Af og til er der for langt til det jeg gerne vil

Da vi flyttede til det smukke Sydsjælland, flyttede vi samtidig et stykke væk fra alle dem vi kender. Det er ikke for alvor langt, og vi ser stadig både familie og venner, men af og til kan jeg godt føle at der er for langt til det jeg gerne vil.

for langt

I går var jeg til venindekomsammen i Nordsjælland. Det var så hyggeligt. Da klokken blev henad 9 om aftenen måtte jeg bede om en kop kaffe at køre hjem på, og så ellers afsted. Jeg var gerne blevet bare lidt længere, men det går ikke at skulle køre hjem i mørket hvis jeg er for træt.

Før i tiden mødte jeg ofte en veninde til en hurtig kop te, og min mand og jeg kunne finde på at invitere gode venner til middag samme aften. Den slags sker ikke så ofte længere, og jeg kan godt savne de spontane møder.

kurvetaske

Samvær med andre gør glad, og venskaber skal plejes. Det er værd at huske når jeg af og til synes der er for langt til det jeg gerne vil. Så skal jeg bare afsted alligevel. Ligesom jeg var i går. For det har jeg vældig godt af.

georginebuket

I denne uge skal jeg noget der ikke sker ret ofte. Jeg skal mødes med en der bor i samme område som jeg, nemlig Randi med bloggen Randi Glensbo. Vi skal tale blogs og blogging (og sikkert også andre ting). Det glæder jeg mig til!

Billederne er af en havebuket jeg havde med til min veninde i Nordsjælland.

Måske vil du også læse:

20 meninger om “Af og til er der for langt til det jeg gerne vil”

  1. Ja sådan går det, når man bor langt væk fra det hele. Jeg har vænnet mig til det, men det er værst at være så kort tid sammen med børn og børnebørn, ellers har jeg ikke det store behov, som du har.
    Godt du kan mødes med dem en gang i mellem.
    Kh
    Lisbeth

    1. Jeg ser heldigvis mine børn ligeså meget som jeg altid har gjort. Og når de er her, er de her typisk meget længere, end da vi boede i Holte. Men jeg bor heller ikke så langt væk fra dem som du gør fra dine. Jeg kan godt forstå det er et savn hos dig, men der er jo heldigvis mange måder at holde kontakten på i dag. Det tænker jeg også når jeg hører om mennesker hvis børn bor i udlandet. Så der det altså rart at Facetime og Skype er opfundet 🙂

  2. Det er så dejligt med venner i nærheden, og jeg er så glad for mine. Men når man bor langt ude på landet, er man nødt til at køre en del. Der er jo ikke andre muligheder for at komme omkring. Jeg har tit tænkt, at man skulle sætte vægtafgiften ned for os, der bor i landdistrikterne. Vi har jo ikke mulighed for at tage metroen, bussen eller s-toget, men vi betaler jo til det via skatten

    Ses vi den 10. november i endnu et landdistrikt?
    Kh, Karen

    1. Vi taler faktisk om at næste gang vi skal have en ny bil, skal den være større end de mini-biler vi kører rundt i nu. Når vi nu er afhængige af at køre så relativt meget, vil vi gerne have både større sikkerhed og komfort. Så jeg stemmer da for dit forslag 🙂

      Nej, vi kan desværre ikke være med d. 10. november. Det er så ærgerligt!
      Kh Nana

  3. Det blir het sikkert hyggelig å møte bloggveninne, og da er det nok mye å prate om. Ellers så synes jeg at her hos meg skjer spontane møter med venner sjeldnere og sjeldnere selv om vi ikke bor langt fra hverandre. Alle er så opptatt alltid eller man blir sittende inne i hvert sitt hjem med TV eller Internett. Jeg synes vi har mistet noe på veien når det er blitt slik.

    Beste hilsen Ingrid på http://www.ingridtunheim.no

    1. Ja, du har måske ret, Ingrid, i at vi i det hele taget er blevet dårligere til at mødes med andre mennesker, efter at det er blevet nemt at blive underholdt ved computeren. Det er en tankevækkende kommentar!
      Kh Nana

  4. Dejligt med veninde hygge, og kan godt forstå du savner det indimellem. Hvor er det en fin buket og veninden blev sikkert rigtig glad.
    Det bliver sikkert også en dejlig dag med Randi, og munden kommer nok ikke til at stå stille 😉
    God ny uge til dig

    Knus Lone

    1. Ja, mon ikke Randi og jeg kan finde på noget at snakke om … Det er ret sjovt sådan at skulle til blogger-business-møde 🙂
      Tak, Lone og god ny uge til dig!

