1. december. Kalenderlys

kalenderlys

Den 1. december ligger det ligefor at vise billeder af årets kalenderlys. I år har jeg 25 1/2 kalenderlys, og det er nok flere, end de fleste.

I dagligstuen har jeg arrangeret 24 små kalenderlys på en gammel tintallerken. Arrangementet blev klaret på 10 minutter og bygger på det forhåndenværende søms princip. I haven fandt jeg lidt forskelligt grønt. Tre kviste liguster til vasen, en efeugren samt en gren fra en kirsebærlaurbær til at lægge på fadet.

kalenderlys

Når det grønne bliver kedeligt at se på, kan det nemt skiftes ud. Jeg har ikke et grantræ lige udenfor døren. Derfor kom der ikke gran på fadet, og egentlig passer det mig godt at fadet er granløst, for gran drysser i løbet af kort tid.

Ikke alene fandt jeg i går den uundværlige kalenderlysestage i en flyttekasse, jeg fandt også posen med vores krydderier som er opmagasineret i fyrrummet sammen med andre køkkenting. Og her var jeg så heldig at der gemte sig nogle stjerneanis. De ligger nu på tinfadet og dufter intenst af jul.

stjerneanis

Stagen og skålen er fra Kählers Hammershøiserie. Vasen er en Lyngbyvase. Og jeg er med årene blevet meget lidt opfindsom når det kommer til kalenderlys. Sidste år så de sådan ud. Og året inden sådan.

kalenderlys

På spisebordet står et stort kalenderlys sammen med forskellige hvide bloklys fra mit pænt store stearinlyslager.

1.december

Det ene af lysene er ikke et helt almindeligt bloklys, men resten af kalenderlyset fra sidste år. Det sker meget sjældent at jeg når i bund kalenderlyset, men hvis jeg snyder lidt og bruger det to år i træk, lykkes det vel.

kalenderlys

Lysene står i nogle små zinkbakker som jeg plejer at bruge som underskåle til små potteplanter. Og så kan det vist ikke blive mere enkelt.

Det var vores 25 1/2 kalenderlys og Mit landlivs første julekalenderindlæg. Jeg håber du har lyst til også at læse de næste 23. God 1. december til dig!

15 meninger om “1. december. Kalenderlys”

  1. Det er bestemt det smukkeste kalenderlys, man kan have.
    Og jeg morer mig over, at du genbruger det gamle kalenderlys. Jeg holdt nemlig op, fordi det endte som en pligt at huske at brænde det.
    Jeg glæder mig til lågen i morgen.
    Kh Lisbeth

    1. Der er de små kalenderbedelys jeg viser øverst i indlægget gode! Hvis man glemmer et enkelt, er det ikke så synligt at man er bagud 🙂
      Uh, jeg må snart i gang med nr. 2 julekalenderlåge. Det er noget af et pres jeg har fået lagt på mig selv 🙂
      God 1. december til jer!
      Kh Nana

  2. Jeg skal virkelig også gøre en indsats for at følge med kalenderlyset, men det lykkes næsten altid i løbet af juledagene. Men synes alligevel det er hyggeligt med kalenderlys. Jeg er begyndt at lave juledekorationer i oasis. Derved undgår man de total udtørret brandbomber. Hyggeligt du vil lave en julekalender for os.

    Knus Susanne Josephine

    1. Ja, jeg synes også at kalenderlys er hyggelige, og jeg stresser IKKE over at jeg kommer bagud med dem 🙂 Det er en god idé at give granpynten vand for at undgå at den tørrer helt ud!
      Dejlig 1. december til dig og dine, Susanne Josephine!
      Knus fra Nana

  3. God 1. december til dig! Hvor er det dejligt, at se rigtige ægte stearinlys, de er nu bare så smukke. Lys med en dejlig flamme.

    1. Tak, skal du have, Jette! Ja, “rigtige” lys er vist ikke så sunde, men de kan altså noget batterilysene ikke kan (og batteriproduktion er vist heller ikke så sund …). Under alle omstændigheder er det godt med lys her i den mørke tid 🙂
      Dejlig dag til dig!

  4. Hvor er de kalenderlys søde! DET må jeg bestemt have næste år! I år er det “bare” en traditionel en med ét lys med tal på – et mellem tykt et af slagsen, som dit det store med endnu alle tal på 🙂 Vil du fortælle hvor du har købt de små lys henne?
    Dejlig weekend til dig 🙂

    1. Hej Stine.
      Jeg købte lysene sidste år (hvor forudseende kan man være?!? 🙂 ), og jeg kan ikke huske hvad butikken hed, men jeg ved at det er Ib Laursen der laver adventsbedelysene, og jeg tror de er ret nemme at finde 🙂
      Tak! Og i lige måde til dig!

Jeg bliver glad for en hilsen! Din første kommentar ses først når jeg har godkendt den. Det er for at undgå spam.