Aftentur og engtanker

engtanker
Det hele ser anderledes ud

Jeg har lige været et smut ude på en lille aftentur på egen grund. Nu hvor den femte længe er revet ned, og hvor de evindelige jordbunker, der lå bag vores bagplads, er væk, nu hvor søen er gravet ud og jorden fra søens dyb er fordelt på jordvej og bagplads, ser det hele anderledes ud.

Da jeg gik derude, følte jeg for første gang for alvor, at det hele er mit. Måske fordi det først er nu, vi er begyndt at sætte vores eget præg på de ydre rammer omkring gården.

engtanker
Et kik fra grundens nordre ende ind over engen. Til højre ligger Ravnegård, og det klæder den så godt, at den er sluppet af med den femte længe, synes jeg.
Engtanker

Jeg gik derude og gjorde mig nogle engtanker. – Altså tanker om, hvordan vi skal bruge vores eng. Vi har i et stykke tid været overbeviste om, at vi ville så plænegræs derude. Men efterhånden som ideen om en parkplæne har bundfældet sig, er vi blevet usikre. Vores usikkerhed skyldes flere ting, blandt andet nogle kommentarer fra jer, søde læsere, om, at der jo også ligger en værdi i en gammel græsmark.

engtanker
Vores grund ender, hvor naboens fold begynder. Det er ok med mig!

I disse dage hælder vi til at beholde det nuværende græs. Spørgsmålet er, om man kan tromle engen, så den bliver til at gå på og til at slå med en havetraktor. Under alle omstændigheder er der opstået nogle skader derude under den seneste måneds arbejde, og græsmarken skal have en eller anden form for kærlig behandling, hvis den skal bevares.

aftentur
De blomstrende kirsebærtræer kan ses fra huset, og det var dem, der lokkede mig ud på aftentur.
Jeg trænger til en pause

I løbet af den kommende uge finder vi forhåbentlig ud af, hvad der skal ske. Dernæst ønsker jeg egentlig bare, at vi snart kan tage et par stole ud bag gården, sidde ned et øjeblik og se ud over engen. Jeg trænger til en pause ovenpå forårets store arbejder. Og det er en grund mere til at beholde det græs, vi allerede har. Det er nemmere. Og så er vi tættere på at kunne sætte os ned og se ud over vores grønne grund.

14 meninger om “Aftentur og engtanker”

  1. Tænker, det er en god ide at beholde græsset – vil være fint med et lidt mere rustik look i forhold til parkgræs. En trommel, når jorden er godt fugtig, vil sikkert kunne gøre meget ved ujævnheder. Ikke at jeg har forstand på det…. Dejligt at der sker fremskridt!

    1. Ja, jeg tror også, at det mere rustikke look vil klæde stedet – og os 🙂 Vi får snart besøg af vores lokale landmand, som har en tromle, og som ved noget om, hvordan den slags fungerer.
      God søndag til dig, Frede – uden konfirmation, men forhåbentlig alligevel en dejlig solskinsdag!

  2. Det er en smuk og dejlig grund I har. Og du har helt ret i, at det pynter på gården, at den femte længe er revet ned. Kan ikke lade være med at tænke, at gården er på vej tilbage til sit oprindelige udgangspunkt. Så mange fine gamle gårde er skæmmet af nutidige tilbygninger.
    Plænegræs kan se rigtig fint ud, når det er slået og slået og slået og…. En gammel mark, hvor naturlige græsser og blomster har bosat sig, kan se rigtig fin ud, hvis den får lov til, stort set, at passe sig selv. Det vil også fremme insektliv og biodiversitet. I samspil med jeres sø, kan det blive rigtig godt. Sådan en stor mark indbyder til grupper af træer og buske. Måske lidt birk, lidt bærmispel, lidt pil og nogle solitærtræer fx valnød og spisekastanje og med nogle fint slåede stier rundt mellem det hele? Noget som langt hen af vejen passer sig selv.

