At blive ældre

At blive ældre er jo mildest talt en naturlig del af livet. Det er vel nærmest grundvilkår nummer ét.

træhus norske alle

Jeg har ikke noget problem med at se ældre ud. Jeg har for længe siden accepteret at jeg har flere rynker i ansigtet end gennemsnittet på min alder. Jeg synes gråt hår er pænt. Jeg morer mig lidt over mine “farveller-deller” (altså det dér kød på overarmen der slasker ret meget når man løfter armen og vinker).

at blive ældre

Men der er andre ting jeg har sværere ved at være ligeglad med. Fx har jeg ondt i leddene; jeg har glemt hvordan det er at bøje armen uden at albuen gør ondt. Og på det seneste har jeg også haft virkelig ondt under hælene. Jeg tror jeg er ved at udvikle hælesporer. Det er jo bittesmå problemer, men det ærgrer mig at jeg ikke nød det mere, dengang kroppen ikke gjorde ondt.

æbletræ

Som yngre troede jeg at jeg ville blive klogere når jeg blev ældre. At jeg ville hvile i mig selv. Det er ikke sket. Jeg er hverken blevet vis eller hvilende. Men jeg er blevet mere taknemmelig. Taknemmelig for alle de mange smukke, dejlige ting i livet. Taknemmelig for livet, simpelt hen. Selv om jeg ikke er så køn som jeg har været, og selv om leddene gør ondt – eller måske netop derfor.

æbletræ med lanterne

Billederne i indlægget er af et par aldrende æbletræer der stod i vores have da vi boede i Holte.

22 meninger om “At blive ældre”

  1. Hej Nana
    Den tid der er gået godt kommer ikke skidt tilbage, men vi må erkende, at med alderen kommer der flere skavanker, sådan er det bare, selvom det ind i mellem kan føles surt.
    Kh
    Lisbeth

  2. Smerterne i hælene er det heldigvis nemt at noget at gøre ved. Du må ind i en sportsforretning og købe et sæt hæl-indlæg i silikone og lægge dem i det fodtøj, du går mest i. Så gør det ikke ondt mere 🙂

    1. Jeg købte faktisk sådan et par (godt nok i Matas, men mon ikke det er de samme …?) for et par dage siden, men det gør stadig lige ondt. Jeg må prøve at se om de har nogle bedre en en sportsforretning … Og sådan må man hele tiden forholde sig pragmatisk til det med alderen 🙂

  3. Smukke træer og en smuk kvinde…. uanset alderen
    Og så synes jeg da du er klog. Det er ihvertfald kloge ord i dit fredags indlæg.
    Rigtig god weekend

    Kærlig hilsen
    Lone

  4. Hej Nana.
    Skønne gamle træer i dit indlæg.
    At blive ældre er jo noget vi alle skal. Men jeg kan godt følge dig i, at man ville ønske, at man havde sat mere pris på sin bevægelsesfrie krop, da den var ung og livlig. Men bagklogskab kan vi ikke bruge til noget. Vi må gøre det bedste ud af det vi har og finde glæde ved de ting vi kan. At finde glæde, ved jeg at du er super god til og vi kan jo alle følge med i hvordan du finder det positive frem i selv de mindste ting. En egenskab som jeg mener er guld værd.
    Knus fra Heike

    1. Hej Heike.
      Tak for din søde kommentar! Der er så meget godt at finde i de små ting i hverdagen, og jeg tror jeg er blevet bedre til at få øje på dem med alderen. Så der følger også fine ting med at blive ældre 🙂
      Knus

  5. Også jeg har fået ting der driller går ikke så godt mere. Men så er der så mange andre ting jeg er god til og har heldigvis et lyst sind tror det hjælper mig. Når det er de dumme dage banker på.
    God weekend.

  6. Tak Nana for et dejligt indlæg og for skønne gamle æbletræer 🙂 Men øv for smerter i led og hæl – det kunne “de andre ældre” godt have fortalt os – at det fulgte med alderen;-)
    Jeg lyttede lidt til bogen Livsmodig sidst jeg var nedlagt af migræne og den handler om samme emne som du tager op her – om at blive ældre.
    For mit eget vedkommende er jeg slet ikke parat til at se mig selv gråhåret, men jeg anerkender mine 60 år og har intet imod at tale om dem.
    Da jeg blev 60 for et par uger siden kom mange af mine veninder og kolleger og spurgte hvordan jeg havde det med det (vi er kun få 60+ i firmaet). Faktisk synes jeg, at jeg på trods af ledsmerter og skidt nattesøvn har det psykisk bedre end nogensinde. Jeg er taknemmelig for det liv jeg har, at det går mine børn godt at jeg har en frihed til at gøre hvad jeg vil selvom jeg går på arbejde og skal gøre det syv år endnu.
    Et liv sætter spor og det skal man jo egentlig være glad for. Jeg affinder mig også med rynker og slap hud, men jeg har det ikke altid let med at se på den gamle kone der dukker op i spejlet foran mig ;))
    Knus 🙂

    1. Ja, her gik man og troede at man bare blev ældre uden at der skulle følge noget med 😉 Men du har ret: Det er simpelt hen så godt at se ens børn blive voksne og trives. Og der følger i det hele taget en masse taknemmelighed med alderen.
      Jeg har ikke hørt om “Livsmodig” før, men den vil jeg da se efter.
      Tak for din – som altid – søde og kloge kommentar!
      Knus

  7. Du er nu god til at finde det positive i tilværelsen selvom der er modgang og når tidens tand gnaver. Det kunne mange nok lære noget af.
    Til gengæld vil jeg da være fortaler for at man gør noget for at holde sig aktiv og stærk i kroppen, i det omfang man kan.
    Hælspore er ikke at spøge med – jeg døjede med det i nogle år fra 2013 – du skal helt sikkert aflaste foden så meget du kan, så du ikke forværrer tilstanden. Et godt indlæg fra en fodterapeut er også en god ting.
    Smukke træer 🙂 og tak for endnu et dejligt indlæg.

    1. Ja, for Søren, Ulla! Jeg er så enig. Vi må passe på os så godt vi kan! Og her er det jo godt at vi går i haven, tænker jeg. I dag har jeg muget ud og fejet hos ænderne som bor i en (alt for) stor, gammel stald. Det var ret god motion, tror jeg 🙂
      Jeg må hellere gå til lægen eller i hvert fald til fodterapeut med de hæle. Tak for puffet!
      Ja, sådan nogle gamle frugttræer er så fine (og et er gamle mennesker vel egentlig også …)
      God søndag til dig!

  8. Jeg synes også det er vemodig å bli eldre, men alternativet er skikkelig dårlig. Heldigvis har jeg ikke så mange vondter i kroppen enda, men de kommer nok. Jeg er evig takknemlig for at jeg har fått evnen til å glede meg over de små enkle ti egne i livet og det gjør hverdagen så mye enklere.

    Beste hilsen Ingrid på http://www.ingridtunheim.no

    1. Ja, evnen – og viljen – til at glædes er meget værd! Jeg kan så godt lide at besøge din blog fordi der altid er en stemning af underliggende glæde og taknemmelighed. Den smitter 🙂

  9. Sådan tror jeg vi alle har det Nana.
    Når blot vi bliver ældre……. men nej der er altid noget at hige efter.
    Jeg bliver aldrig klogere eller hviler mere i mig selv hvad angår mig og min krop.
    Har meget svært ved at acceptere aldring.
    Men syntes bestemt du er både klog og smuk.

    God søndag
    Charlotte

  10. Jeg må nok indrømme at jeg bedst kan lide at se på mine børn, at tiden går 😀 De der rynker, er der begyndt at komme lidt vel rigeligt af – fnis
    Og jeg kan altså ikke få mig selv til at lade det grå hår gro ud. Så jeg farver stadig hår. Men mon ikke jeg en dag forliger mig med det….
    Det der med at ønske, at man havde sat større pris på sin yngre krop, kan jeg godt sætte mig ind i. Det var bestemt noget nemmere – det hele – at ha en krop der ikke gjorde ondt. Men bagklog kan man jo altid være.
    Så det er med at nyde nuet. Og jeg synes nu at jeg hviler mere i mig selv nu, end jeg har gjort før. Og det er en virkelig god og rar ting
    Mon ikke du også gør det 😉
    Og så må vi tænke på at rynkerne vidner om et levet liv, med de erfaringer vi nu har gjort os. Både på godt og ondt

    Ha en god mandag aften
    Knus Vibeke

    1. 🙂 Ja, det klæder på en eller anden måde børnene bedre at blive ældre …
      Under alle omstændigheder gælder det – som du skriver – om at nyde nuet!
      Nå-ja, og i dag har jeg skrevet et indlæg om neglelak (!) Den kan man nemlig have glæde af i stort set alle aldre 🙂
      Tak, Vibeke – og god aften til dig!
      Knus

  11. Ak ja. Godt du er blevet så klog og vis, at du er taknemmelig. Jeg ville også ønske, at jeg havde nydt det mere. Træls at have ondt mindst et sted hver dag. Men dejligt at kunne glæde sig over resten.
    Jeg husker ikke, hvem der sagde dette. Muligvis Johannes Møllehave: Når jeg vågner en morgen uden at have ondt, så ved jeg, at jeg er død. Længe leve livet 🙂
    Kærlig hilsen, Lisbeth

    1. Ja, der er noget livsbekræftende over de værkende lemmer 😉 Og godt, som du også siger, at vi kan føle taknemmelighed. Det er en god følelse!
      Kærlig hilsen Nana

Tak for din kommentar