Blogstatus, 1. januar 2020

Jeg elsker at blogge

I anledning af årsskiftet har jeg gjort mig nogle tanker om min blog. Først og sidst står der, at jeg elsker at blogge. Bloggen giver min hverdag indhold, den tilfører mit liv ekstra mening, og den har ført til nye venskaber.

Jeg ikke alene elsker at blogge, jeg elsker faktisk også min blog. Jeg ser den dog ikke som en stationær ting. Jeg vil gerne udvikle bloggen. Den må godt forandre sig lidt henad vejen, og jeg vil gerne have både flere læsere og flere samarbejdspartnere.

blogstatus

Bloggen som job

Jeg drømmer om i højere grad at betragte og behandle bloggen som et arbejde og lidt mindre som en hobby. Denne drøm hænger sammen med to ting.

For det første ønsker jeg at have en mere klar struktur på mine dage. En struktur, hvor jeg passer bloggen koncentreret i nogle timer for derefter at holde fri og beskæftige mig med andre ting.

For det andet: Jeg vil gerne tjene flere penge på bloggen. Den er min eneste chance for at have en arbejdsindtægt, og selv om bloggen næppe nogensinde vil skaffe mig en indtægt, der når op i nærheden af min tidligere lektorløn, så er hver krone tjent på Mit landliv et kærkomment tilskud til vores økonomi.

I denne kontekst bliver det ret interessant at gøre blogstatus. Jeg har set lidt nærmere på min blogstatistik for med udgangspunkt i den at sætte nogle mål for bloggen i det kommende år.

Besøgende

I 2019 havde Mit landliv 25% flere besøgende, end i 2018. Jeg kender ikke besøgstallene på andre blogs, så jeg har ikke noget at sammenligne med. Umiddelbart tænker jeg dog, at en stigning på 25% lyder ret pænt, uden at være prangende.

vintergækker

I 2019 blev der i gennemsnit lagt 14 kommentarer pr. indlæg. Det er færre, end i 2018, hvor tallet var 17 kommentarer pr. indlæg. (Det skal siges at halvdelen af kommentarerne er mine egne, idet jeg altid svarer på hver enkelt kommentar). Selv om der er et betragteligt fald i antallet af kommentarer, synes jeg, når jeg sammenligner mit kommentarspor med kommentarerne på langt større blogs, at jeg godt kan være stolt af kommentarfrekvensen hos Mit landliv. Jeg er i hvert fald meget glad for hvert enkelt input og meget taknemmelig for mine mange søde, engagerede læsere.

Indlæg

I løbet af 2019 udgav jeg 196 blogindlæg. I 2018 var det 225. De lidt færre udgivelser i året, der netop er gået, skyldes, at jeg i løbet af sommeren, hvor jeg passede sommerblomster, udgav meget få indlæg.

Årets mest læste indlæg er

  1. Kirrpu. Mine tips og tricks
  2. Rengøring
  3. Manna
  4. Velkomstlys
  5. Ny gavekode til bloomon: Vase og styleset

Der er en forklaring på det meste i denne verden, således også på, hvorfor netop de 5 indlæg topper listen.

Indlægget om Kirppu er sponsoreret af Kirppu, og de linkede til det fra deres mange Facebooksider. Det var effektivt!

For de næste 3 indlæg gælder det, at de – af for mig uransagelige årsager -ligger højt hos Google.

Bloomonindlægget, som er sponsoreret, ligger også højt i Googles søgeresultater, og desuden linker jeg til det fra bloggens sidebar.

Velkomstlys skrev jeg i 2017, mens de øvrige top-5-indlæg er fra 2019.

Jeg har en klar fornemmelse af, at flere blogindlæg er vejen frem, hvis jeg gerne vil have flere besøgende. Men jeg tror også, at andre veje kan føre til endnu flere læsere.

blogstatus

Veje frem

Som det fremgår af ovenstående, er det især Google, der har gjort de mest læste indlæg så populære. Det får mig til at tænke, at det nok kunne være en idé at arbejde mere målrettet på SEO (altså arbejde med at gøre de ting, der gør Google glad, så Mit landliv bliver vist højt op i Googles søgeresultater).

En anden ting, jeg kunne tænke mig at afprøve i 2020, er at invitere en gæsteblogger indenfor engang imellem. Jeg har et par ideer til nogle jeg kan spørge. Det vil give bloggen nyt liv, det vil nok inspirere mig, og det vil forhåbentlig også lokke nye læsere til.

vintergækbuket

Jeg skal også huske at opsøge nye samarbejdspartnere. Det er min erfaring, at det ofte kan betale sig at være fræk og henvende sig til firmaer, der umiddelbart ser ud til at ligge udenfor rækkevidde. Det gør de ikke nødvendigvis. Og samarbejdspartnere betyder ikke kun penge i kassen, de udfordrer mig også (som da jeg for nylig blev lokket ud i at producere en lille reklamevideo [linket fører til en reklame]). Desuden giver de mig ofte ekstra trafik på bloggen (som det fx var tilfældet med det indlæg, der i 2019 blev læst flest gange).