    1. Mit næste store ønske for gården er en vognport i den fjerde længe. Det har der været i fordums tid, og det ville også klæde gården, at få den tilbage.
      Vi har netop tænkt, at der skal være nogle træer ude i engen. Vi har især tænkt el, tjørn, birk og pil, fordi de kan lide meget vand. Jeg ville elske valnød og spisekastanje, men er i tvivl, om de kan tåle vores mosejord. Jeg vil læse lidt om dem 🙂
      Tak for din kommentar, Lone! – Og god solskinssøndag til dig!

  3. Jeg stemmer ikke så overraskende for, at i udlægger om ikke andet blot en del af området til vild natur. Lone har nemlig ret; når man lader det passe sig selv, så gror det til, og der kommer naturligt en masse spændende blomster og planter til. Det vil være rigtig godt for naturen og dyrelivet.

    Hvad end i finder ud af, så er jeg sikker på det bliver godt. 🙂

    Gode tanker herfra.

    1. Jeg ved det, Kristoffer 🙂 – og jeg lover, at her nok skal komme natur!
      Tak for tilliden 🙂
      God aften til dig!
      Bedste hilsner fra Nana

  4. Jeg tænker også at græsmarken skal passe sig selv. I kunne evt. lavet et enkelt slet hø hvert år. Med alle de hestefolk der er i vores område, vil mange sikkert gerne købe høet. KH Birgit M.

    1. Vi plejer at forære høet til den landmand, som har slået marken for os. Det er en fin ordning, men nu hvor vi har hegnet vores grund ind, kan han ikke komme ind med selvbinderen. Alt har en pris. – Også et hundehegn 🙂 Vi må se, hvad vi finder ud af. Umiddelbart tænker jeg, at vi selv vil slå en del af græsset med jævne mellemrum.

  5. Ditto her: En græsmark! Men jeg kan godt forstå ønsket om at kunne slå græsset fx hvertandet år, så det ikke springer i skov. Men behøver den mon at være totalt flad for at I kan det. Kan en lidt større maskine ikke fikse det, så I slipper for fladtromling?
    Det er spændende at følge, og jeg kan godt forstå, at du trænger til at sidde i en stol og bare nyde.
    Kh Lisbeth

    1. Vi har en ret stor havetraktor, men den kan simpelt hen ikke klippe derude nu. Vores jord er jo MEGET fugtig, og der har kørt mange maskiner rundt, så der er dybe kørespor mange steder. Men så var det jeg så i “Bonderøven”, at han tromler sin eng om foråret og får et fint resultat. Og så tænkte jeg, at det må vi også prøve 🙂 Og SÅ skal vi sidde i en stol og nyde 😉
      Kh Nana

  6. Du kunne også lade en lokal landmand få lov til at lade får eller højlandskvæg lov til at græsse det af ind i mellem…. Må ske i bytte for en lammekølle :-)… Det er hyggeligt at kigge ud over en mark med dyr… hilsner Anne

    1. Vores første tanke var faktisk at have får derude, men der er for vådt, desværre. Jeg er ret sikker på, at højlandskvæg ville synke i til maven 🙂 – men et par ponyer, måske …
      Bedste hilsner fra Nana

  7. Synd I ikke har tænkt på at lave en stor låge så en traktor kan komme ind på engen. Vi har indhegnet vores have for at holde rådyr og især dådyr ude, men har lavet en stor låge så sønnike kan køre ind med traktor når der skal pløjes eller fræses. Men det ser utrolig smukt ud bag jeres gård nu. Knus til jer herfra.

    1. Der er nu rigeligt plads til en traktor 🙂 Det er mere den dér som wrapper høet, der ikke kan komme ind. Men jeg tror, at vi – endelig – har fundet en løsning: Vi beholder det græs der er, men får området tromlet, så det bliver mere jævnt. En ret billig og rustik løsning, som gør, at vi kan bruge vores område og selv holde det. Nu håber jeg bare, at den flinke landmand har tid til at tromle for os snart 🙂
      God weekend til jer!
      Knus fra Havreholm

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar vises først, når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.