  5. Ja det kan være et savn.
    Vi gjorde det, at vi indførte at have sovende gæster eller selv sove ude. Så når vi endelig ser familie og venner, så er det gerne for lidt mere end en aften eller dag.
    Det tager gerne nogle år at vænne sig til en ny rytme og et nyt sted at bo.
    Smukt forår ønskes:-)

    1. Vi har heldigvis også god plads til overnattende gæster, og vi nyder at have lange besøg 🙂 Det er lidt sværere for os at overnatte hos andre fordi vi har tre hunde. Det er ikke så mange vi vil byde at komme anstigende med hundene 😉
      Du har helt sikkert ret i at det også handler om at få nye vaner og rytmer – og det tager altså noget tid.
      Kh Nana

  6. Det kender jeg godt – det med afstanden. Jeg er dog sikker på når i så er sammen, så er det værdsat.
    Lyder så hyggeligt med et “blog-møde” og måske endnu et nyt venskab. 🙂
    Og meget smuk buket.
    Rigtig god uge søde Nana.
    Kh Birgitte

    1. Ja, det er rigtigt at man virkelig nyder det når man er sammen. Jeg glæder mig også altid intenst i flere dage inden jeg skal afsted på besøg eller selv have gæster 🙂
      Tak, Birgitte og god uge til dig!
      Kh Nana

  7. Jag känner igen det där, särskilt från tiden när jag just hade flyttat hit till Helsingfors/Esbo som ligger 450 kilometer från mina hemtrakter. Nu, 8 år senare har jag skapat en vänkrets här och det känns bra, men ofta kan jag sakna att bo närmare familjen, mina syskon, föräldrar och morföräldrar.

    Det är bra att du i alla fall kan boka in träffar med dina vänner, även om det inte blir så spontant, och roligt att du ska träffa Randi! Viktigt att hålla liv i de kontakter som man mår bra av också när det inte alltid är så lätt 🙂

    Ha en riktigt fin vecka! ❤

    1. Jeg kan godt forstå at du af og til savner at være tættere på din familie, og jeg skammer mig helt over at jeg har skrevet at jeg har fået lang afstand til familie og venner, for jeg har slet ikke så langt som du. Vi danskere synes vist ret hurtigt at vi skal køre langt fordi vores land er så lille 🙂
      Du har så meget ret i at det er vigtigt at holde fast i alle de gode kontakter man har. – Og samtidig er det jo også altid dejligt at møde nye, søde mennesker. Det bliver spændende at holde et lille blogmøde med en medblogger!
      Tak, Evelina og i lige måde til dig!
      Kh Nana

  8. Kære Nana
    Jeg er også flyttet uden for storbyen, og nyder faktisk at have venner på den måde. Dels har jeg fået masser af venner og veninder her, som jeg mødes med i hverdagen, fx på en cafe. Dels er det sådan, at de venner der bor langt væk, overnatter, og det er dét, der er så godt ved at være flyttet væk, for man får snakket meget ‘dybere’, når man har længere tid til rådighed og fx mødes til morgenbordet Det opdagede jeg, da vi var flyttet. Virkelig en bonusgevinst ved at flytte ud.
    Det kræver måske lidt mere af begge parter, men jeg er blevet godt til at planlægge og organisere, og der bliver dømt pauser en gang i mellem, så alle kan lave, hvad de vil uden hele tiden at skulle ‘være på’. Mine/vores venner er gode til at være gæster og at ‘passe sig selv’. De sover, læser, går tur i haven, på havnen eller i byen, og så mødes vi fx igen kl. 15 til kaffe eller kl. 18 til drinks.
    Men jeg kan godt forstå, hvad du siger. Det ER en anden måde at være sammen på. Det jeg bare vil sige er, at jeg blev positivt overrasket.
    Skønt at du skal mødes med en blogveninde. God fornøjelse.
    Kærlige hilsener, Lisbeth

    1. Kære Lisbeth.
      Du har helt ret i at det er en anden – og rigtig god – måde at være sammen på når man har mere tid. Den slags besøg nyder jeg også. Jeg savner de dér hverdags-cafébesøg som du også beskriver, men det er da et luksusproblem, for jeg har vist aldrig en uge uden at jeg mødes med familie eller venner enten her eller hos dem.
      En ting jeg ikke rigtigt havde tænkt igennem inden vi flyttede herned, er at jeg pga. min irriterende sygdom hurtigt bliver træt og derfor har problemer med at køre langt i bil. Derfor er der ting jeg har måttet melde fra. Fx er jeg ikke længere aktiv i min læsegruppe, og det kan jeg godt savne. Men så er det bare jeg skal huske at se de søde damer fra læsegrubben når jeg alligevel er i nærheden af dem – og invitere dem herned i ny og næ.
      Under alle omstændigheder er det godt for os at bo på landet. Vi nyder det virkelig
      Kærlig hilsen Nana

      1. Ja, de små cafebesøg er godet og jeg bor jo i Ebeltoft, hvor det vrimler med dem. Det er måske sværere for dig.
        Og jeg kan godt se, at det med kørslen og svimmelheden er et skidt match – og tog til Lille Skensved i tide og utide er vist slet ikke til at klare 😉
        Kh

  9. Det er altid skønt at dele livet med andre og gode venskaber skal plejes. jeg kan sagten følge dig i at spontane invitationer er skønne ,men er kroppen ikke klar til det koster det ofte meget. Skønt at du har en blog ven så tæt på. Meget smuk buket du har lavet. hygge herfra

Tak for din kommentar