2. december. Adventskrans

adventskrans

I dag, den første søndag i advent, må jeg selvfølgelig vise vores adventskrans. Den ligner – som kalenderlysene – sig selv. Siden jeg engang købte Georg Jensens adventsstage, har min adventskrans set omtrent sådan ud. Altid pyntet helt enkelt med vedbend fra haven. Først hentede jeg vedbend i min have i Gunderød, siden i haven i Avderød, i Kokkedal og i Lyngby. Dernæst var jeg i vores haver i Holte efter vedbend og senest fandt jeg vedbend i haven i Åside (de to adventskranse det blev til dernede kan du se her og her).  Og nu i år har jeg hentet vedbend langs hegnet bag hønsegården her på Ravnegård – som altså er det ottende sted jeg har boet indenfor omkring 20 år.

adventskrans

Som det fremgår af boligopremsningen ovenfor, er jeg ingenlunde imod forandring , men det er faktisk ret rart at jeg ved hvordan adventskransen skal se ud. Her midt i renoveringsrodet trænger jeg til at der er noget der giver sig selv.

I eftermiddag tænder vi det første lys og holder en stille stund. I denne weekend står køkkenarbejdet stille, og vi nyder stilheden før stormen som venter i næste uge.

1. søndag i advent

Rigtig god 1. søndag i advent til dig der læser med!

17 meninger om “2. december. Adventskrans”

  1. Den har vi også. Også i ståludgaven, som jeg synes er den fineste. Vores er endnu mere minimalistisk pyntet. I år med en kvist kristtjørn og en sløjfe (af noget bånd, som jeg købte for 5-6 år siden, tror jeg og aldrig har brugt af.)

    Apropos det med julekalender på bloggen, så har jeg, så vidt jeg husker, haft det hvert år siden jeg gav mig til at blogge for alvor i 2009. Men i år blev det ikke til noget. Jeg poster som regel indlæg om ting man kan sy, strikke eller koge/stege, som jeg finder f.eks. via Pinterest.

    I år havde jeg kun 4 liggende i kladder, de fleste år har jeg haft mindst 10, når vi nåede til d. 1. december, så i år besluttede jeg mig for, at det måtte blive et julekalenderløst år på bloggen i år. Men jeg har også andre ting, som jeg gerne vil fortælle om, så det passer egentlig fint nok.

    1. Åh, jeg gad godt kunne skrive om at strikke og stege, men jeg har ikke det store talent på nogen af områderne (ja, jeg har vist nærmest hvad man kan kalde minus-talent indenfor håndarbejde 🙂 ), så mine indlæg bliver aldrig i DIY-genren.
      Hm … jeg har ingen kalenderindlæg liggende i kladde, men lige nu gad jeg godt have en 15-18 stykker på lager 🙂
      Jeg må over at læse hvad du fortæller her i december!

  2. Hej Nana
    Det er en rigtig hyggelig ide med din julekalender.
    Jeg vil glæde mig til dine smukke billeder her i decembermørket.
    Og måske også ind imellem til et “skrækkeligt billede” som f.eks. et billede af dit køleskab midt i stuen?

    1. Hej Annette!
      Tak for de pæne ord! Jeg skal også nok komme med nogle skrækkelige billeder 🙂 Jeg ved ikke om jeg kan nå at fotografere køleskabet i stuen, for det bliver vist nok hentet i morgen af dem der skal overtage det, men jeg har masser af andre grufulde motiver 🙂

  3. Hvor er den fin – jeg har overvejet at købe den. Ikke fordi jeg ikke har nogen adventsstager, for der er da købt lidt gennem årene, men for at have en, der er smuk og klassisk. Har bare ikke kunnet bestemme mig til om den skulle være stål eller gylden, så det bliver nok først til næste år. Sjovt, du har boet tæt på mig i mange år – jeg har slået mine (voksen) folder i Nivå og nu Hørsholm 🙂

    1. Åh, både Nivå og Hørsholm er hjemme for mig! Her boede jeg da jeg fødte mine børn. De er alle døbt i Nivå kirke. Min mand og jeg blev også gift der. Jeg var for ikke så længe siden i Hørsholm med mine to voksne unger, og det var SÅ hyggeligt at vende tilbage 🙂

  4. Det er en meget smuk og enkel krans. Min holder også traditionen: Hvid keramik, hvide lys, gran og røde sløjfer. Hvis den skal udskiftes kunne jeg godt tænke mig en som din.
    God adventssøndag.
    Kh Lisbeth

  5. Din adventskrans er bare så yndig og enkel! Georg Jensen har gennem tiden lavet mange fine ting. Vi har arvet en del julepynt derfra, men en del af det er næsten for pyntet. Da vores søn boede hjemme, gjorde jeg meget du af at pynte til jul – nu er det kun ret få ting.

  6. Din adventskrans er bare så yndig og enkel, Nana! Gerorg Jensen har lavet mange fine ting. Vi har arvet en del julepynt til at hænge på juletræet derfra, men det er næsten for overvældende.

  7. Vacker ljusstake – George Jensen visste vad han pysslade med. Murgröna, som vi kallar den på svenska, är väldigt vacker. Jag ska ut och klippa lite idag till dörrkransen 🙂

    Ha det gott! Carina

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar ses først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.