Min midlertidige blomsterbod ved vejen var ikke optimal. Afskårne blomster vil gerne have det køligt, de vil stå i skygge og i læ for vinden. Jeg løb konstant ud for at flytte på bordet med blomsterne, så de kunne komme i skygge. Jeg måtte sætte dem i en kasse for at skabe læ. Det var bare ikke smart.
Men nu er den gamle stald gjort klar, og vi har rykket blomsterboden derind. Der er plads til mange flere blomster, de får super fine forhold, og jeg glæder mig til at jeg i morgen skal plukke en bunke ranunkler og lave buketter i massevis.

Når blomsterne ikke længere står i vejkanten, er de jo ikke til at få øje på, så vi skal have et skilt. Jeg har bestilt et pænt sandwichskilt der skal stå ude på vores forplads og vise vej til blomsterne. Men skiltet er endnu ikke kommet, så i dag måtte vi lave et interimistisk skilt.
Jeg fandt en gammel træplade (det er sådan noget man altid kan finde når man bor på en gård) og noget maling. Og så gik jeg i gang med at skrive “BLOMSTER”, men det gik præcis som det går for børn der skal skrive et postkort. Efter B’et var det tydeligt at der ikke var plads til alle bogstaver i det forbavsende bogstavfyldte ord.

Så måtte Søren tage over. Han vendte – fornuftigt nok – træpladen om og begyndte forfra. Jeg må indrømme at det gik noget bedre for Søren, men han snød også og skrev først med blyant …

Jeg glæder mig til at indrette blomsterstalden, og jeg glæder mig til alle de blomster som jeg tror på at sommeren vil bringe. Se nu fx bare hvordan de første lathyrus står på spring:

Jeg håber, du får gang i både bod og blomster.
Har du set, jeg har blogtræf på lørdag?
Kh Lisbeth
Der er i hvert fald pænt gang i boden 🙂 Og mon ikke også blomsterne kommer efterhånden …? Selv om mange af dem stadig er babyer …
Jeg ved godt at du holder kom-sammen på lørdag, men jeg kan desværre ikke være med. God fornøjelse med det!
Kh Nana
Held og lykke med den nye bod. Det ser ud til at blive fine rammer om dine smukke blomster.
Kh Lisbeth
Tak, Lisbeth! Det er SÅ skønt at blomsterne nu står beskyttet for vind og vejr. Og der har været kunder i dag også, selv om man ikke kan se blomsterne ude fra vejen. Dejligt!
Kh Nana
Staldboden bliver SÅ fin, jeg kan sagtens se det for mig. Det er rigtig hyggeligt at følge processen 🙂
Ja, jeg tror nok der skal blive fint ovre i stalden. Og det er sådan en god følelse at bruge rummet til noget fornuftigt 🙂
Jamen, det bliver da forrygende – en hel blomsterbutik. Det kan være, du skal udvide med små potteplanter? Dem, man har inde, får altid nye skud og kan deles, og der er masser af mode i grønt inde lige nu. Og så kan du sælge overskudsproduktionen af planter i potter også – de holder jo noget bedre end buketter – ja, jeg er lige gået i virksomhedsrådgiver-mode 😀
Kh, Karen
Åh, Karen, jeg er så glad for at du vil være min rådgiver 🙂 Jeg har faktisk en masse pileababyer …
Kh Nana
Det var da en god ide at flytte boden i stalden. Så kan du rigtig udfolde dig. Er altså vild med alle dine smukke ranunkler og det er da ærgerligt du er så langt væk…. eller jeg er
Håber der kommer rigtig meget gang i blomster “butikken”
Rigtig god dag
Knus
Lone
PS så er jeg opdateret på de sidste indlæg
Åh, ja, det ville da i det hele taget være hyggeligt hvis vi boede lidt tættere på hinanden 🙂
Der er pænt gang i blomsterbutikken. Min største udfordring lige nu er at jeg ikke har så mange blomster, men det har jeg forhåbentlig lige om lidt …
Knus fra Nana