene tilbage for skanningen der ikke viste nogen fostre. Nu bliver den største udfordring at lære at sige “han” og “Sofus” om den lille Viola.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Hunde, katte og venskaber

Jeg har stort set altid haft både hund og kat, eller snarere både hunde og katte. De har altid accepteret hinanden, og der har været nogle fine venskaber iblandt. Den største hunde/kattekærlighed jeg har set, var den mellem Pelle og Olga. De sov sammen, og hver eneste gang Pelle gik forbi Olga strøg han sig op ad hende. De var hvalp og killing sammen, og jeg tænker at det har spillet en rolle for deres venskab.

hund og kat som venner

Nu, hvor vi har fået Viola, skal vi endnu engang introducere et nyt familiemedlem. Det kræver tålmodighed, og vi giver os god tid. Viola bor i mit arbejdsværelse med egen madskål og egen kattebakke. På sigt er det meningen at hun skal dele med Rosa i bryggerset hvor kattelemmen er. Indtil videre har Rosa valgt at ignorere Viola. Det får hun lov til. Viola kommer med mellemrum ind i stuen hvor vi træner hende i at være sofakat, og her er hun helt klart et naturtalent. Hun ligger i sofa som var hun skabt til det.

venskaber

Hun har mødt alle hundene, men kun under vores opsyn.

kat og hund i sofa

Der er sket det uventede at Bella er blevet meget glad for Viola. Bella plejer ellers at være ret ligeglad med katte, men det er som om Viola har vakt Bellas moderinstinkt. Hun ligger sammen med hende, hun passer på hende, nusser hende og renser hendes ører.

westie og killing

Og Viola stiller glad op til det hele. Det er godt nok en fornøjelse at se de to sammen. Gad vide om grunden til et nyt venskab bliver grundlagt i disse dage?

hund og kat

Vi fortsætter med at give os tid. Vi tager det hele lidt ad gangen. Snart skal Viola se lidt mere af huset. Og så skal hun møde Rosa. Det ser ud til at Bella vil passe på hende undervejs. Og hvem ved. Måske ligger der flere venskaber og venter.

Gem

Gem

Gem

Gem

I eftermiddag skal vi til dyrlægen

I eftermiddag skal Viola og jeg til dyrlægen. Hun skal sundhedstjekkes, vaccineres, og jeg skal tale med dem om loppe- og ormekur. Og så skal de tjekke om hun er drægtig … Jeg synes altså at hun buler ud på midten.

til dyrlægen ...

Hvis hun havde normal størrelse, kunne det være hyggeligt nok med et kuld killinger, men jeg tror ikke at sådan en bette mis kan føde killinger. Hun ligner jo selv en killing. Så jeg er lidt nervøs for hvad de siger. Jeg håber det bare er mad, hun buler ud af. Hvis hun ikke er drægtig, skal hun neutraliseres snarest, men ikke i dag, for på dyrehospitalet siger de at hun skal veje mindst 2 kg før de steriliserer. Og det gør hun langtfra.

huskat

Viola har et helt vidunderligt blik. Hun ser på én som om hun ser alt. Og så er hendes blik fuldt af tillid. Hun forstår at varme et menneskehjerte.

viola

Jeg krydser fingre for at alt er vel med den lille Viola!

God torsdag til dig der læser med!

Gem

Gem

Mød Viola

Vi har gået rundt og været kede af det siden vi mistede Pelle tidligere på ugen. De første par dage var jeg ret sikker på at jeg ikke ville have flere dyr, fordi det gør så ondt når de dør. Efter et par dage begyndte jeg at tænke på at få en ny kat. Og i dag kørte jeg omkring en gård i nærheden hvor jeg ofte har set killinger. De havde Viola som de har kaldt “Lille”. Og hun er mikrolille. Hun ligner en killing på omkring 16 uger, men hun er faktisk 10 måneder gammel. Jeg fik Viola med hjem. Jeg har fået lov til at levere hende tilbage hvis hun ikke kan lide at bo hos os, men det håber jeg ikke bliver aktuelt.

viola

Vi har allerede Rosa som er en sød og yndig kat, men hun er ikke så tam. Hun gider ikke ligge i sofa eller blive aet ret længe ad gangen. Så det bliver Violas job at være sofakat. Hun virker meget tryg ved at ligge i arm og blive kælet, så jeg tror hun har det i sig.

huskat

Hun har været udekat, så det er helt nyt for hende at være inden døre. Indtil videre bor hun alene på mit arbejdsværelse. Så skal hun møde de andre dyr og se resten af huset i små bidder. Og så, om en månedstid, kan hun få lov at komme ud – med lovning om at kattelemmen altid er åben for indgang. I morgen får jeg en tid hos dyrlægen, så hun kan blive steriliseret, få ormekur og vaccination.

kat

Viola hverken kan eller skal erstatte vores elskede Pelle. Hun skal bare blive vores elskede Viola.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Livet og døden

Her på gården omgiver vi os med en del liv. Vi har mange dyr, og vi knytter os til dem og holder af dem. Det er ikke det samme jeg føler for en en hund eller en kat som jeg føler for et menneske. Men for mig er der en masse tilknytning og kærlighed i forholdet til mine dyr. Og jeg sørger når de dør. Jeg ved godt at de ikke er mennesker, og det er en anden sorg, end den jeg rammes af når et menneske i min nærhed dør, men sorgen over et dyr er påtrængende nok når den er der.

