At mødes over et måltid mad

måltid mad

I de gode gamle dage, inden jeg fik Ménière, var jeg ret ferm til at arrangere middagsselskaber. Jeg kunne overskue indkøb, borddækning og madlavning, og jeg trivedes med, at der var flere ting, der skulle laves på én gang.

Sådan er det ikke mere. Jeg er blevet helt umulig til at skulle flere ting ad gangen, jeg mister hurtigt overblikket, og der skal nærmest ingenting til, før jeg føler mig presset og bliver svimmel. – Eller også bliver jeg svimmel og føler mig presset. Jeg er ikke sikker på rækkefølgen.

Så er det, jeg skal huske, at man godt kan mødes over et måltid mad, uden at det behøver at være planlagt i lange baner, og uden at det hele skal være hjemmelavet. Med andre ord: Man kan godt invitere på aftensmad, uden at der skal være tale om et decideret middagsselskab.

måltid mad

Det gjorde vi i går. Jeg havde et ærinde i Gilleleje, hvor fiskehandleren har en glimrende færdiglavet fiskesuppe. Jeg købte en dobbelt portion suppe, så vi kunne spise sammen med vores gode venner, som heldigvis godt gad at komme en tur til Ravnegård med ganske kort varsel.

Det var så hyggeligt, og det er altså værd at huske på, at det ikke behøver at være så svært at mødes over et måltid mad.

Reklamelink:
Hørserviet
Bestik fra Villeroy & Boch

8 meninger om “At mødes over et måltid mad”

  1. Ja, det er ikke altid alt behøver at være hjemmelavet og det store bord dækket. I fredags mistede jeg min kære gamle mor, som blev 95 år, så i disse dage går mange tanker tilbage i tiden. Der er blevet brygget mange kopper kaffe, serveret mange måltider og mange samtaler ved køkkenbordet og mange gange var det ikke planlagt men spontant, at folk kom forbi på gården. Og jeg husker det som noget der var tid til, hvad der mange gange idag ikke er, desværre. Kh Birgit M

    1. Kære Birgit.
      Det gør mig ondt, at du har mistet din mor ❤️ Selv om ens kære bliver gamle, er det forbundet med sorg og savn, når de dør.
      Du har vist desværre ret i, at vi i dag ikke altid har tid til bare at være sammen. Det der med bare at komme forbi til en kop kaffe er nærmest gået i glemmebogen, tror jeg. Det kunne ellers være hyggeligt 🙂
      Kh Nana

  2. Du har så ret. Det burde kunne være mad sammen mere uformelt. Jeg synes nu, det er blevet skruet op til 5-stjernede middage i min kreds, og et par gange om året tager jeg mig sammen til det også.
    Ellers må det gerne være noget let, og har man Muffebrød fra Bagt og et par gode oste til sidst, så går det godt.
    Kh, Marianne

    1. Det kan jo også være sjovt at forsøge sig med femstjernede middage – og skønt at indtage dem, når andre har frembragt dem. Der skal bare gerne være plads til det mere uformelle, også. Og har man et brød fra Bagt og nogle oste, kan man da faktisk nøjes med det i en snæver vending 🙂 Jeg tænker også, at jeg kunne tænke mig at invitere til sammenskudsgilde, som vi gjorde, da vi var unge. Jeg har ikke gjort det endnu, men pludselig en dag … 🙂
      God aften til dig, Marianne!
      Kh Nana

  3. Dejligt om vi kan komme ud over kravet til os selv om at alt skal være perfekt. Gode venner bør man kunne invitere uden hovedrengøring – og bare fordi man lige har plukket mange jordbær. Sådan á la “vi har mange jordbær, kommer I ikke lige til kop kaffe og en portion jordbær med råcreme på terassen?”

    1. Ja, det er nemlig lige præcis rigtigt, Aase! Jeg elsker at have gæster på den måde – og at blive inviteret på den måde 🙂
      God søndag til dig!

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først, når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.