På bundlinjen står, at der er mange udviklingsmuligheder for Mit landliv – og der står at jeg elsker at blogge.

blogstatus

Det var dagens blogstatus. Tak fordi du læste med! Du gør den altafgørende forskel. Uden læsere, ville Mit landliv slet ikke eksistere.

20 meninger om “Blogstatus, 1. januar 2020”

  1. Spændende med de nye tiltag. Hvorfor skulle du egentlig ikke blive den næste Valdemarsro? Der er da plads til flere af den slags – også for en med fokus på det lidt ældre publikum uden små børn. Jeg mangler stadig at kigge på min årsstatistik. WordPress er så flinke at lave den for mig, og den plejer at komme lige først i januar. I dag er mestendels gået med at være lidt nytårsrundforvirret, pakke det sidste julestads væk og finde vinterpynt frem. I morgen begynder verden igen at dreje rundt 🙂
    Kh, Karen

    1. He-he, ja, det gad jeg da godt at blive 🙂 Jeg tror nu, at din chance er større med alle de lækre opskrifter du lægger ud!
      Det er dejligt at rydde op efter jul og nytår, synes jeg. Og i morgen bliver jeg altså nødt til at købe primula, fordi du nævner dem i dagens indlæg 🙂
      Kh Nana

  2. Så spännande och inspirerande att läsa om dina tankar. Jag är ju en av dina flitiga besökare:). Även om jag inte alltid lämnar spår efter mig:).
    Jag har funderat liknande som du gör, men för mig tar det stopp för att jag har ett “vanligt” jobb jag går till varje dag. Och jag vill inte känna mig pressad att göra inlägg varje kväll när jag kommer hem. Men fler inlägg ger ju fler läsare, och om man publicerar inläggen vid ungefär samma tid varje dag. Tillslut förväntar sig läsaren att det ska komma ett inlägg vid den tidpunkten. Och det är bra för statistiken.
    Lycka till Nana <3.
    Kram Maria

    1. Du er altså så sød til at lægge kommentarer, Maria, og jeg sætter stor pris på dem!
      Jeg kan sagtens forstå, at du ikke vil binde dig selv til faste indlæg, når du også har et arbejde at passe. Jeg synes faktisk at du overkommer meget blogging ved siden af arbejdet. Og du tager de skønneste billeder. Du når altså virkelig meget, og jeg glæder mig til at følge med hos dig i 2020, også 🙂
      Knus fra Nana

  3. Interessant læsning om dine tanker, da jeg jo selv blogger og aldrig har overvejet at tjene penge på min blog (Det blogger jeg nu også for ustadigt til…haha.)

    Spændende at se, hvad du kaster dig ud i.

    Kh
    Esther

    1. Du har jo også et arbejde ved siden af bloggen, Esther, så jeg kan godt forstå, at du ikke også tænker på din blog som arbejde.
      Når jeg så gerne vil gøre “Mit landliv” til en slags job, hænger det jo sammen med, at jeg ikke kan passe det dér lærerjob, som jeg ellers elsker 🙂
      Under alle omstændigheder glæder jeg mig til at følge med hos dig i det kommende år. Nu har du jo et nytårsforsæt om et bestemt antal indlæg 😉
      Kh Nana

  4. Rigtig godt nytår og tak for i år 🙂
    Det bliver spændende med din blog og hvordan du gør i 2020, gæstebloggere er godt 🙂
    Fordi du er så jordnær og ligefrem tror jeg du har mange læsere og kommentarer.
    Tak for en god blog 🙂

  5. Kære Nana Jeg er vild med din blog – det er den eneste blog, jeg følger, som ikke hovedsalig er en haveblog. Det er også en haveblog, men du er langt mere alsidig og har en fantastisk stil – sprogligt og æstetisk. Jeg glæder mig til fortsat at følge med hos dig ♥

    1. Kære Aase.
      Hvor er du altså sød! Tusind tak for dine smukke ord! – Jeg er helt beæret over at du – der selv har stil, både sprogligt og æstetisk – siger sådan!
      Kh Nana

  6. Kære Nanna, bliver spændende at se hvad 2020 bringer for din blog. Jeg vender altid tilbage til din blog, også selvom jeg ikke altid får lagt en kommentar. Jeg blev i sin tid fanget af et indlæg om sygdom mener jeg (har nemlig selv været langtidssyg), men så blev jeg hængdende fordi din boligstil ligger tæt op af min egen og fordi vi deler haveglæden, og jeg kan godt lide dine billeder, de taler til mig. Hvorfor ved jeg faktisk ikke, men summasummarum er at jeg godt kan lide at kigge på dem, mere end andre. Hvis du er på IG (mener jeg du er), så kan du jo altid lave en story hvor du spørger til hvad folk kunne tænke sig at læse om ift. at udvikle bloggen 🙂 Godt nytår, mvh Carina J

    1. Kære Carina.
      Tusind tak for din kommentar! Den gør mig glad! Du kan tro, at jeg sætter pris på, at du følger med herinde!
      Jo, jeg er på IG, men jeg er ikke så dreven i at bruge det medie. Jeg vidste faktisk ikke, at man kan stille spørgsmål i en story. Det må jeg lige se nærmere på. Tak for tippet!
      Godt nytår til dig!
      Mange hilsner fra Nana

  7. Kære Nana. Har jeg sagt godt nytår? Det er ikke til at huske, når jeg både følger dig på Instagram, FB og her på bloggen…
    Jeg forstår fuldt ud dine tanker og din lyst til at tjene penge på bloggen. Og indtil videre balancerer du også fint imellem sponsorerede indlæg og egne betragtninger
    Jeg gad også godt supplere min nu svingende indkomst, men som jeg tidligere har skrevet så synes jeg at det er en svær balancegang mht. sponsorerede indlæg for det kan ikke blive 100% ærligt. Kunden kommer jo ikke igen, hvis et produkt bliver kritiseret. Jeg synes også at billeder og indlæg bliver uinteressante hvis man ustandselig ser bloggeren posere med f.eks. den samme “vandkande” i et arrangeret billede – der hopper jeg af som følger. Nå jeg skal ikke gøre det til et problem for mig, for jeg er uendelig dårlig til at få rabatter. Med tanke på hvor mange penge jeg har brugt på min have det seneste år, så fik jeg rabat to steder.
    Du har en vis erfaring fra Drømmegaven og den kan du trække på, så held og lykke med fremtiden 🙂

    1. Kære Lisbeth.
      Jeg kan sagtens forstå, hvad du mener. Det er virkelig en balance, og jeg kan selv komme i tvivl af og til. Jeg kan blive bange for, at jeg får skrevet et indlæg for meget om et bestemt produkt, så mine læsere bare bliver trætte. Omvendt synes jeg også, at det er inspirerende at skrive indlæg, som nogen vil betale for. Jeg kan godt lide at yde noget for nogen. (Så minder det lidt om at gå på arbejde). Og så har jeg kun en enkelt gang (så vidt jeg husker, i hvert fald) sagt ja til at skrive om et produkt, jeg ikke allerede bruger, kender og elsker. Grundlæggende reklamerer jeg for noget, jeg allerede bruger, og som jeg ved, at jeg kan anbefale, og som jeg under alle omstændigheder ville anbefale til venner og bekendte. Jeg synes også, at jeg med tiden (i hvert fald af og til) er blevet bedre til at skrive de betalte indlæg, så de falder helt naturligt ind i bloggen, uden at blive for “reklameagtige”. Men, igen: Det er en balance. Det har du så meget ret i!
      Det kunne være sjovt, hvis du en dag kaster dig ud i et lille sponsorat 🙂
      Kh Nana

  8. Interessant at læse dine tanker om bloggen. Du skal ikke være i tvivl om at jeg følger din blog næsten hver dag, men får ikke altid kommenteret. Jeg synes også at du har en af de fineste måder at variere dine emner på og hvorfor læser man så med hos en komplet fremmed dame? Jo, det er bl.a. fordi man kan spejle sig i en del af de berørte emner og også finde en masse inspiration om både have, boligindretning og livet i sig selv.
    Godt nytår, Nana

    1. Tak, Ulla, og godt nytår til dig! Jeg tænker af og til selv, hvad det er, der gør, at vi følger andres blogs, og jeg tror du har ret i, at det – i hvert fald blandt andet – handler om at spejle sig og finde inspiration. Jeg drømmer fx stadig om at få en rosenhæk som jeres 🙂 Jeg bliver glad for, at du fremhæver mine forskellige emner som en fordel, for jeg tænker af og til, at min blog er for springende, og at jeg burde fokusere på ét emne. Det kan jeg bare ikke finde ud af … og så er det godt at høre, at det også kan ses som en fordel 🙂
      Kærlig hilsen Nana

      1. Tak for dine ord 🙂 Det skønne ved blogland er jo især inspirationen rundt omkring. Selv har jeg ofte tænkt på at brede min blog ud til andre emner, men indtil videre holder jeg mig til lidt haverejser og så mit håndarbejde. Men du skal i hvert fald ikke begrænse dig 🙂

        1. Det er super interessant at læse om jeres haverejser, og jeg kan faktisk også godt lide at se på lækkert håndarbejde, selv om jeg er helt umulig til selv at udføre det. Jeg tror ofte, at jeg bliver tiltrukket af stemningen på en blog, og jeg vil læse med hos dig – også hvis du en dag finder på at skrive om nye emner 🙂
          Og endnu engang: Tak fordi du siger, at jeg ikke behøver at begrænse mig 🙂

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først, når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.