I går døde vores kat, Pelle. Han blev kun 6 år gammel. Han blev pludseligt voldsomt syg, og dyrlægerne kunne ikke redde ham. De mener at han nok har haft en hjernetumor.

RIP Pelle

Og nu sidder jeg og mærker bagsiden af at jeg omgiver mig med, knytter mig til og elsker alle de dyr. For det gør ondt at miste dem. Men sådan er det måske i det hele taget. At hver gang man knytter bånd, hver gang man elsker, er der også en risiko for at miste. Og omvendt: Hvis man ikke havde noget at miste, ville der ikke være ret meget ved det hele. Så jeg bliver nok ved med at elske både mennesker og dyr. Men lige i dag græder jeg over Pelle.

Gem

Gem

Gem

Med hundene i køkkenhaven

En af grundene til at vi fik sat kastanjehegn omkring køkkenhaven var at vi kunne holde hundene ude. Det er indtil videre ikke lykkedes særlig godt.

køkkenhaven

Jeg gider ikke åbne og lukke lågen hver gang jeg skal ud eller ind med en trillebør (og det skal jeg hele tiden, for jeg kører stadig jord og møg på højbedene). Og så smutter hundene selvfølgelig med ind i køkkenhaven.

jordbærbed

Jeg elsker at være ude sammen med mine hunde. Ofte er jeg det eneste menneske der går og nusser eller arbejder i haven, men jeg er aldrig alene. Mine tre tro følgere er altid i hælene på mig.

Køkkenhaven

Som nævnt er det slet ikke meningen at hundene skal med ind i køkkenhaven. Og de skal da i hvert fald slet ikke plante sig i jordbærrene. Det er noget vi skal arbejde med!

collie

Til billedet herunder knytter der sig tre historier.

For det første ser man ærtebedet som jeg såede til omkring årsskiftet. Frøene er blevet til fine små ærtespirer. Man kan ikke se dem på billedet, men jeg viste dem i mit forrige indlæg om køkkenhaven. I mellemtiden er de blevet større, og de har fået klatrestativer. Jeg venter mig meget af de ærter.

En anden historie gemmer sig i plænen bag køkkenhaven. Det er en historie om jordforurening. Den vil jeg fortælle en anden dag. Jeg kan afsløre at den ser ud til at ende godt.

Den tredje historie får du meget snart. Den handler om at du får chancen for at vinde et højbed i en lodtrækning her på bloggen. Jeg vender tilbage med detaljerne.

Lad os slutte med et billede af den elegante Olga …

… og et af Asta som lige var kommet hjem fra trimning, helt hvid og velduftende. Det varede i 4 minutter, så var hun sort om mulen. Men hun havde det sjovt.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Hønsene på YouTube

I dag – på den allersidste dag i februar – har vi optaget månedens lille havevideo. Den foregår i hønsegården, og du kan finde den på YouTube. En lille tilføjelse til filmen: På optagelsen fortæller jeg hvad hønsene spiser, og jeg glemmer at sige at de – selvfølgelig – bl.a. får masser af rester fra køkkenet.

Herunder et junibillede fra hønsegården:

hønsene

Og i juli har hønsene glæde af endnu flere rosenblomster:

rose heidelberg

Hvis du vil se flere billeder af rose Heidelberg som vokser på gårdspladsen, kan du se dem her.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Hunden der vidste at hunde ikke kan svømme

Jeg har – for længe siden, på min gamle blog – fortalt historien om hvordan Olga lokkede mig til at blive vinterbader: Hun løb ud på en bådebro, kunne ikke bremse da hun nåede enden på broen og faldt i Furesøen.

hunden

I stedet for at svømme i land, hægtede hun sig fast under broen. Hun stak sine lange forben op over en tværbjælke under broen, og så hang hun ellers der og peb. Først højt, siden svagt. Jeg troede at hun hang fast i et eller andet og var druknedøden nær, så jeg sprang i vandet. Herfra kunne jeg se at Olga sådan set ikke var i fare hvis hun bare slap tværbjælken og svømmede. Men Olga ved at hunde ikke kan svømme, så hun ville ikke give slip. Jeg måtte faktisk sparke til hende for at få hende løs. Så svømmede hun selvfølgelig. Det var i januar måned, og jeg blev ret kold på vejen hjem. På billederne herover og herunder ser du Olga der var meget træt og forkommen efter den faretruende vandfærd.

collie

Olga mener stadig at hunde ikke kan svømme. Vi går ofte tur langs stranden, og der udspiller sig hver gang nogle dramatiske scener når westierne bader. Især Bella elsker at svømme, men Asta er også ved at komme efter det.

westie der svømmer

Når Bella svømmer ud i bølgerne efter en pind, står Olga på stranden og hyler som en besat indtil Bella er sikkert i land igen.

collie ved stranden

Så snart Bella igen har fast grund under poterne, løber Olga hende i møde og gør af glæde over at hun har overlevet turen i havet.

collie og westie

Man kan undre sig over at Olga ikke lærer at hunde faktisk kan svømme, og at de små ture i vandet ikke bringer westierne i overhængende livsfare. Men Olga tager ikke ved lære, for hun ved at hunde ikke kan svømme. Og jeg kender det faktisk godt fra mig selv: Man kan sagtens blive ved med at være bange for noget selv om det anskuet i et helt objektivt perspektiv ikke er så forfærdelig farligt …

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem