Alt det man kan finde på stranden

finde på stranden

Hundene går altid med snuden i sandet, når vi går på stranden. De leder efter døde krabber, muslinger, særligt lækker tang, rester af døde fugle, halvrådne, opskyllede sæler og den slags. Alt sammen ting som både smager godt og er skønne at trille sig i.

finde på stranden
Hundene har fært af noget lækkert. Det har de altid, når vi går på stranden.

Vi andre finder også ting på stranden. Vi er mest optaget af at finde smukke sten og muslingeskaller. Af og til finder man små konkylier.

finde på stranden
Den lille konkylie er svær at få øje på, men den er der. Lige over knivmuslingen. Er den ikke fin?

Knivmuslinger kan man også se, og blåmuslinger, naturligvis, med det smukkeste skinnende perlemorsfor.

finde på stranden
En knivmusling blandt mere almindelige muslinger.
blåmusling
Se, hvor smuk sådan en blåmuslingeskal er indvendig. Fuld af perlemor.

Forleden blev jeg opmærksom på, at man også kan finde rav i Hornbæk, så det er jeg begyndt at kikke efter. Det var Bettina, som jeg følger på på Instagram, der viste billeder af rav fundet på vores fælles lokale strand.

Der er meget andet godt at finde på stranden. Man kan fx være heldig at finde de smukkeste gopler. Har du mon læst det indlæg, hvor jeg viser billeder af de blomstersmukke brandmænd, der skyllede op på stranden i efteråret? Det indlæg slutter jeg af med at skrive om min glæde over at bo tæt på Kattegat. Den glæde fylder stadig meget. Man bliver ikke sådan lige træt af hverken Kattegat eller Hornbæk strand.

6 meninger om “Alt det man kan finde på stranden”

    1. Ja, det er ikke altid nemt at få plads til hundekiks og lommetørklæder i lommerne, når de er fulde af muslingeskaller og særligt smukke sten 🙂 På gårdspladsen har vi et sted, hvor vi deponerer smukke strandting. Det har endnu ikke taget overhånd, men jeg kan godt se faren …

  1. Ja det er dejligt at bo ud til Kattegat, det er jeg også glad for. Mine gamle hunde gik også altid og snusede efter forskelligt på stranden, men en lækkerbisken var det at finde en dø sæl eller fugl. Det var bare ikke så sjovt at skulle vaskes bagefter.
    Ved du, at der findes en ravlygte?
    Kh Lisbeth

    1. Nej, hunde tænker ikke over konsekvenserne, når de triller sig i et råddent kadaver – eller i hvert fald tænker de kun på, hvor lækre de bliver, og ikke på det bad, der følger ved hjemkomsten 🙂
      Det er sjovt, du spørger, for jeg anede ikke, at der er noget der hedder en ravlygte, før jeg i forbindelse med, at jeg skrev indlægget, googlede rav i Nordsjælland for at se, hvor almindeligt det er. Så kom jeg ind på en hjemmeside, der solgte ravlygter. Jeg vil lige vende tilbage og læse hvad det egentlig er 🙂
      Kh Nana

  2. Kattegat er fænomenal til konkylier. I Sæby har jeg tit fundet konkylier – også de små vingede, der er så fine. Knivmuslingerne er så fine at klistre rundt om en potte eller et glas – det holder ikke evigt, men det er så sommerligt med sådan en krukke eller vase.
    Du må have en ravlygte. Så lyser ravet op – tror nok, det bliver lilla – og så kan du samle dig en formue, du kan bruge på planter 🙂
    Kh, Karen

    1. Ja, jeg bliver da nødt til at have en ravlygte. Jeg mangler altid penge, og måske kan jeg blive ravmillionær 🙂
      God tirsdag aften til dig, Karen!
      Kh Nana

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først, når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.